Opskrift på brun sovs
SPONSORERET indhold

Brun sovs på andefond

Hvis brun sovs skal smage af noget, skal man lave den på andefond. Så bliver den rigtig god! Her får du en opskrift på en brun sovs, der smager himmelsk og er perfekt til julemiddagen.

Af:: Trine Hahnemann Foto: Henrik Freek
17. dec. 2009 | Opskrift | ALT for damerne

Andefond:
2 andelår
1 spsk olivenolie
7½ dl rødvin
1 l vand
1 gulerod
1 løg med skal
10 timiankviste
1 spsk hele peberkorn
1 spsk groft salt.

Brun sovs:

50 g smør
2 spsk hvedemel
8 dl andefond
3 dl piskefløde
2 tsk ribsgele
1 tsk sovsekulør (kan undlades)
salt og friskkværnet peber

 

Fremgangsmåde: Sådan laver du brun sovs på andefond

  • Brun andelårene i en stor gryde.
  • Tilsæt rødvin, vand, gulerod, løg, timian, peberkorn og salt.
  • Bring det i kog, skru ned for blusset, og lad det simre to timer.
  • Si fonden igennem en sigte, og kassér andelår og grøntsager.
  • Kog fonden ind til du har ca. 1 l.
  • Opbevar den i en beholder på køl natten over. Før andefonden skal bruges, fjernes andefedtet, der er dannet øverst på fonden.
  • Til sovsen smeltes smørret i en gryde. Tilsæt melet, og rør det til en mel-bolle, der slipper grydens bund.
  • Tilsæt fonden lidt ad gangen, og rør efter hver gang, til der ikke længere er nogle klumper. Rør hele tiden, så sovsen ikke brænder på.
  • Rør fløden, ribsgele og kulør i, og smag til med salt og friskkværnet peber.
  • Hold den brune sovs varm, eller varm den op igen, når den skal serveres.