Cheesecake med hvid chokolade, lime og rabarbergele
SPONSORERET indhold

Smuk cheesecake med hvid chokolade, lime og rabarbergele

×

Din Bedømmelse

Tak for din bedømmelse!

En fantastisk lækker cheesecake med fløjsblød ostecreme, som nærmest smelter i munden. Den syrlige rabarber-topping giver fint modspil hertil – og så er det pænt!

Af: Cecilie Sofie Svensson Foto: Line Thit Klein
18. apr. 2020 | Opskrift | ALT for damerne

Ingredienser

Bund:
300 g digestivekiks
125 g smør

Ostecreme:
350 g hvid chokolade
2 blade husblas
150 g flormelis
4 dl piskefløde
400 g flødeost, stuetempereret
2 ½ dl creme fraiche 18 %
2 økologiske lime, skal og saft heraf
1 vaniljestang, kornene herfra

Rabarber-topping:
200 g rabarber, skåret i stykker på 2-3 cm
100 g sukker
½ dl vand
3 blade husblas

Sådan laver du cheesecake:

  1. Tænd ovnen på 180 grader, og smør en springform på 24-26 cm med blødt smør.
  2. Smelt smørret, og knus digestivekiksene fint – f.eks. ved at komme kiksene i en frysepose og banke på dem. Tilsæt det smeltede smør, og rør indtil massen ligner vådt sand.
  3. Tryk kiksemassen i bunden af springformen, og bag bunden i 15 minutter, indtil overfladen er let gylden. Tag bunden ud, og lad den køle helt af.
  4. Hak chokoladen groft, og smelt den over vandbad på lav varme. Når chokoladen er næsten smeltet, skal den tages af varmen og sættes til afkøling. 
  5. Læg 2 blade husblas i en skål med koldt vand.
  6. Rør flødeost, crème fraiche, limeskal og -saft, flormelis og vaniljekorn sammen, til blandingen er cremet. Hæld den helt afkølede hvide chokolade i cremen, og rør indtil blandingen er glat – tjek, at den hvide chokolade er grundigt blandet med resten af ostecremen.
  7. Knug husblassen fri for vand, og smelt den over et vandbad. Vend den nu hurtigt, men grundigt, i flødeostcremen. Det er vigtigt at være tjep, ellers når husblassen at stivne og danne tråde.
  8. Pisk fløden til blødt skum, og vend den i ostecremen. Hæld cremen over kiksebunden, så jævnt som muligt, og sæt kagen på køl i 3-4 timer eller natten over.
  9. Læg husblassen til rabarbergeleen i koldt vand. Varm rabarberne op med vand og sukker, til de er møre og bløde.
  10. Sigt saften fra, det er den, du skal bruge, og lad den køle ned, til den er fingervarm. Der skal være ca ¾ - 1 dl.
  11. Kram vandet fra husblassen, rør det i rabarbersaften, til det er opløst. Hæld geleen over cheesecaken, og lad den stå og sætte i en times eller længere i køleskabet.
  12. Geleen er her lavet med vinterrabarber som giver den fantastiske farve, men vær opmærksom på, at andre rabarber giver en anden kulør.
  13. PRØV OGSÅ: Rabarber-islagkage med sprød ingefærbund

Anbefalet til dig