Opskrift på Christiansfelder honningkage
SPONSORERET indhold

Christiansfelder honningkage

Spis den som honningbrød med smør og/eller abrikosmarmelade. Eller flæk kagen, læg den sammen igen omkring marcipan, og pynt med flormelisglasur.

Af:: Christa Alstrup Foto: John Bendtsen
01. nov. 2009 | Opskrift | ALT for damerne

Til 1 bradepandeform, ca. 3 l:
500 g honning (fast type)
125 g lys rørsukker
1 tsk stødt ingefær
2 tsk stødt kanel
3 store sammenpiskede æg
1 dl yoghurt naturel, gerne 10%, men den magre du'r også
500 g mel
2 tsk hjortetaksalt.


Fyld:
400 g abrikosmarmelade, koges op og gnides gennem en si
ca. 500 g ren rå marcipan.


Glasur:
300 g flormelis, røres med
4-5 spsk vand.



Smelt honning og sukker sammen, og afkøl blandingen. Rør først krydderier og et æg ad gangen i den lunkne honningmasse, dernæst yoghurt og mel blandet med hjortetaksalt.

Hæld dejen i den smurte form, og bag kagen i en 150-160 grader varm ovn i ca. 30-35 minutter. Afkøl. Skær den kolde kage i strimler, flæk dem, pensl med varmet, siet abrikosmarmelade og dæk med strimler af udrullet marcipan.

Læg toppen på og smør glasur på.