En bombe af chokolade
SPONSORERET indhold

En bombe af chokolade

×

Din Bedømmelse

Tak for din bedømmelse!

Herlig dessertkage til større selskaber og fester. Chokoladebomben er velegnet som dessertkage med frisk frugt, sammen med fødselsdagskakao eller til kaffeslabberas.

Af: Katrine Klinken Foto: Thomas Hergaard
15. apr. 2013 | Opskrift | Hjemmet
(ca. 20 personer)

Ingredienser

Arbejdstid: ca. 1 time
Bagetid: ca. 15 min.
Hviletid: et par timer
Bundene er fryse-egnede
3 valnøddebunde:
100 g smør (blødt)
250 g sukker
4 æg
½ dl fløde
250 g hvedemel
1 tsk bagepulver
50 g kakao
100 g valnøddekerner (hakkede)
Fyld:
1 glas abrikosmarmelade (eller -puré)
500 g mørk chokolade (mindst 60% kakao, smeltet)
½ liter piskefløde (letpisket flødeskum)
Overtræk:
500 g ren, rå marcipan
Drys:
kakao
Tilbehør:
evt. vindruer eller appelsinskiver

  1. Tegn 3 cirkler med en diameter på henholdsvis 24, 21 og 15 cm med blyant på bagsiden af bagepapir.
  2. Dej: Rør blødt smør med sukker, til det er hvidt og skummende. Rør et æg i ad gangen og derefter fløden. Bland mel, bagepulver og kakao sammen. Drys det igennem en si og vend det i dejen sammen med valnødderne med en dejskraber. Fordél dejen i et ca. 1 cm tykt lag i cirklerne på bagepapiret. Bag bundene ved 175 grader i ca. 15 min., til de er gennembagte og lysebrune. Stik et træspid eller en lille kniv i bundene. Er der rå dej på, skal de bage videre.
  3. Afkøl bundene på en bagerist. Smør hver bund med et lag abrikosmarmelade.
  4. Læg madfilm i en skål på 2-21⁄2 liter og en diameter på 24 cm. Bland let afkølet, smeltet chokolade i flødeskummet. Læg et lille lag i bunden af skålen og derefter den mindste kagebund.
  5. Derpå et lag chokoladeskum, den næstestørste kagebund og derefter resten af chokoladeskummet.
  6. Læg den største bund på og stil skålen med chokoladebomben i køleskabet, til den er stivnet (ca. 2 timer).
  7. Vend kagen ud af skålen på et fad. Rul marcipanen ud mellem to stykker bagepapir til ca. 1 mm’s tykkelse. Sørg for, at det bliver så stort, at det kan dække kagen.
  8. Træk det ene stykke bagepapir forsigtigt af og vend den udrullede marcipan hen over kagen, så det dækker. Træk bagepapiret af og skær kanterne til.
  9. Drys kakao igennem en si hen over kagen og server med vindruer og skiver af appelsin.