Italiensk brød (ciabatta)
SPONSORERET indhold

Italiensk brød (ciabatta)

×

Din Bedømmelse

Tak for din bedømmelse!

Lækkert italiensk brød med god krumme og sej skorpe. Her får du opskriften.

Af: Katrine Klinken Foto: Thomas Hergaard
16. jan. 2016 | Opskrift | Hjemmet
2 italienske brød | Total: 30 min

Ingredienser

Italiensk brød (ciabatta)

Arbejstid: 30 min.
Fordej: 6-24 timer
Dejens hævetid: ca. 12 timer.
Efterhævetid: ca. 2 timer
Bagetid: ca. 30 min.
Fryse-egnede


Fordej:
10 g gær
5 dl koldt vand
300 g hvedemel
Brøddej:
10 g gær
3 dl vand
ca. 600 g durumhvedemel (eller mel med højt gluten indhold)
2 spsk groft salt
1 portion fordej (se ovenfor)

Sådan laver du italiensk brød (ciabatta)


1. Fordej: Rør gæren ud i koldt vand og tilsæt melet. Rør, indtil blandingen er blevet til en lind dej. Dæk skålen til og lad den stå ved stuetemperatur i mindst 6 og gerne 24 timer.

2. Dejen: Rør gæren ud i vandet. Bland mel og salt med fordejen og gærvandet. Rør rundt, til konsistensen er blød. Gnid evt. hænderne med lidt olie og ælt godt. Læg dejen i en skål, smurt med olie, og dæk den med husholdningsfilm. Lad dejen hæve i køleskabet i 6-12 timer.

3. Ælt dejen på et let melstrøet bord (gerne durumhvede) og skær den ud i to stykker. Form til to aflange brød. Læg dem på bagepapir på en bageplade. Lad brødene hæve ca. 1½ time ved stuetemperatur, indtil de har næsten dobbelt størrelse. Lav et par snit i dejen med en skarp kniv.

4. Sæt straks brødene 10 min. i en 250 grader varm ovn. Sprøjt med en vandforstøver undervejs. Varmen dæmpes til 220 grader, og brødene bages ca. 30 min. mere, til det lyder hult, når man banker dem på undersiden. Kernetemperaturen, målt med et stegetermometer, skal være 98 grader.
Lad brødene køle af på en bagerist.