Jordbær/rabarbergrød
SPONSORERET indhold

Jordbær/rabarbergrød

×

Din Bedømmelse

Tak for din bedømmelse!

Det er værd at holde liv i de gamle, klassiske opskrifter som frugtgrød med jordbær og rabarber. Her har jordbær/rabarbergrøden fået et drys med sprødt hyldeblomstsukker.

01. maj. 2018 | Opskrift | Hjemmet
Jordbær/rabarbergrød til 4 personer

Ingredienser

Jordbær/rabarbergrød

Arbejdstid: 20 min.
Tørretid: ca. 1 døgn
Kogetid: ca. 10 min.
Ikke fryse-egnet


250 g rabarberstilke (uden blade)
500 g jordbær
3 dl vand
1 vaniljestang
100-150 g sukker (afhængigt af, hvor søde bærrene er)
3 spsk kartoffelmel, jævningspulver eller majsstivelse (maizena) + 3 spsk vand (koldt)
et drys sukker


Hyldeblomstsukker:
1 dl friske hyldeblomster (uden stilke)
50 g sukker
½ tsk citronskal (fintrevet)


Tilbehør:
Mælk eller fløde

Sådan laver du jordbær/rabarbergrød


1. Skær bladene af rabarberne og skær dem ud i stykker på ca. 1 cm. Kog dem møre i vand i ca. 5 min. sammen med en flækket vaniljestang og sukker.

2. Skyl jordbærrene og pil bladene af dem. Del store bær i mindre. Kog jordbærrene med rabarberne i ca. 5 min. (samlet kogetid ca. 10 min.) og fjern vaniljestangen.

3. Rør kartoffelmel eller jævningspulver med koldt vand. Rør det i den kogende grød og tag den straks af varmen.

4. Grøden må ikke koge, når der er tilsat jævning med kartoffelmel, da den så vil blive „lang”.

5. Jævnes grøden i stedet med majsstivelse, skal den koge 2-3 min. for ikke at få „melsmag”.

6. Smag til med sukker. Hæld grøden i en skål og drys med lidt sukker, så den ikke får skind.

Hyldeblomst-sukker:

1. Pil blomsterne af hyldeskærmene og blend halvdelen med sukker. Tilsæt citronskal og resten af blomsterne.

2. Lad hyldeblomstsukkeret tørre i et jævnt lag på et stykke bagepapir på en bakke til næste dag. Læg et stykke bagepapir løst hen over. Når det er tørt, hældes det på et syltetøjsglas.

3. Brug hyldeblomst-sukkeret som drys på jordbær/ rabarbergrøden og servér med fløde eller mælk.