Sarah Bernhardt med julesmag
Mette Blomsterbergs opskrift på Sarah Bernhardt.
fit living

Mette Blomsterbergs opskrift på Sarah Bernhardt med smag af jul

Mette Blomsterbergs jule-Sarah Bernhardt

En skøn julekage: Kransekagemasse med trøffelcreme trylles om til en vidunderlig jule Sarah Bernhardt. Få Mette Blomsterbergs lækre fortolkning af den klassiske konditorkage her:

Af Mette Blomsterberg 07.dec.2016 Mad

1 TIME 0 MIN.

ca. 15 stk. jule Sarah Bernhardt

Kransekagemasse
300 g ren rå marcipan
100 g flormelis
80 g pasteuriserede æggehvider

Trøffelcreme
1 bl husblas
3 dl piskefløde
5 stjerneanis
15 hele nelliker
300 g mørk chokolade 64 %

Forvarm ovnen til 190 grader.

Sådan laver du jule Sarah Bernhardt

Kransekagemasse

Ælt marcipan og flormelis kort sammen. Tilsæt æggehviderne lidt ad gangen, mens du stadig ælter. Stop, når massen er ensartet.

Kom en kruset stjernetylle i en stofsprøjtepose og fyld massen heri. Sprøjt massen ud på bagepapir i flade, ens kager, der er ca.5 cm i diameter.

Bag dem i ovnen, til de er let gyldne, ca. 8-10 minutter, og lad dem køle helt af på bagepladen.

Trøffelcreme 

Læg husblassen i blød i en ½ l koldt vand i 30 minutter. Kom fløde, stjerneanis og nelliker op i en lille gryde og varm det op til 80 grader. Lad det trække 10 minutter.

Hak chokoladen fint imens og kom den op i en skål. Hæld halvdelen af den stadig varme fløde igennem en sigte over chokoladen. Rør med en grydeske, til chokoladen er smeltet. Kom resten af fløden i og rør.

Vrid nu husblassen for vand og kom den udblødte husblas direkte op i chokoladefløden. Rør godt, til husblassen er helt smeltet. Lad cremen passere igennem en sigte. Afkøl den helt i køleskab i mindst 3 timer og gerne til næste dag.

Pisk den iskolde creme kort med en håndmikser og fyld cremen op i en sprøjtepose med en rund, glat tylle (str. 12). Sprøjt cremen ud over de kolde kransekager i flade, ens toppe.

Stil kagerne koldt en times tid og dyp dem bagefter på hovedet i fintrevet chokolade.

Opbevar Sarah Bernhardt’erne tildækket i køleskabet, så de er kolde, når du serverer dem.

Henter...