Kringlestykker med chokolade og kokosremonce
SPONSORERET indhold

Kringlestykker med chokolade og kokosremonce

Vi har bagt kagerne i små forme, så remoncen ikke flyder ud, men du kan naturligvis vælge at flette den til en stor kringle i stedet.

Foto: Columbus Leth
21. feb. 2015 | Opskrift | BoligLiv

 

KRINGLESTYKKER med chokolade og kokosremonce

 

Tid: ca. 40 min. plus hæve- og bagetid
(16 stk.)

3 dl mælk
100 g smør
50 g gær
50 g kokossukker (eller rørsukker)
3 æg
1 spsk. stødt kanel
1 spsk. stødt kardemomme
650-700 g hvedemel

Remonce:
100 g revet marcipan
150 g blødt smør
75 g sukker
100 g mørk chokolade
50 g kokosmel
16 folieforme
1 æg til pensling
kokosflager til pynt

1. Lun mælken i en gryde ved svag varme, og smelt smørret heri. Hæld væsken i en skål, og opløs gæren heri. Tilsæt kokossukker og æg, og rør det godt sammen.

2. Ælt krydderier og hvedemel i væsken lidt ad gangen, og ælt, til dejen er glat og smidig – og endelig ikke for tør af mel. Stil dejen tildækket til hævning et lunt sted i ca. 30 min.

3. Rør revet marcipan sammen med smør, sukker, hakket chokolade og kokosmel til en remonce.

4. Del dejen i to, og rul ud på et meldrysset bord til stykker på ca. 20 x 25 cm. 5. Fordel remonce ned langs midten af dejstykket. Skær siderne i strimler, og flet dem ind over hinanden.

6. Skær forsigtigt hver stang ud i 8 stykker, og læg dem i de smurte folieforme. Lad kringlestykkerne hæve tildækket ca. 15 min.

7. Pensl med sammenpisket æg, og drys med kokosflager. Bag kringlestykkerne ved 175 grader i ca. 15 min.