Ingredienser
Kirsebærlagkage
Arbejdstid: 60 min.
Bagetid: ca. 30 min.
Kagebunde:
lidt smør til formen
150 g mørk chokolade
75 g hvedemel
2 spsk. kakao
1 tsk. stødt kanel
6 æg
150 g sukker
Syltede kirsebær og sirup:
500 g kirsebær
75 g sukker
2¼ dl kirsebærsaft
3 spsk. kirsch
Creme:
¾ l piskefløde
4 spsk. flormelis
3 spsk. kirsch
Pynt:
250 g kirsebær
50 g mørk chokolade
Sådan laver du lagkage med kirsebær
- Smør en springform 22 cm i diameter.
- Hak chokoladen, og smelt den over vandbad.
- Bland mel, kakao og kanel.
- Pisk æg og sukker skummende og hvide med en håndmixer.
- Vend skummet med melblandingen. Fold derefter chokoladen i dejen.
- Kom dejen i formen, og bag kagen i ca. 30 min. ved 180 grader. Prik i midten med en tandstikker, og tjek, om kagen er gennembagt.
- Lad kagen køle af i formen, inden den forsigtigt løsnes og tages ud.
- Syltede kirsebær og sirup: Udsten kirsebærrene. Kog dem med sukker og kirsebærsaft i 15 min.
- Lad kirsebærrene dryppe af i en sigte, og kog resten af saften ind, til der er 1 dl tilbage. Lad saften køle af, og rør den med kirsch.
- Creme: Pisk fløde og flormelis til skum. Vend kirschen i skummet.
- Samling af kagen: Skær kagen i 3 lige tykke kagebunde.
- Læg den nederste kagebund på et kagefad, og dryp med halvdelen af siruppen. Bred 1/3 af flødeskummet over bunden, og fordél de syltede kirsebær ovenpå.
- Læg den næste bund ovenpå, og dryp med resten af siruppen. Fordél1/3 af cremen på bunden, og læg den sidste bund ovenpå.
- Smør lidt creme på toppen, og sprøjt resten på med en sprøjtepose. Lad kagen sætte sig 1 times tid i køleskabet.
- Pynt med hakket chokolade og friske kirsebær.
Tip: I stedet for at koge friske kirsebær, kan du bruge et glas dessertkirsebær. Brug saften fra glasset i stedet for den, der står i opskriften, og kog den ind til 1 dl med 50 g sukker. Kirsebær fra glas skal ikke koges.
TIP:
Kirsch er kirsebærbrændevin, der giver kagen den helt rigtige smag og karakter. I stedet for kirsch kan du bruge rom.