Orange-chokolade-tærte
Foto: Anders Schønnemann | Orange-chokolade-tærte
ALT for damerne

Orange-chokolade-tærte

Orange-chokolade-tærte

Chokolade og appelsin er rigtigt gode venner, og i denne tærte får de godt selskab af hinanden – ikke mindst med appelsinlikøren som en ekstra forstærker af orangesmagen.

Af Morten Heiberg 28.okt.2016 Mad

1 TIME 0 MIN.

Orange-chokolade-tærte til 6 personer

Mørdej:
250 g hvedemel
90 g flormelis
125 g smør
1 usprøjtet appelsin, fintrevet skal heraf
½ stang vanilje, kornene heraf
50 g hele æg (1 styk)

 

Chokoladefyld:
1,8 dl piskefløde (180 g)
60 g sukker
100 g mørk chokolade, min. 64% kakao
2 store usprøjtede appelsiner, fintrevet skal heraf
170 g æggeblommer (ca. 9 styk)
2 spsk appelsinlikør
1 spsk orangeblomstvand

 

Desuden:
syltet appelsinskal (se, hvordan du laver det her)
tørrede bønner/ris til blindbagning af mørdejen

Sådan laver du orange-chokolade-tærte

Mørdej:
Sigt hvedemel og flormelis i en stor skål. Skær smørret i mindre stykker, og kom dem i. Gnid smørret ud i melet, til det hele er grynet.

 

Tilsæt revet appelsinskal og vaniljekornene. Kom til sidst ægget i, og arbejd hurtigt massen sammen. Tryk dejen flad, og rul den ud mellem to stykker bagepapir til 3-4 mm's tykkelse. Lad den hvile i køleskabet i minimum 30 minutter.

 

Forvarm ovnen til 180 grader.Beklæd en tærteform med løs bund (cirka 24 cm i diameter) med dejen, og tryk den fast til kanten. Prik bunden med en gaffel, og sæt den køligt et øjeblik. Beklæd tærteformen med et stykke aluminiumsfolie, og fyld formen med tørrede bønner eller ærter. Sæt tærteformen i ovnen, og bag den "blindt" i cirka 15 minutter.

Tag tærtebunden ud af ovnen, fjern forsigtigt aluminiumsfolien, sæt formen tilbage i ovnen, og lad bunden bage i endnu 5 minutter. Tag bunden ud af ovnen. Skru ned for varmen til 165 grader.

 

Chokoladefyld:
Kompiskefløde i en lille gryde sammen med halvdelen af sukkeret. Bring fløden i kog. Hak chokoladen fint, og kom den i fløden. Fjern gryden fra varmen, og pisk med et piskeris, til chokolade og fløde har fundet sammen.

 

Pisk æggeblommer med resten af sukkeret i en skål. Riv appelsinskal i.

 

Tilsæt chokoladecremen, og rør, til blandingen er ensartet. Tilsæt appelsinlikør og orangeblomstvand, og kør med en stavblender, så cremen bliver helt ensartet.

 

Hæld cremen igennem en sigte over den forbagte tærtebund, der står på en bageplade.

 

Bag tærten midt i ovnen i cirka 20 minutter, eller indtil cremen lige har sat sig. Afkøl tærten, og pynt den med strimler af syltet appelsin inden servering.

 

PRØV OGSÅ: Æblekage

Henter...