Ingredienser
Arbejdstid: 40 min.
Køletid: 60 min.
Bagetid: 20 min.
Dejen er fryseegnet
Tærtedej:
125 g flormelis
250 g mel
150 g koldt smør + lidt til formene
3 spsk. cremefraiche (38 %)
Creme:
150 g hvid chokolade
2 dl cremefraiche (38 %)
2½ dl piskefløde
4 spsk. flormelis
750 g jordbær
- Tærtedej:
Bland flormelis og mel. Skær smørret i små terninger, og smuldr det i melblandingen. Tilsæt cremefraiche, og ælt dejen hurtigt sammen. - Pensl 10 små tærteforme (ca. 10 cm i diameter) med lidt smør.
- Rul dejen ud på et meldrysset bord til 3 mm’s tykkelse. Kom dejen i formene, og skær dem pænt til i kanten. Prik dem med en gaffel i bunden. Lad dem køle af i køleskabet i 30 min.
- Bag tærtebundene ved 180 grader i 15-20 min., til de er helt gennembagte og lysebrune. Lad dem køle af i formene.
- Creme:
Hak chokoladen, og smelt den over vandbad. - Pisk cremefraiche sammen med fløde og flormelis til blødt skum.
- Vend forsigtigt – og lidt hurtigt – skummet i chokoladen, og rør ikke mere end nødvendigt, da cremen nemt skiller. Den virker blød, men sætter sig, når chokoladen bliver kold. Lad cremen køle af i køleskabet i 30 min.
- Nip jordbærrene, skyl dem forsigtigt, og lad dem tørre på et stykke køkkenrulle.
- Anretning:
Tag forsigtigt bundene ud af formene. Fordél cremen på tærterne i store toppe. Halvér jordbærrene, og læg dem helt tæt på cremen og op i en top. Servér straks.