Chokoladesnegle med marcipan fra Hjemmet
SPONSORERET indhold

Chokoladesnegle med marcipan

Forkæl kanelsneglene med chokolade og marcipan i remoncen .

Af:: Runa Pihlmann Foto: Runa Pihlmann
07. dec. 2015 | Mad | Hjemmet

På en grå tirsdag eftermiddag var slikskuffen tom og sukkertrangen stor. Så mindstemanden og jeg gik i skabene og fandt ingredienser til en gang kanelsnegle. For at gøre dem ekstra julede, proppede jeg chokolade og marcipan i fyldet, og det blev de bestemt ikke dårligere af – tværtimod!

Prøv også min opskrift på pistacieknuder - tryk her!

Eftermiddagskagen var sikret, og rygtet om nybagte snegle nåede min kære svoger og niece, som var på tur i nabolaget. De svingede forbi, og fik en portion brandvarme take away-snegle stukket ind gennem bilruden. Hvor er det skønt at kunne sprede lidt spiselig julestemning!

20 stk.

Arbejdstid: 50 min.

Bagetid: 18-20 min.

2 dl sødmælk

50 g gær

100 g smør

2 æg

1 tsk. stødt kardemomme

4 tsk. stødt kanel

6 spsk. rørsukker

450 g hvedemel

Remonce:

125 g smør (blødt) 

6 spsk. rørsukker

2 tsk. kanel

100 g mørk chokolade

50 g marcipan

Pensling:

mælk

Kakaoglasur:

150 g flormelis

3 spsk. kakaopulver

lidt kogende vand

Drys:

3 spsk. mandler (eller nødder)

1. Lun mælken, hæld den i en stor skål, og opløs gæren heri. Tilsæt smeltet smør. Pisk æggene i, og tilsæt krydderier og sukker. Tilsæt melet lidt ad gangen, og ælt dejen smidig.

2. Lad dejen hæve et lunt sted til dobbelt størrelse i ca. ½ time.

 

Remonce:

3. Rør smør, sukker, kanel, hakket chokolade og groftrevet marcipan sammen i en skål.

4. Ælt dejen på et meldrysset bord. Rul den ud til en firkant på 40x60 cm. Fordél remoncen på dejen med en paletkniv. Rul dejen sammen til en roulade på den lange led. Skær den i 20 stykker.

5. Sæt sneglene i en bradepande med bagepapir – de skal blot lige røre hinanden. Pensl sneglene med mælk.

6. Bag sneglene gyldne ved 200 grader i 18-20 min. Afkøl på en bagerist.

7. Rør en glasur sammen af flormelis, kakaopulver og lidt kogende vand, og kom lidt på hver snegl. Drys med hakkede mandler.

 

Tip: Sneglene smager bedst friskbagte, men kan snildt holde sig friske i et par dage – hvis de får lov. Ellers smid dem i fryseren.