Grillmad: 5 lækre BBQ-opskrifter
SPONSORERET indhold

Grillmad: 5 lækre BBQ-opskrifter

Inviter vennerne på luksus grillmad hjemme i haven med porchetta burger, gourmet hotdogs og meget mere.

Foto: VK Stock Images
08. jun. 2017 | Mad | BoligLiv




KLASSISK DOBBELTBURGER
Hvis du altså kan gabe over den – ellers nøjes med en enkelt bøf!

DEN PERFEKTE BURGER OPBYGGES AF:
2 burgerbøffer
1 burgerbolle – ristet sprød på grillen
sprød bacon
salat – gerne en sprød variant som iceberg eller hjertesalat
mayonnaise
hjemmelavet ketchup (Sådan laver du hjemmelavet ketchup)
store skiver af modne tomater
løgringe fra rødløg
salte agurker (Sådan laver du salte dildagurker)

HEMMELIGHEDEN BAG PERFEKTE BURGERBØFFER:
Brug 150 g magert hakket oksekød pr. bøf. Form bøfferne dagen før, så de er faste og flade, og læg dem lagvis med et stykke madpakkepapir imellem. Læg bøfferne i fryseren, og steg dem frosne, så holder de nemlig saft og form. Husk at krydre med salt og peber.



GOURMET HOTDOGS I HJEMMEBAGTE BRØD
Pølsen er stegt på grillen og dækket med lidt af det hele fra vores buffet af hjemmerørte lækkerier. (25 stk.)

50 g gær
180 g sukker
20 g salt
1 l vand
2 kg hvedemel
2 æg
150 g smeltet smør
__________

1. Rør gær, sukker og salt ud i vandet.

2. Tilsæt mel lidt efter lidt. Når ca. halvdelen af melet er tilsat, æltes æg og smeltet smør i.

3. Tilsæt resten af melet, og ælt dejen godt igennem. Lad den hæve lunt i 15-20 minutter.

4. Form pølsebrødene, og lad dem hæve en halv times tid. Bag brødene ved 200 grader i 12-14 min. Smid dem en hurtig tur på grillen, når de skal bruges.



GRILLKYLLING MED BAGTE HVIDLØG OG FRITTER
Steg 1-2 hele kyllinger i ovnen ved 200 grader i 40 minutter. Skær i kvarter. Grill dem færdige på grillen, inden de serveres med hvidløg og fritter. Se opskriften på fritterne på næste side.

BAGTE HVIDLØG

Kom hele hvidløg i stanniol, og smid dem ind i ovnen eller på grillens gløder. De skal have ca. 20-30 minutter for at blive møre.


TIP: Fyld en spand med isvand, så kolde øl, bobler og limonader er indefor rækkevidde i haven.


PERFEKTE FRITTER MED TIMIANSALT

8-10 bagekartofler
1 l jordnøddeolie eller anden smagsneutral olie

TIMIANSALT

kviste af timian plukkes og stødes i en morter sammen med flagesalt
__________

1. Skræl kartofler, og skær dem i tynde stave. Skyl dem under rindende vand i et par minutter. Tør dem godt.

2. Varm olien op til 130 grader, og steg pomfritterne i cirka tre minutter. Tag dem op med en hulske, og læg dem på en rist eller et fad med køkkenrulle. Lad dem køle af i fryseren eller køleskabet.

3. Efter en halv time på køl varmes olien op igen til 180 -190 grader. Steg pomfritterne, til de er smukt gyldne og sprøde. Lad dem dryppe af på køkkenrulle. Krydr med timiansalt, og server straks.



PORCHETTA BURGER
Stegen egner sig perfekt til at blive lavet, dagen inden den skal spises som burger.

PORCHETTA

1 stort svineslag (fås hos slagteren)
salt og peber
1 bundt persille
1 bundt oregano
8 laurbærblade
½ bundt rosmarin
7-8 finthakkede skalotteløg
6-7 fed finthakket hvidløg
revet skal fra 1 ubehandlet citron
frisk brødkrumme (blendet af 2 skiver franskbrød)
olivenolie og smør til at gnide stegen med
__________

1. Læg slaget med kødsiden opad. Drys med rigeligt salt og peber.

2. Fordel de finthakkede urter, skalotteløg, hvidløg, citronskal og brødkrumme over det hele. Rul slaget sammen som en stor rullepølse og snør den. Gnid den med smør og olivenolie.

3. Sæt stegen i ovnen i en bradepande ved 220 grader i 20 minutter. Skru ned til 175 grader, og steg, til den har en centrumtemperatur på 65 grader. Lad stegen hvile i 20 minutter. Det er perfekt at lave den, dagen før den skal bruges.
_ _ _ _ _ _ _ _ _ _

SPIDS-COLESLAW

1 sommerspidskål
½ spsk. salt
saft af ½ citron

Dressing:
200 g mayonnaise
200 g cremefraiche 18 %
1 spsk. dijonsennep
1 tsk. akaciehonning
salt og peber fra kværn
__________

1. Skær spidskålen i tynde strimler. Kom den snittede kål i en skål, og kom salt og citron over. Vend rundt med fingrene, og kram det. Lad det stå et kvarters tid, og gentag så processen.

2. Bland mayonnaise med cremefraiche, sennep og honning. Vend spidskålen i, og smag til med peber og evt. salt.
_ _ _ _ _ _ _ _ _ _

SAML BURGEREN MED:

2 skiver porchetta
1 burgerbolle
coleslaw
saltede agurker (Sådan laver du salte dildagurker)
hjemmerørt remoulade (Sådan laver du hjemmerørt remoulade)
hvidløgsgrillede courgetter
evt. citrontimian til pynt
__________

VIL DU HAVE FLERE OPSKRIFTER PÅ HJEMMELAVET TILBEHØR?
SÅ KIG HER ⇩

Anbefalet til dig