Mandelsmåkager med sirup fra Hjemmet
SPONSORERET indhold

Mandelsmåkager med sirup

Lynhurtige småkager, der smager fantastisk.

Foto: Runa Pihlmann/Runa Pihlmann
29. sep. 2014 | Mad | Hjemmet

Hvor jeg kommer fra i Vestjylland, spiser man ikke kun småkager til jul. Dér sluttede et ordentligt kaffebord altid af med hjemmebagte småkager, som de ældre yndede at dyppe i kaffen.

Særligt en af småkagerne bliver jeg aldrig træt af, så den får du opskriften på her. Foruden den skønne smag af karamel og mandler er det geniale ved småkagerne, at de tager få øjeblikke at lave, og så kan du smide dejen i fryseren og hive den op, når du lyster.

Arbejdstid: 15 min.

Bagetid: ca. 7 min. (pr. plade)

Dejen er fryseegnet

300 g mel

¼ tsk. salt

½ tsk. natron

175 g rørsukker

60 g hele mandler

175 g smør

50 g lys sirup

1 æggehvide

1. Bland mel, salt, natron, sukker og mandler godt sammen. Tilsæt blødt smør, sirup og æggehvide, og bland godt.

2. Rul dejen ud i 3 pølser på ca. 5 cm i diameter.

3. Læg dejen i fryseren i min. 3 timer og helt op til 2 måneder (opskriften fortsætter under billedet).

4. Skær dejen ud i småkager på 3 mm’s tykkelse med en skarp kniv, og læg dem på bageplader med bagepapir.

5. Bag småkagerne ved 180 grader i ca. 7 min. Afkøl på en bagerist. Opbevar småkagerne i en kagedåse eller et glas med tætsluttende låg.