Persilleflutes fra Hjemmet
SPONSORERET indhold

Persilleflutes

Duften af nybagt brød får mine tænder til at løbe i vand. Og lyden af et sprødt hjemmebagt flute, der brydes, gør mig nærmest lykkelig.

Af:: Runa Pihlmann Foto: Runa Pihlmann
25. aug. 2014 | Mad | Hjemmet

Jeg er vokset op på hjemmebagt brød og fører stolt traditionen videre. Fristes jeg en sjælden gang af bagerbrød, bliver jeg ofte skuffet og sværger aldrig mere at betale i dyre domme for papbrød, som jeg selv kan lave både bedre og billigere.

Som barn hev min mor som regel bløde boller ud af ovnen, men efterhånden er der gået koldhævning og knasende sprøde overflader i den. Og jeg har overgivet mig uden kamp.

Læs også min opskrift på klassisk porrekartoffelsuppe

Dejen til disse persilleflutes sætter jeg i køleskabet om aftenen, og så er der hurtigt nybagt brød næste dag. De er velegnede til f.eks. supper og flækkede med pålæg imellem.

4 stk., 8 personer 

Arbejdstid: 25 min.

Bagetid: 20 min.

Hævetid: ca. 9 timer

25 g gær

5 dl vand

2 tsk. havsalt

120 g grahamsmel (eller speltmel) 

500 g hvedemel (f.eks. pizzamel tipo 00) 

2 dl persille

1. Rør gæren ud i koldt vand i en stor skål. Tilsæt salt og de to slags mel, og ælt dejen godt igennem.

2. Skyl og tør persillen, hak den fint og kom den i dejen. Ælt, til persillen er godt fordelt.

3. Dæk skålen med husholdningsfilm, og sæt skålen i køleskabet i 8 timer eller natten over.

4. Hæld dejen ud på et meldrysset bord, og form den til 4 flutes, uden at slå for meget luft ud af dejen. Læg flutesne på bageplader med bagepapir, og lad dem efterhæve tildækket i 45 min.

5. Sprinkl lidt vand på flutesne, og sæt dem i ovnen ved 230 grader i ca. 20 min.

6. Lad flutesne afkøle på en rist.

Tip: Brødene er færdige, når det lyder hult, når du banker dem i bunden med en finger.