Børn har brug for fravær

KLUMME: Sidste år skrev jeg en artikel, som jeg ­bliver ved med at tænke over. Jeg interviewede en 12-årig pige sammen med hendes mor og bedstemor om deres liv på Østerbro i København dengang og nu. Hendes mor og bedstemor havde fra ­7-årsalderen selv gået i skole, taget til spejder eller stået på skøjter i parken. Den 12-årige pige var først nu selv ­be­­­­­­gyndt at gå hjem fra skole og cykle hjem fra ­gymnastik. Hendes øjne blev ­kuglerunde, da hun hørte, at hendes mormor oven i ­købet selv havde taget toget til Jylland som 7-årig. "Det ville jeg aldrig turde," ­sagde hun.

LÆS OGSÅ: ”Børnene betaler en høj pris for det liv, vi lever”

Familien er typisk, sagde forskeren, som jeg også talte med, men udviklingen kan ikke forklares ved, at det er blevet farligere for børn at gå alene. Tværtimod har vi aldrig haft så lidt vold og kriminalitet på gaden som i dag. Trafikken er ­også blevet meget sikrere, takket været årtiers ­trafikplanlægning. Nok er der kommet flere ­biler på vejene, men det betyder ­ikke ­flere ulykker. Da jeg var barn, døde der ­mere end 1200 årligt i trafikken. I dag er ­tallet nede under 200, og kun i ganske få af dødsulykkerne er børn involveret. Men måske er det ikke så underligt, at jeg tilhører en generation af forældre, som hellere vil følge deres børn end at lade dem gå selv.

LÆS OGSÅ: "Det er tæt på ulideligt. Vi er nødt til at sætte børnene mere fri"

Som mor skal jeg hele tiden høre, at moderne forældre ikke er nærværende nok. Vi bliver konstant bebrejdet, at vi ikke bruger tid nok på vores børn, men i stedet er optaget af vores karriere, iPhone og fitnessklasser. Fra jeg tog min første graviditetstest for otte år siden, begyndte risikoberegninger og advarsler at regne ned. Fostret kunne blive hjerneskadet af hårfarve og et enkelt glas champagne. Den 2-årige skulle have læst højt for at få udviklet sin sprog, vi skulle forsage sukker for den 3-årige, og i dag er mit skolebarn i risiko for mobning, overvægt og mang­lende evne til at gennemføre en udda­n-nelse og konkurrere med kineserne. Men når undersøgelser igen og igen fortæller om teenagere, som lider af angst, depression og generel utryghed, ­skulle vi måske spørge os selv, om børnene ikke snarere lider under de voksnes nærvær end under deres fravær. Om vores ­konstante følgen til og fra og holden øje med og bekymren sig om har produceret det stik modsatte resultat. At skulle ­overskue en kommende voksentilværelse er overvældende, hvis man først som ­11-12-årig har fået lov til selv at cykle hjem fra gymnastik. Men det handler ikke bare om at få kompetente børn. Det handler også om at give sine børn frihed og sjov. Min ældste på 8 år er selv begyndt at tage i skole. Han skal også selv besøge sin ven Nicolai og selv gå efter mælk i Irma.

Jeg vil nemlig gerne have, at børn får samme frihed til selv at bevæge sig rundt, som jeg havde, da jeg var barn. Jeg vil gerne have, at gaderne igen bliver fyldt med gående, råbende, pjattende, grinende skolebørn. Børn, som dagdrømmer, når de selv går til skole. Børn, som pjatter med deres venner i bussen på vej til fodbold. Børn, som selv bestemmer, om de vil i parken eller i svømmehallen lørdag eftermiddag uden at tage hensyn til deres forældres planer. Og hvem ved, måske har også forældrene noget sjovere at lave end at følge deres 12- årige barn til gymnastik. Det har jeg i hvert fald. 

LÆS OGSÅ: "Jeg vil aldrig vågne og tænke, at der var en dybere årsag til, at min søn døde"

LÆS OGSÅ: Tommys søn har ADHD: ”Jeg blev fuldstændig bange for at være far over for ham”

LÆS OGSÅ: 9 forandringer, når du går fra ét til to børn