Beate Bille
SPONSORERET indhold

”Børnene betaler en høj pris for det liv, vi lever”

Efter et 2015 med nyt barn, ny lejlighed og fire måneders arbejde i Finland er Beate Bille klar til bare at råhygge med børnene og nyde den positive side af et arbejdsliv, der kræver ofre på hjemmefronten. Men hun trives ganske fint med kaos og kan slet ikke afvise, at der kommer en flytning igen i 2016…

Af:: Redaktionen
15. feb. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

Af Kicki Thomsen

Perfektion. Alt ved Beate Bille ser ud til at være planlagt ned til mindste detalje. Håret er svunget skødesløst op i en knold. Lakken på neglene sidder upåklageligt. Huden er velplejet, brynene helt rigtigt rettet til. Tøjet er sort og nedtonet, og hun oplyses af den enkle halskæde, der smyger sig elegant om hendes spinkle hals og breder sig ned over brystkassen som et glimtende guldspindelvæv. Men alting er langtfra planlagt snorlige, viser det sig, da hun dumper ned i stolen og både har glemt at spise morgenmad og få ammeindlæg på.

LÆS OGSÅ: "Jeg vil aldrig vågne og tænke, at der var en dybere årsag til, at min søn døde"

− Jeg er lige ved at dø af sult! Jeg har været oppe siden klokken syv og har glemt at spise noget, er det første skuespilleren får sagt efter "hej". Klokken nærmer sig ellers nærmere frokosttid.

− Typisk mig, tilføjer hun og viser med en håndbevægelse mod hovedet, at hun selv synes, hun godt kan være lidt konfus.

Et stykke ristet brød med æg, avocado og godt med flagesalt senere er den 39-årige skuespiller og mor til to igen på toppen. Altså lige efter hun har revet en serviet over og med største naturlighed og uden at stoppe samtalen har puttet hver bid ned i bh'en for at forhindre mælkelækage, mens vi taler om hendes børn.

− For tiden spacer jeg ret meget ud. Alt går langsomt. Jeg får ikke rigtig svaret på mails i mit sædvanlige tempo, og min datter kom først i børnehave klokken 10 i dag, selvom pædagogerne har formanet, at de skal være der senest 9.30. Jeg er ikke regelrytter-typen. Til gengæld råhygger vi derhjemme i øjeblikket, og jeg nyder mine børn i udpræget grad. Det er tiltrængt!

LÆS OGSÅ: De 6 bedste råd til sammenbragte familier

Det sidste år har nemlig været travlt og kaotisk for Beate Bille. Både privat og professionelt har hun haft usædvanligt meget fart på. Ved starten af 2015 var hun højgravid med sit andet barn. Så købte hun og ægtemanden ny lejlighed og stod midt i flytning og istandsættelse. Samtidig spillede hun teater hver aften, nærmest frem til at hun nedkom med sin søn, Hector, i februar. Og så, midt i rod og renoveringsprojekter, besluttede hun sig for at takke ja til hovedrollen i TV3's nye dramaserie "Black Widows", som har premiere denne uge.

− Vi fik nok trykket lige lovlig meget på speederen sidste år, og det blev toppet, da jeg besluttede mig for at tage til Finland for at optage "Black Widows" i fire måneder med fire måneder gamle Hector på armen og min datter Fernanda alt for langt væk derhjemme i Danmark... Dér kørte alt superstramt. Pusletasken var altid pakket, og jeg manglede aldrig noget praktisk, men det er jo intet ved siden af det vilde apparat, man har kørende oppe i hovedet af bekymringer for børnene, replikker, der skal læres udenad, manusser, der skal læses, og natteoptagelser, hvor man ikke kan sove bagefter, fordi man har en baby, der stadig står op klokken syv om morgenen. Det har bare været nonstop! Så nu har både børnene og jeg brug for, at jeg tjekker lidt ud.

Slut med mig, mig, mig

Før i tiden havde et afbræk som det, hun tager i øjeblikket, nok aldrig strejfet Beate Bille som hverken specielt rart eller nødvendigt. Inden hun mødte sin mand og blev mor, havde hun nemlig et meget anderledes syn på sit liv og sin tilværelse. Fokus var hundrede procent på hende selv og skuespillet. Og kærlighed – var det ikke noget, der skulle gøre ondt, være svært og tit ende med at føles klaustrofobisk?

− Da jeg var yngre, levede jeg for mit arbejde og kunne slet ikke forestille mig ikke at knokle på hele tiden. Jeg var også meget mere dramatisk omkring mit fag. Jeg tror, jeg så det som et kald – jeg kunne ikke være andet. Jeg tænkte: "Jeg dør jo, hvis jeg ikke kommer ind på teaterskolen. Mit liv giver ingen mening og bliver forfærdeligt, hvis jeg ikke kan være skuespiller". Klassisk ungdomsdramatik. I dag ved jeg, at mit liv stadig ville give mening, hvis jeg lavede noget andet, blev det nødvendigt. Så længe jeg har et arbejde, der gør, at jeg kan forsørge mine børn og sørge for, at de er glade, så er alt andet jo egentlig lige meget.

For Beate Bille kom den store forandring, da hun blev mor. Pling! Så var hun voksen og havde over natten fået helt nye prioriteter og perspektiv på sit liv. Skuespillerkarrieren synede uventet uvigtig, og til hendes egen store overraskelse var hun også vild med ikke selv at komme i første række længere.

− Pludselig havde jeg ansvar for andre end mig selv, og hvis man ikke er voksen, når det sker, så bliver man det i hvert fald hurtigt. På en måde var det en stor lettelse for mig at fokusere på noget andet end mig selv, da jeg fik Fernanda. Jeg elsker at være mor og alt, hvad det indebærer. Sådan har det været fra dag et.

− Da jeg var yngre, forestillede jeg mig nok, at jeg ville være sådan en mor, der havde behov for at komme hurtigt ud ad døren igen. Men det havde jeg slet ikke. Jeg syntes bare, at det var fantastisk at være sammen med hende og tage mig god tid til det. Jeg havde intet behov for at få hende passet hurtigt. Det var det fedeste i verden, at der var nogen, der kom før mig selv. Sådan har jeg det stadig. Selvom det var hårdt at være meget væk fra resten af familien, mens jeg var på optagelse, så stornød jeg al den kvalitetstid jeg havde med min lille søn.

Alligevel kan voksenheden og ansvaret også komme kortvarigt bag på Beate Bille nogle gange.

− Jeg føler mig især meget voksen og moden, når jeg slår blikket op og ser børnene i bakspejlet, når jeg kører bil. Så kan jeg nærmest blive helt forskrækket og tænke: "Shit! Det er mine, og det er mig, der kører bilen og har ansvaret for dem!". Det kan stadig nogle gange overvælde mig lidt.

Hun mener, man kan have mange tanker om, hvordan det er at få børn, men før man har dem, har man ingen anelse om, hvad det egentlig indebærer. Sådan var det i hvert fald for hende.

− Det er jo en vildere kærlighed, end man overhovedet kan forstille sig, men man er også meget mere træt, end man kan forestille sig. Og der er ingen, der kan få en til at freake ud som ens børn heller. Man bliver drevet ud i nogle afkroge, på godt og ondt, man aldrig havde kunnet tænke sig til på forhånd. Men jeg synes kun, at jeg er blevet et bedre og mere rummeligt menneske af, at jeg har fået børn.

LÆS OGSÅ: 9 forandringer, når du går fra ét til to børn

Struktur på hverdagen

Betydningen af at have fået børn kan ikke gøres op for Beate Bille. På det personlige plan har det givet hende en stor ro og en mening, hun ikke troede fandtes.

− Det har betydet ALT for mig at få børn. Det er jo hele mit liv. Alt hvad man gør, gør man for, at ens børn skal være lykkelige, glade, stimulerede, trygge og nogle ordentlige små mennesker. Og det giver mig enormt meget, når mine børn trives. Jeg vender altid blikket indad, hvis mine børn reagerer eller bliver mere kede af det. Så må der være noget, jeg kan gøre bedre. Det er jo som regel aldrig deres skyld, når der opstår konflikter i deres verden. Børn er et meget godt spejl at have med sig. De afslører lynhurtigt, om man er ordentligt til stede, og om man giver dem trygge rammer.

På det professionelle plan har moderskabet givet Beate Bille nogle facetter i sit skuespil, hun ikke havde før, og det har gjort hende mere punktlig og fokuseret, når hun er på arbejde.

− Jeg vil sige, at jeg er blevet mere struktureret af at blive mor. Det bliver man simpelthen nødt til, hvis man både skal fungere professionelt og få alt til at gå op med to små børn derhjemme. Men jeg kender virkelig mange, der er det meget mere end jeg. Jeg er det nok på det niveau, jeg bliver nødt til at være det. Af natur lever jeg meget på gefühl, og selvom jeg godt kan se fidusen i det, så kan jeg bare ikke fungere med madplaner og delt kalender med min mand. Jeg bliver nødt til at spise, hvad jeg har lyst til på dagen, og det med delt kalender er bare for praktisk og ikke-mig. Af samme grund kom det komplet bag på mig, da min mand skulle til New York i sidste uge. Men det var okay.

Det vigtigste, Beate Bille synes, hun har lært af at blive mor, er at tilsidesætte sig selv for sine børn. Men samtidig er det også vigtigt for hende ikke at glemme sig selv. Det mener hun også kommer børnene til gode.

− Jeg har selv en mor med en karriere, som hun brænder for, og hun har været et fantastisk forbillede for mig. Så jeg tænker, at det også er godt for mine børn at se, at jeg arbejder hårdt og er dedikeret. Jeg tror, det er udmærket for ens børn at se, at man både opererer i børnehøjde, og at man har ambitioner i livet, som man går efter.

Kærlighedsåbenbaring

Forestillingen om at få børn har altid boet i Beate Bille, selvom hun aldrig har haft romantiske drømme om hverken ægteskab, hus og hund. Ønsket om børn blev da heller ikke presserende, før hun mødte sin mand for syv et halvt år siden, da hun var 32 år gammel. Da hun mødte filmfotograf Magnus Jønck gennem fælles bekendte, rystede det hendes verden og syn på, hvordan kærlighed og tosomhed kan og bør være, og pludselig var hun klar til det hele.


Beate Bille med sin mand, Magnus Jønck, og deres ældste barn, datteren Fernanda.

− Det var enormt sjovt og let at være sammen med Magnus, og allerede efter et par uger valgte vi at tage på ferie sammen til Costa Rica. Jeg kan huske, at det slog mig i lufthavnen, at jeg jo slet ikke kendte manden, jeg skulle være af sted med i to uger. Pludselig var det lidt overvældende at skulle sidde ved siden af ham flere timer på flyveturen uden at vide så meget, som hvad hans forældre hed. Jeg vidste ikke andet, end at jeg vildt godt kunne lide at være sammen med ham, og at jeg kunne være mig selv fra starten med ham. Den kemi og lethed havde jeg aldrig prøvet før.

Måske var alt så rigtigt, fordi Beate Bille for første gang blev draget af en mand, som var helt modsat alle andre mandlige bekendtskaber, hun tidligere havde haft.

− Da jeg var yngre, faldt jeg for nogle mænd, som udadtil spillede meget med musklerne, men havde et dårligt selvværd. I dag synes jeg, at jeg har fundet en mand, som har et ret godt selvværd, og som er nuanceret, begavet og afslappet. Han har ikke behov for at fyre en masse machoenergi af over for andre. Jeg har egentlig fundet den modsatte type, som ikke spiller så meget med musklerne, men har langt mere at have det i indvendig.

− Jeg havde også meget tidligt en fornemmelse af, at det her var et menneske, jeg kunne leve mit liv med, og som mit liv passede sammen med fuldstændig ubesværet. Jeg skulle slet ikke gå på kompromis med, hvad jeg følte, og hvad jeg ville. Det var bare rigtigt. Så vi flyttede hurtigt sammen, og jeg blev gravid allerede efter et år.

Selvom det var tidligt i forholdet, var det helt med vilje, at parret valgte at stifte familie efter kort tid sammen.

− Jeg vidste hurtigt, at jeg gerne ville have børn sammen med ham. Og da Magnus' tvillingebror så en dag kom og fortalte, at han og hans kæreste ventede barn, så blev vi sådan helt: "Hov! Så vil vi også!". Vi er nok begge ret spontane mennesker, som synes, at hvis mavefornemmelsen er rigtig, så er det rigtigt.

Først for to år siden blev parret gift. Men for Beate Bille hersker der ikke nogen tvivl om, at deres ja til hinanden ligger langt længere tilbage.

− Det var fuldstændigt fantastisk at blive gift, og endnu mere fantastisk, da min mand friede. Men jeg mener jo, at vi sagde ja til hinanden, da vi fik børn sammen. Det er dér, man virkelig binder sig til hinanden. Den mand, man får børn med, skal man kunne snakke med, selv hvis man bliver skilt. Vi bliver ikke skilt, det føler jeg mig meget sikker på, min pointe er bare, at det er en meget større forpligtelse og et meget større "ja", når man vælger at få børn sammen.

Kaotisk men kærligt familieliv

Arbejdet og passionen for skuespillet fylder stadig meget for Beate Bille, og til tider tager det hende væk fra hverdagen med familien. Det er ikke et 9-16-job, hun har, men hendes mands job er heller ikke helt traditionelt og betyder mange udenlandsophold hvert eneste år.

− Jeg arbejder, men i høj grad efter, hvad der giver mening i forhold til vores familieliv. Min mand rejser også rigtig ofte i sit arbejde, så vi har et puslespil, der skal gå op. Og i det puslespil prioriterer jeg mine børn meget, meget højt. Det er klart, at det er dem, der betaler prisen, når mor og far rejser meget.

Og det gør de, selvom de forsøger at koordinere det efter bedste evne. Lige nu er Magnus i Afrika, og i sidste uge var han i New York. Oftest tager børnene det i stiv arm, men der er også perioder, hvor Beate Bille med stik i hjertet må se sine poder være ekstra sensitive og pylrede som reaktion på hverdagens opbrud.

− Jeg kan godt mærke, at de nogle gange er mere tyndslidte, når det har været en hård periode, og det er ikke rart for hverken for dem eller os. Det er jo ikke sjovt at se mor og far daffe ud ad døren på den måde. Min mand er lige rejst ni dage til Afrika, og så savner især Fernanda jo sin far meget. Hun må i det hele taget undvære ham rigtig, rigtig mange dage om året. Og jeg har lige været fire måneder i Finland, hvor jeg kun så hende i to-tre dage ad gangen til weekend. Jeg havde Hector med, men jeg kunne jo ikke have en 5-årig med på optagelse. Hun har bedre af, at hverdagens rutiner kører videre og bare være i sin børnehave, end hun har af at sidde i en filmbus. Men det var vildt hårdt.

− Jeg synes, det har en høj pris for vores børn, det liv min mand og jeg lever, men til gengæld giver vi dem også en masse andre gode ting. Såsom at der er lange perioder, hvor jeg ikke behøver at aflevere hende i institution før langt oppe ad formiddagen, og vi kan tage på mange ferier og få en masse oplevelser sammen, som andre ikke har mulighed for at få. Og når jeg er der, så er jeg der også fuldstændig, og de perioder har vi heldigvis også mange af. Så laver vi konfekt, er længe oppe, har kildekampe og putter uhæmmet meget.

Selvom Beate Bille synes, at hun og familien er faldet helt rigtigt ud, så er hun også bevidst om, at det sidste års hektiske tempo ikke må gentage sig.

− Jeg synes ikke, det er en pris, vi kan blive ved med at betale, så 2016 skal være mere roligt. Og alligevel må jeg indrømme, at jeg faktisk gerne vil flytte igen. Min mand ryster på hovedet af mig, og min datter spørger, hvornår vi finder det sted, hvor vi skal bo for evigt. Men det sted har jeg bare ikke fundet endnu. Jeg kunne mærke det efter ret kort tid i lejligheden. Vi er ikke rigtigt i sync. Måske er det bare noget med fast ejendom, for sådan har jeg haft det begge gange, vi har købt lejlighed.

Beate Bille ryster på hovedet og kigger tænksomt op i loftet.

− Så kommer der selvfølgelig noget tryk på speederen igen. Hmm... Jeg opererer nok også bedst i kaos. Men jeg synes også, at vi er rimelig seje til at få tingene til at fungere i kaos. Der er nogle, der har brug for en større kontrol i deres liv. Sådan nogle folk, der er forberedt, der har undersøgt området, de flytter til, og som har været rundt og besøge børnehaver og er på forkant med, hvilke behov der opstår i den nærmeste fremtid. Kort sagt alt det, jeg ikke gjorde, inden vi købte vores lejlighed. Det er en kontrol og et overblik, jeg utrolig gerne ville have, men gang på gang må jeg bare erkende, at det ikke er i mig. Og hvis jeg virkelig ønskede det, så havde jeg det vel også. Så måske skal jeg bare erkende, at jeg godt kan lide at operere i lidt kaos. 

LÆS OGSÅ: "Kvinde, brug ikke dine børn som undskyldning"

LÆS OGSÅ: “Jeg lå som en våd karklud og ventede på, det var overstået”

LÆS OGSÅ: Man kan ikke blive voldtaget af sin partner – eller kan man?