Mette Kirstine Goddiksen
SPONSORERET indhold

Bridget er en Panodil mod selvværdssmerter

Jeg har endnu ikke set ”Bridget Jones’ Baby”, men jeg tror, jeg gør det.

Af:: Mette Kirstine Goddiksen
20. sep. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

Egentlig ikke, fordi jeg er til hele det der chick flick-univers, hvor vi tøzer skal fnise af harmløs humor, mens vi spiser lyserøde cupcakes og kæmper for selv at komme ind i samtalen med et "det er ligesom hjemme hos mig...".

Det er mere fordi, jeg er i sådan en permanent tilstand, hvor jeg har brug for at se kvinder, der har mindre styr på det end mig selv. I det her facadesamfund vågner jeg jo og føler mig okay, men et par scrolls ned ad feeden på Instagram får mig snart til at føle mig forkert.

For eksempel er der billeder af gravide bekendte med små, smarte fodboldmaver. Sådan ville jeg også gerne have set ud, men siden har jeg fundet ud af, at det er forbeholdt de, som i forvejen går i det rigtige tøj, bor i de rigtige huse, har den rigtige bil og den rigtige maskine fra Kitchen Aid og lige ved, hvordan man moser knoldselleri med den på en æstetisk måde #baresånemt #voilasundaftensmad.

LÆS OGSÅ: Skolestart for voksne

Og jo. Jeg kan da godt gennemskue, at Johanne Birthe Nielsen, der – ups – tilfældigvis havde sin 400 kroners T-shirt med signatur fra Ganni på, da hun jo ville fotografere noget helt, helt andet til sociale medier, sandsynligvis også bare er på flugt fra sit eget mindreværd. Alligevel er det træls. Irriterende nok giver det "ikke god nok"-stemmen inde i mit hoved en megafon.

Jeg laver nemlig smatværk med en stavblender fra Melissa, kører Skoda Citigo og tog 30 kilo på under samtlige graviditeter. I ansigtet.

Alt det er jeg ærlig omkring – forsøger endda at cracke en joke om det i ny og næ. Men det betyder ikke, at jeg ikke godt kunne tænke mig at være lidt mere cool.

Det betyder ikke, at jeg ikke virkelig godt kunne tænke mig at være hende urkvinden, der fødte med nuttede klynk på en lille panodil og ikke hende dér den fede, frådende, der brækkede sig og uforskammet brølede efter epiduralblokade ved allerførste ve.

Og ovre på Facebook er der mere stress at hente. Her er der lange svadaer om, hvor længe man bør tage afsked med sit barn, løftede pegefingre om sukker og ftalater og evige diskussioner om amning, hvor og hvor længe.

Min konklusion på den debat er i øvrigt, at du endelig skal sørge for at amme over et halvt år, men ikke meget over et helt for ikke at møde fordømmelse fra én eller anden kant. Under seks måneder lugter åbenbart lidt af ravnemor, mens over et år lugter af spelt og symbiosemor, der ikke kan give slip på sit barn – og sådan er der uskrevne regler for stort set alle aspekter af moderskabet, som du kan aflæse og efterleve, medmindre du altså er stærk eller ligeglad nok til at se andre kvinder snerpe sammen.

LÆS OGSÅ: Sådan ved du, at du er blevet 40 år

Bridget gør det okay at være middelmådig, og jeg forventer ikke, hun bare høvler point ind på statusmorkontoen. Hun er et grødomslag på det evigt smertende selvtillidsknæ.

Og vigtigere: Jeg kan lide mig selv, når jeg griner af Bridgets uperfekthed, fordi den er tilpas uskadelig og ligeværdig.

Anderledes usympatisk er jeg, når jeg i al hemmelighed ser "De Unge Mødre" med det ene formål at blive forarget og føle mig bedre end andre.

Oh, den rislende fryd ved at se Vanessa-Olympus-Elisa servere posemad hver eneste aften, mens endnu en smøg oser fra det overfyldte askebæger på sofabordet. Så er det i grunden ikke så slemt, at jeg ikke fik blødt bønner op til mine unger i aften, men smed kridhvide pastaskruer på bordet, tænker jeg lettet.

Jamen, helt dramatisk er det jo en moderne form for Colosseum, hvor vi ressourcestærke tager plads på tribunen og helt uden at få snask på tøjet kan nyde synet af mennesker, der kæmper.

Godt nok havde jeg bleer til baby med i en krøllet Rema-pose dengang og ikke en dyr, smart pusletaske – men hende der husker slet ikke at skifte sin baby. Nu får hun en reprimande af kommunen. Ha!

Og på hverdagsbasis kan jeg tage mig selv i at dufte, at de andre forældre bruger parfumeret vaskepulver eller trestjernet spegepølse og så svælge i min egen selvgodhed over, at det er jeg for oplyst og korrekt til at gøre.

Det er ikke ondskab fra min side. Det er mere usikkerhed, der gør, at jeg konstant måler mig selv i forhold til andre og griber ud efter ethvert stråforkortet halmstrå. Alligevel vil jeg prøve at lade være, for den følelse er ikke okay. Den er decideret kvalm.

Set helt oppe fra helikopteren, så ønsker jeg ikke at medvirke til et samfund, hvor det er okay at folde en skammel af andre mennesker, som jeg kan stå op på og lyse i al min ufejlbarlighed.

Indtil videre vil jeg slukke for både "De Unge Mødre" og logge af Instagram for at gå ind og se Bridget.

LÆS OGSÅ: ”Far, hvorfor tog du egentlig så meget coke?”

LÆS OGSÅ: "Derfor sætter jeg pris på at rejse med min mor"

LÆS OGSÅ: Derfor er mødre til tweens de mest deprimerede