"Derfor sætter jeg pris på at rejse med min mor"

Det er sommer, hurra. For om sommeren skinner solen, og man tager på ferie. Det gælder også for en udlandsdansker som mig, der i små to år er taget fra USA forbi København på vej mod Australien med hele min store familie. Og hver gang har jeg været så heldig at jeg har haft min egen mor med.

Det ville jeg nok ikke lige have troet, da jeg i gymnasiet ikke kunne flytte hurtigt nok hjemmefra og heller ikke, da jeg var i 20'erne, hvor noget af det bedste ved den nyopdagede status som rigtig voksen netop var, at man kunne gå i byen, gå ud at spise og ud at rejse med sine venner. For guds skyld ikke med sin familie. Jeg vil heller ikke sige, at tanken faldt mig ind i 30'erne – med fire små børn ville jeg muligvis heller ikke have budt nogen at lege turist med mig, men det er en anden sag.

Tanken faldt mig først ind, da jeg var midt i 40'erne. At det kunne være hyggeligt at rejse med sine forældre. På det tidspunkt blev jeg også selv – efter ti år væk fra Danmark – ramt af lejlighedsvis hjemve.

Mine egne tre søskende kan altid tage forbi vores forældre. Det kan jeg ikke. Og jeg ved, at min søsters børn, da de var mindre, ofte overnattede og ­hyggede sig i weekenden med yndlingsmad fra mormor og morfars glade guitarspil som godnatmusik. Sådan har det aldrig været for mine børn, hvor de to ældste gik i børnehave og nummer tre var nyfødt, da jeg i 2002 flyttede til London og ­senere til Paris.

Men da jeg selv var blevet 45, og ­børnene var mellem 5 og 15 øjnede jeg nye perspektiver. I et par år tog vi af sted til London, Paris, Bermuda og Barbados samt afstikkere til USA, inden min far forkyndte, at nu var han færdig med det pjat. Han hader lufthavne, og fra nu af måtte vi ­besøge ham, meddelte han.

Det stoppede ikke min mor. Hun ­elsker at rejse. Og så begyndte eventyrene Down Under. Tre gange på bare 18 måneder har min seje 76-årige mor ­pakket sit ­habengut og begivet sig på den ca. 27 ­timer ­lange rejse mod Sydney og ­videre til ­Auckland i New Zealand, til Port Douglas ved the ­Great Barrier Reef og ­senest videre til Perth i det vestlige Australien. Hun har set krokodiller og koraller, spist emu og kænguru, været til frokost i regnskoven og panoreret foran det ikoniske Operahus, som de fleste ­danskere kender, men de færreste har ­besøgt. Hun har kørt gennem ­nogen af verdens smukkeste landskaber – hvor ­flere af verdens smukkeste film er ­optaget – i New Zealand. Og jeg er blevet ­mindet om, at intet måltid er for stort til ikke at kunne blive afsluttet med irish coffee – min mors yndlingsdessert – og at uanset, hvor lille en landsby vi strander i, så skal min mor nok til de lokales undren opspore noget, der ligner rugbrød med ost om morgenen.

Jeg ved også, efter at have grinet, badet, svømmet, sejlet, gået ture og hørt ­fjollet fransk rapmusik i bilen for fuld ­styrke (et biprodukt fra mine fire ungers ­skolegang i det franske system) mens de vildeste landskaber passerer os i ruden, at er der noget, jeg er glad for, at jeg har gjort – og snart skal igen, for netop denne sommer planlægger vi vores tur nummer fire til det australske – så er det at tage til Sydney med mor i bagagen.

Til alle jer, der stadig har jeres ­forældre: Gør det – og nyd det, mens I stadig har
muligheden. Man skal passe på sine forældre. Uden dem var vi her slet ikke. 

LÆS OGSÅ: 3 generationer under samme tag

LÆS OGSÅ: Derfor er mødre til tweens de mest deprimerede

LÆS OGSÅ: Sådan giver du slip på dit barn