Stephanie Caruana
SPONSORERET indhold

Hvad kan du… egentligt?

Hvordan finder man ud af, hvad man har lyst til? Sådan arbejdsmæssigt? Skal man arbejde i åbne forhold eller satse på guldur efter lang og tro tjeneste?

Af:: Stephanie Caruana
15. aug. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

KLUMME: Jeg har i år været på Folkemødet på Bornholm for første gang. Det var fire dage med hårdt arbejde, mange gode debatter om vigtige ting i samfundet og tre aftener med snakke med alle mulige mennesker. Det føltes som en slags Roskilde-festival for voksne og var lige noget for mig.

Jeg synes altid, det er sjovt at høre, hvad folk laver, hvad de brænder for. Både, hvis de tidligt i deres karriere har taget en retning og forfulgt en ide. Eller hvis de som jeg har taget alle mulige sideveje, der måske ikke førte til noget. Begge typer var rigeligt tilstede.

På et tidspunkt under Folkemødet talte en mand til mig. Jeg kender ham, men ikke godt. Han er lidt af en guru inden for rådgivning om sociale medier, og jeg ved, han er hamrende dygtig. Han bøjede sig mod mig over langbordet, hvor en ordentlig flok mennesker drak champagne og netværkede, som afhang deres liv af det.

- Undskyld mig, men KAN du skrive om andet end dating og sex?

LÆS OGSÅ: Skal man arbejde eller ikke arbejde i ferien?

Det mener jeg nok, jeg kan. Jeg er trods alt journalist og har vitterligt skrevet om ret forskellige ting. Så det svarede jeg. Det viste sig, at han læser alle mine klummer (hej!), og at han engang imellem manglede en journalist, der kunne skrive for ham og hans kunder. Det blev vi enige om at snuppe en kop kaffe og tale videre om. Og mere kom der sådan set ikke ud af det. Indtil videre.

Men den slags snakke sætter altid tanker igang hos mig. Det er stærkt stimulerende at se sig selv udefra. Få præsenteret nye muligheder. Jeg har aldrig været sådan en, der opdelte mit liv i arbejde og fritid, jeg har altid gang i noget mere. Så arrangerer jeg ting, involverer mig i foreningsliv, laver interviews eller skriver. Der er altid noget ekstra, jeg gerne vil gøre. Jeg kender mange, der arbejder på den måde. Som ikke kan nøjes med et 9 til 17 arbejdsliv.

Hvordan kan jeg brygge en karriere sammen, der er tilfredsstillende for mig? Hvad er det egentligt, jeg kan tilbyde andre folk, ud over gode sætninger og godt kollegaskab? Det er altid svært at stille skarpt på egent talent, og det skal man kunne. Jeg er typen, der hader at skrive ansøgninger. Al den selvfedme, man skal presse ned på en A4-side. Jeg er meget bedre inde ved bordet, hvor jeg kan spørge ud, se dem i øjnene og fornemme, hvad de har brug for.

Det job, der fik mig til Folkemødet, er overstået. Det var en projektansættelse, som var både sjov og udfordrende - men også lidt sær, fordi jeg på en måde ikke var en rigtig kollega til dem, jeg sad på kontor med. Jeg var der for kort tid til at investere i.

Nu er jeg på egen hånd igen og har planlagt adskillige kopper kaffe med interessante folk, der måske kan bruge det, jeg kan. Jeg investerer i mig selv. Jeg nyder at kunne bestemme over min tid. Og det bliver spændende, tror jeg. Godt kollegaskab er for mig også at kunne samarbejde på tværs af matrikler, at skabe nyt sammen. Og jeg kan virkelig godt lide at komme ind i nye sammenhænge, møde nye mennesker og problemstillinger.

LÆS OGSÅ: Nicoline tog et vildt karriereskift: Fra Stella McCartney til verdens mest usexede produkter

I mit liv har jeg haft de underligste jobs. Jeg har passet børn, pakket togstewardessevogne, tjekket færgebilletter på Bornholmerbåden og lavet reklamer for produkter, jeg ikke selv troede på. Og alt muligt andet. Jeg både misunder og har lidt ondt af dem, der altid har fulgt den slagne vej. Det giver nok en tryghed, men til gengæld går man glip af ting, man ellers ikke ville have oplevet.

Når jeg skriver for min egen skyld (hvad enten det er klummer eller skønlitteratur), er det en ret egoistisk proces, for jeg skriver lige, hvad der passer mig. Altså, ganske ofte om sex og mænd. Det er skønt. Men netop derfor er det også sundt for mig at skulle sætte mig i helt andre emner.

Det er klart, at denne type arbejdsliv både giver frihed og kræver benhårde prioriteringer. Hvad siger jeg ja til? Hvad har jeg fra måned til måned? Hvad er planen?

Det er faktisk ret meget, som arbejde og kærlighed har til fælles. Det handler ofte om tilfældigheder og kemi, men også meget om at stille sig til rådighed, så muligheder kan opstå. Og at kunne rumme afvisninger og stadig turde sige nej, hvis det, man har gang i, ikke er godt. Jeg tror ikke, jeg finder et job, jeg kommer til at have sølvbryllup med, men der er heldigvis andre måder at indrette sig på.

Jeg kommer ikke til at kunne læne mig tilbage og føle mig sikker på min taburet eller gå op i frugtordning og kunstklub og sådan. Den næste tid skal jeg ikke forholde mig til intern arbejdssladder, magtspil og spidse albuer. Det virker lidt mere solidarisk blandt freelancere, også selvom der bliver konkurreret om opgaver.

LÆS OGSÅ: Dit netværk er større, end du tror - men tør du bruge det?

Arbejdsvejen i den kreative klasse er i øvrigt belagt med tilbud om eksponering frem for reel løn. Og det går ikke i længden. Jeg skal have fokus på min egen bundlinje. Fornyligt måtte jeg slås for at få et lille, luset honorar fra et af landets mest sælgende forlag, for udført arbejde. De mente ikke, de lige kunne finde pengene, men ville da gerne give noget vin. Og så ved man bare, at de mener to kedelige flasker, de alligevel har til overs. Jeg gik ned i hele to eksklusive vinhandler og bad om at se på vine, der kunne modsvare mit yderst rimelige krav. Det er ret flippet at stå med en flaske til en tusse i hånden og en til seks hundrede. Jeg skrev en udførlig liste med kombinationer af vine og sendte til forlagets økonomichef og spurgte, om de ellers selv betalte håndværkere og regninger med vin? At jeg overvejede at købe en portvin, der ville kunne holde til min pension, om champagnen var en slags feriepenge? For alle de der kedelige ting skal jo tages fra honoraret. Skat og den slags. Han kunne godt se komikken. Jeg fik pengene.

Så ja, jeg ville elske at få løn for at skrive om noget andet udover sex og mænd. Men jeg må også erkende, at det er et talent, jeg har. Jeg tænker, at det viser, at jeg ikke er bange for at sætte ord på svære ting. At jeg tør. Jeg skal bare finde en måde at vise de ting, jeg ellers kan og vise, at jeg tør gå til resten af mit arbejdsliv med samme nysgerrighed.

Det skal nok gå, så længe jeg har arbejdslysten i behold.

LÆS OGSÅ: Kvinder mangler realistiske lederrollemodeller

LÆS OGSÅ: Først troede jakkesættene, at hun skulle lave kaffe. De tog fejl

LÆS OGSÅ: 10 råd der optimerer dit arbejde og giver dig mere fritid