Janni er feminist og insisterer på at være hjemmegående

En ny skare af moderne feminister er tordnet frem i den offentlige debat. De kæmper blandt andet for mere fleksibilitet på arbejdsmarkedet i de år, børnene er små. Et emne, der også er blevet debatteret her på ALTfordamerne.dk. En af dem er den
hjemmegående mor Janni Iben Stevn Hansen. Hun mener, at man sagtens kan være hjemmegående og frigjort på samme tid.

Det er som at træde ind i en tidslomme. Køkkenskabene i den 75 kvadratmeter store lejlighed på Nørrebro er malet limegrønne, vand bliver kogt på en gammeldags kedel, og på køkkenbordet står en mønstret retro kaffedåse side om side med en blomstret brødkasse. Her bor 29-årige Janni Iben Stevn Hansen med sin mand Brian og deres tre fælles børn Hubert, 6, Gerda, 4, og Myrna på 2 år.

Myrna har insisteret på at få sit overtøj på her til morgen: En grøn kyse med bindebånd under hagen og en brun velourjakke. Et par gange om ugen har hun nemlig en fast legeaftale med Kit, Harald og resten af slænget sammen med deres forældre på en nærliggende legeplads. Fælles for børnene er, at de bliver passet derhjemme af deres mor eller far frem for at gå i institution.

I seks år har Janni været hjemmegående mor. Og hun har planer om at nappe et enkelt år mere.

– Da barslen sluttede med vores første barn, syntes vi bare ikke, han var stor nok til at stå på egne ben uden os. Nu havde vi lige brugt et år på at vise ham, at han godt kunne stole på os, og at vi altid var der, og så skulle vi til at aflevere ham til fremmede. Derfor blev vi enige om at beholde ham hjemme, til vi syntes, han var klar. Det tog tre år, fortæller Janni.

Dengang var Janni bachelorstuderende, så i løbet af dagen havde hun mulighed for at dedikere sig fuldt ud til Hubert. Under hans middagslure og sent om aftenen kunne hun finde små pauser, hvor der var tid til at passe dansk-filosofi-studiet sideløbende med den nye rolle som mor. Det fungerede så godt for familien, at de også besluttede at beholde de næste to børn i rækken hjemme de første tre år. I de år har de levet af Brians lærerløn.

Veluddannede trækker stikket
I marts i år stiftede Janni Livmoderfeministisk Basisgruppe med tre andre unge kvinder. En ny gren inden for feminismen, der adskiller sig fra den traditionelle form ved at fokusere på, at kvindefrigørelse ikke indebærer, at man skal frigøre sig fra sine børn. Men den skal heller ikke opfattes som et modstykke til de traditionelle feministers projekt, forklarer Janni.

– Noget af det, rødstrømperne råbte, var jo "seks timers arbejdsdag vil vi ha'!" De ville også gerne have tid med deres børn. Vi vil bare gerne kunne kombinere arbejde og samvær med vores børn. Jeg tror ikke, det var rødstrømpernes intention, at deres indtog på arbejdsmarkedet skulle ske på bekostning af samværet med deres børn og tid til familien.

På fem måneder er den feministiske bevægelse vokset fra tre til 170 medlemmer. Og det er måske ikke så mærkeligt, for i dag er livmoderfeministerne langt fra ene om at kunne se fordele i at være hjemmegående i en periode.

Antallet af veluddannede kvinder, der har valgt at gå hjemme, steg nemlig i perioden 2009-2011 fra 10.000 til 25.000, viste tal fra Danmarks Statistik tilbage i februar. En stigning på 150 procent på bare to år.

Ifølge Helle Rosdahl Lund, leder af tænketanken Center for Balance mellem Arbejdsliv og Familieliv, er udviklingen et udtryk for, at danske kvinder har brug for at trække stikket i en af de mest stressfulde perioder af livet.

– Børnefamilierne er pressede, fordi både mor og far arbejder ude. Det gør de ikke i de lande, vi sammenligner os med. Selvom vi har en lavere arbejdstid som individer, er vores samlede husstands arbejdstid en af de højeste i Europa. Derfor er det svært at få tingene til at hænge sammen for børnefamilierne.

Især flere veluddannede kvinder beslutter sig for at gå hjemme, og det er der en helt logisk forklaring på, ifølge Karen Sjørup, kønsforsker ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet.

– Vi har været gennem en periode fra 2008 til i dag, hvor der har været relativ høj arbejdsløshed blandt højtuddannede kvinder. Hvis man har svært ved at få et job, er der allerede dér et incitament til at blive hjemmegående mor nogle år, siger hun.

Det bliver dog stadig opfattet som et radikalt valg, er Jannis opfattelse, for de er trods alt stadig en minoritet.

– Jeg har da fået spørgsmålet: "Jamen Janni, hvornår skal du ud og realisere dig selv?" Som om de ikke forstår, at jeg realiserer mig selv lige nu. Det her er det mest meningsfulde for mig.

Hjemmegående og frigjort
Som livmoderfeminist gør Janni i særdeleshed op med ideen om, at man som kvinde ikke både kan være hjemmegående og frigjort. Det ene udelukker ikke det andet, så længe der er tale om et frit valg, mener hun.

– Jeg kunne godt tænke mig, at kvinder fik et reelt frit valg. I dag er det eneste rigtige at ræse derudaf og give sine børn fra sig uden skrupler. Men der er rigtig mange kvinder, der gerne vil være sammen med deres børn. Det synes jeg ikke, vi skal afholdes fra.

Det kan måske lyde som et forsøg på at bombe kvinderne tilbage bag komfuret. Som en negligering af nogle af de vigtigste, feministiske kampe, der kan synes forgæves, hvis ikke moderne kvinder udnytter de rettigheder, de traditionelle feminister har været med til at sikre os i dag. Men sådan er det ikke, forsikrer Janni.

– Dét, at jeg går hjemme, tror jeg da ikke har indflydelse på, hvordan andre kvinder lever deres liv. Det handler ikke om, at alle kvinder skal forlade arbejdsmarkedet, det handler om, at vi skal gøre det, vi synes, der er rigtigt for os og vores familie.

Ifølge Helle Rosdahl Lund var det indtil for nylig enormt tabubelagt at sige, man gerne ville have tid med sine børn, hvis man ønskede sig en karriere.

– Vi er overhovedet ikke ved at slå os selv tilbage til kødgryderne, tværtimod er vi ved at finde tilbage til livet, hvor vi er begyndt at turde sige: "Jeg vil faktisk gerne være noget for mine børn, når nu jeg har valgt at få dem." Det kunne du ikke sige uden at blive stemplet for bare fem år siden.

– Den form for ligestilling mellem kønnene, vi har set tidligere, har haft mange gode elementer i sig. Men ligestillingskampen er også kammet over på mange måder. Den første generation af erhvervskvinder gjorde det rigtig godt på de betingelser, de havde til rådighed dengang, men det foregik i høj grad på mændenes præmisser. Kvinderne skulle agere ligesom mændene, mener Helle Rosdahl Lund.

Det synspunkt deler Janni. Hun vil have mulighed for at dyrke moderskabet.

– Kvindefrigørelse handler ikke om at tage de patriarkalske dyder på sig tilsat et par stiletter. Der skal være plads til at dyrke de kvindelige sider i offentligheden. Man behøver ikke at skjule, man er kvinde for at være frigjort.

Er vi frigjorte?
Fælles for de traditionelle feministers frigørelsesprojekter har været, at kvindens retning i livet har været forhåndsbestemt af andre kvinder, mener Janni. Og der var også behov for en revolution dengang, erkender hun, men i dag er tiden en anden.

– Feminisme anno 2014 indebærer for mig, at kvinden på alle måder er fri. I min optik er vi ikke mere frie i dag, end vi var tilbage i 50'erne. Kvinder har altid været underlagt en norm om, hvad der er det mest acceptable at gøre. Dengang at stå ved kødgryderne i hjemmet, i dag at gøre komet-karriere i erhvervslivet, understreger hun.

Helle Rosdahl Lund mener, at mange kvinder har for travlt med at rynke på næsen over dem, der vælger at gøre tingene på en anderledes måde end flertallet.

– Der er stadig nogle, der bruger ordet speltmor som et skældsord, og det, synes jeg, er forfejlet. Hvis der er nogen, der mener, det er det rigtige for dem at gå hjemme, bage speltboller og dyrke yoga, så fred være med det. Vi er nødt til at acceptere, at vi lever livet forskelligt. Ultimativ kvindefrigørelse er retten til det frie valg. Ud fra den definition kan man godt sætte spørgsmålstegn ved, om vi nogensinde har været frigjorte, og om vi nogensinde bliver det, siger Helle Rosdahl Lund.

Men er der ikke også plads til at være familie på egne præmisser? Janni lever jo nøjagtig det liv, hun gerne vil.

– Jo, men der er bare kæmpe omkostninger ved det. Jeg har ingen pensionsopsparing, og vi bor i en 2,5-værelses lejlighed. Det, at man gerne vil være sammen med sine børn, afskærer en fra at tjene penge og bidrage til samfundet, og jeg ville ønske, at de to ting kunne forenes bedre.

Livsfasemodellen
Janni peger på flere forskellige strukturelle ændringer, der ville kunne lette børnefamiliernes hverdag, uden at forældrene behøver hægte sig helt af arbejdsmarkedet for at få mere tid med deres børn. Hun er stor tilhænger af det såkaldt livsfaseopdelte arbejdsliv. Det indebærer en større fleksibilitet på arbejdsmarkedet i de år, hvor danskerne har svært ved at få den daglige kabale med arbejdspres til at gå op med afhentning af unger. Til gengæld kan forældrene arbejde på fuld skrue, når børnene bliver ældre, og blive længere på arbejdsmarkedet i den anden ende.

– Hvorfor ikke sprede pauserne ud, når vi har brug for dem midt i livet. Så tror jeg også, vi vil få flere kvinder på topposter, fordi de ikke skal det hele på én gang, argumenterer Janni.

Og hun har også en del ideer om, hvordan arbejdsmarkedet helt konkret kan blive mere fleksibelt.

– I Schweiz kan et forældrepar dele en lederstilling. Så arbejder mor to dage, far arbejder to dage, og den sidste dag overlapper de. For vores familie ville det da klart være mere hensigtsmæssigt, hvis vi arbejdede halv tid begge to, så der ikke var én, der var helt sat af. Det er sådan nogle ting, vi gerne vil ændre på i Livmoderfeministisk Basisgruppe, siger hun.

Samtidig åbner Janni også op for, at det skal være muligt at melde sig helt ud af arbejdsmarkedet i en periode.

– Jeg synes, man skal arbejde på at få indført en orlovsret. Sådan at hvis man vælger at trække sig fra arbejdsmarkedet nogle år, har man stadig et job at komme tilbage til. Men det er noget, arbejdsgiverne skal være med på, og de er ikke særligt modtagelige over for sådan nogle ændringer.

På Nørrebro i København eksperimenterer en lille gruppe hjemmegående kvinder og mænd med at kombinere arbejds- og familieliv på en ny måde, fortæller Janni. Mens de voksne arbejder, leger børnene ved siden af. Det betyder, at forælder og barn bliver en del af hinandens hverdag frem for at være adskilt de fleste af døgnets vågne timer, samtidig med at mor eller far bidrager til landets økonomiske vækst. Det kunne være endnu en måde at gribe det an på, forklarer hun.

Men kampen for den enkelte kvindes frihed sker på bekostning af fællesskabet, mener Karen Sjørup. Det solidariske og det individuelle frigørelsesfokus er to helt afgørende indfaldsvinkler til feminismedebatten, der deler de forskellige feministiske bevægelser op i separate lejre. De traditionelle feminister kæmpede for den samlede flok, mens moderne feminister i langt højere grad kæmper for sig selv, mener Karen Sjørup, der selv hører til kategorien af traditionelle feminister.

– Neoliberalismen har bragt moderne kvindebevægelser over i en mere individualistisk måde at tænke på. En feminisme, der handler om mig som udgangspunktet. Hvad gavner mig? Hvordan optimerer jeg bedst mine chancer her i livet? Den traditionelle kvindebevægelses feministiske projekt er mere solidarisk funderet og handler i højere grad om, at alle kvinder skal have bedre muligheder. Der er kommet en mere individualistisk tilgang til kvindekampen, hvor man ikke tager ansvar for andres frigørelse, men kun sin egen. På den måde er det moderne, feministiske projekt blevet for snævert – mere egoistisk og navlepillende, lyder kritikken.

Den udlægning er Janni helt uenig i.

– Livmoderfeministisk Basisgruppe er et meget solidarisk projekt. Vi prøver at favne alle grupper i samfundet og alle typer af kvinder. Vi kæmper for at få lavet nogle strukturelle ændringer i samfundet, der kommer alle kvinder og mænd for den sags skyld til gode, understreger hun.

Økonomisk (u)afhængighed
Et af de væsentligste argumenter for at få kvinderne på arbejdsmarkedet i sin tid var, at de skulle være i stand til at forsørge sig selv og deres børn i tilfælde af skilsmisse. Økonomisk uafhængighed var derfor alfa og omega for kvindernes frigørelse fra manden og parforholdet. Men er det ikke netop denne uafhængighed, kvinder som Janni er ved at smide på gulvet, når de overlader forsørgerrollen til deres mænd?

– Det ville være fantastisk, hvis man kunne være sammen med sine børn uden at skulle være i et traditionelt kønsrollemønster med en forsørgende mand, for jeg er afhængig af min mand. Og jeg kan da godt forstå, hvorfor nogen ikke bryder sig om det, men det er et valg, jeg selv har truffet. Jeg kunne godt tænke mig, at samfundet levnede plads til deltids- og orlovsordninger og hjemmepasningstilskud, som vi også ser det i udlandet. Så vi ikke behøvede være afhængige af vores mænd for at kunne være sammen med vores børn. Enten skal du være 100 procent på det der arbejdsmarked, eller også skal du hægte dig 100 procent af. Der er ingen mellemvej. Det ville være interessant, hvis man kunne ryste posen i forhold til at kombinere arbejdsliv og familieliv langt bedre, siger Janni.

Men der er jo en mellemvej. Hver tredje danske kvinde er på deltid.

– Det er let nok at gå på deltid, hvis du er pædagog eller sygeplejerske, men det er ikke lige så let i andre brancher. Der er ikke en mellemvej for alle. Derfor skal vi have en lovsikret deltidsordning i Danmark.

De i alt syv år Janni har været væk fra arbejdsmarkedet, når hun har fulgt den mindste datter, Myrna, til dørs, kommer unægteligt til at få konsekvenser for hende. I syv år har hun ikke haft nogen personlig indkomst, og det kommer på sigt til at gå ud over hendes pensionsopsparing, ligesom hendes cv vil være mangelfuldt.
– Jeg står helt klart dårligere end min mand, hvis vi skulle gå fra hinanden. Det er jeg meget bevidst om, men det er en prioritering. En af grundene til, at jeg står dårligere på arbejdsmarkedet i en sådan situation er, at vi i vores samfund vælger at se det som et hul i cv'et, at man "kun" har beskæftiget sig med at passe sine børn. Det har ikke nogen værdi.

Hvordan kvalificerer det dig, at du har passet børn?

– Det gør det slet ikke. Men i stedet for at det står som et hul på cv'et, burde det anerkendes som en stor værdi for samfundet.

Men gør de ting, du har lavet i løbet af din barsel, dig lige så kvalificeret som en anden ansøger med syv års erfaring?

– Jeg har ikke erhvervserfaring, så jeg er hægtet mere af, men jeg synes, jeg har nogle kompetencer, som kan bruges, for eksempel at jeg har lært at strukturere en dag. Jeg tror ikke, jeg kan ligestilles med én, der har langt mere erfaring end jeg, men man kan gøre meget for, at man ikke behøver gå 100 procent hjemme.

I en tredjedel af landets kommuner er det muligt at få offentligt tilskud, hvis man selv passer sine børn i hjemmet. Det tilskud overvejer Københavns Kommune, som Janni hører under, nu at droppe, og det ærgrer hende.

– Når man får tilskud, behøver man ikke være afhængig af en mand. Selvom det er et meget lavt beløb, er der stadig noget symbolværdi i det.

Bagerst i køen
Ifølge Karen Sjørup har det stor betydning for hjemmegående mødres fremtidige karrierer, når de vælger at hoppe af arbejdsmarkedet.

– Jeg er bekymret for, at de kvinder, der vælger at gå hjemme med deres børn, mister deres erhvervsevne. For det er sværere at komme ind på arbejdsmarkedet bagefter. Du vil altid stå bagerst i køen, hvis du står dér som 35-årig og har passet børn i fire år og søger et job på lige fod med dem, der er nyuddannede. Så er du bare ikke den mest attraktive. Selv en høj uddannelse taber enormt hurtigt værdi, når man ikke bruger den. Det tager lang tid at blive genintroduceret til arbejdsmarkedet.

Men det er helt forkert at tro, at hjemmegående mødre ikke beskæftiger sig med andet end deres børn, mener Janni, som selv har planer om at gå i gang med en kandidatgrad i journalistik, når Myrna skal starte i institution til næste år.

– I mit tilfælde er det ikke en særlig stor problematik, fordi jeg har læst, samtidig med at jeg har fået børn. Når jeg er færdig som 32-årig, kommer jeg ud med en frisk kandidatgrad og tre børn i skolealderen. Så er jeg jo klar til at give den gas.

– Men jeg kan godt se problematikken i det. Jeg tror også, det er derfor, det er de færreste, der kun går derhjemme og passer deres børn, tørrer røv og laver grød. Vi er mange, der arbejder om aftenen, laver frivilligt arbejde, tager kurser og holder os opdaterede. Jeg har ikke bare siddet i sofaen i seks år. Jeg har udgivet en bog og deltaget i den offentlige debat. Så jeg synes jo, jeg har holdt mig i gang.

LÆS OGSÅ hos Voresbørn.dk: Karrieremor eller hjemmegående - hvad er lykken?

LÆS OGSÅ: Karrieren stopper ikke under barslen

LÆS OGSÅ: Overvejer du også at skifte karriere? Læs disse 9 råd først