Mai tog en modig beslutning: nu lever hun af noget, vi alle elsker

"Vi skulle egentlig til Hanstholm, min veninde og jeg. Men på en eller anden måde får vi kørt for tidligt fra de store veje og ender i Klitmøller i stedet."

35-årige Mais liv beror på lige dele tilfældigheder og stålfaste mavefornemmelser. To størrelser, der måske ikke synes blandingsdygtige ved første blik. Men for Mai udgør de essensen af hendes privatliv og karriere. For som sagt var kursen egentlig lagt mod Hanstholm. Det var Mais far, der havde anbefalet hende at låne hans bil og køre langs det buldrende Vesterhav med maven fuld af stjerneskud fra havnen i Hanstholm.

"Jeg havde aldrig været i Klitmøller før, men da vi kører ind over bygrænsen, kan jeg bare mærke, at jeg føler mig hjemme. Det minder mig om mit barndomshjem på Fanø."

Mai griner lidt af oplevelsen og forsøger at vise, hvordan hun sad i bilen med et forundret udtryk.

Det autentiske stjerneskud på ryggen af Vestjylland måtte vente på sig. For Mai var pludselig blevet forelsket i en lille ferieby, langt væk fra de 27 kvadratmeter på indre Nørrebro, som ellers gjorde sig ud for et hjem. Men de lyngbeklædte klitter og store bølger med hvide skumskæg plantede et frø i maven på hende. Det er her, hun skulle slå sig ned. Ikke som ingeniør, men som pandekagebager.

LÆS OGSÅ: ”Der er ingen begrænsninger. Det er kun mig selv, der afgør, hvordan det her ender.”

Sagde job op og tog et kæmpe lån
Indtil da havde Mai ellers kørt en stram karriere som bygningsingeniør med lange udstationeringer på hele kloden. Penge på kontoen og mails i indbakken. Men var det egentlig det, hun godt kunne lide? Pludselig rungede kommentaren fra den pensionerede kollega dybt fra baghovedets allerinderste hjernekrog. Burde hun i virkeligheden forfølge sin barndomsdrøm og åbne et pandekagehus? Tanken hang fast i frontallapperne, men endnu en udstationering hev i Mai, da hun kom tilbage til København. Familien blev sat i gang med at holde øje med huse til salg i Klitmøller, og langsomt blev den sikre hverdag udskiftet med en opsigelse og et kæmpe lån i banken. Nu er det start fire år siden, at det endelig lykkedes Mai at finde et passende sted, og pandekagehuset i Klitmøller ridder nu på sin tredje sæson.

Ikke som alle andre
Mai krammer sin kaffekop og kigger ud på et Klitmøller med sus i skørterne. Selvom sommeren burde puste lidt varme ned over byens mange surfere og tyske turister, sender de mørke skyers lunger kun kølige strøg, der presser håret skiftevis ned i øjnene og lige op i luften. Som om vinden ikke helt ved, hvilken vej den skal blæse og derfor danser lidt i alle hjørner. Samme usikkerhed kan man ikke påklistre Mai. Som vinden har hun været vidt omkring, men altid med en stålfast mavefornemmelse og en tro på sit mål. Hverken økonomi eller frygt har sat en stopper for hendes planer. Tværtimod.

"Hele livet skal vi lære. Og vi må ikke kun gå den sikre vej, for så udvider vi jo ikke vores horisont. Jeg har tomlet ned til Cap Verde Øerne ud for den afrikanske kyst og videre på store skibe til Caribien, jeg har været udstationeret i nogle af de mest udsatte dele af verden, siddet helt alene på Thulebasen og været bartender på Oslobådende. Jeg følger min mavefornemmelse frem for normen. Jeg kan ikke bare sætte mig ned og gøre, som alle de andre gør. Bare fordi jeg burde. Det er imod min grundfølelse."

LÆS OGSÅ: Danske Nanna Liv har skabt en stilet-revolution i London

Den dominerende mavefornemmelse
Så du siger dit job op, tager et kæmpe lån, flytter fra København til en lillebitte by i Vestjylland. Var du aldrig bange for, at det ville mislykkes?
"Jo for pokker! Men det må aldrig stoppe et menneske i at forfølge sine drømme. Hvis man ikke handler på sine drømme og sin mavefornemmelse, så er man ikke tro mod sig selv. Min mavefornemmelse sagde mig, at jeg skulle bo i Klitmøller og lave et pandekagehus. Og hvad så hvis det ikke gik? Jeg har taget et kæmpe lån og købt et hus, men det er jo materielle ting. Jeg sårer ikke nogen, hvis det bliver en fiasko."

For Mai var starten som iværksætter faktisk aldeles angstprovokerende og følelsen af, at pengene fløj ud af lommen, glemmer hun sent. Og hvad med gæsterne? Ville de overhovedet komme?

"Der kom 80 mennesker den første dag. Jeg havde ikke nået at sætte mig rigtig ind i byen, så jeg kendte ingen. Hver dag slog jeg dørene op til nye ansigter. Det var vidunderligt."

Ingen sikkerhedsnet
Som ung arbejde Mai i et pandekagehus på Fanø. I seks sæsoner stod hun og søsteren og svingede pandekager, og her blev drømmen om et pandekagehus skabt.

"Når jeg har rejst og spist alverdens steder har jeg altid tænkt, hvordan mon det smager i en pandekage? Og uanset hvad jeg fik, så kunne det jo være i en pandekage."

Pandekager er blevet en kæmpe del af Mais liv. Hun føler aldrig, at hun er rigtig på arbejde, når hun svinger forklædet over hovedet og binder det i livet. Hun nyder hvert et minut af de 140 dage, pandekagehuset har åbent. Når efterårsferien er slut, lukker sæsonlivet for Klitmøller, og så sænker roen sig over de mange klitter. Her når Mai at reflektere over, hvordan det egentlig går, og hvad hun skal ændre til næste sæson. Det giver ro og tid – en mangelvare når man går fra lønmodtager til selvstændig, skynder hun sig at slå fast.

"Som selvstændig smider du jo alle former for sikkerhedsnet. Det er møgmodbydeligt. Jeg forstår ikke, hvorfor vi i Danmark ikke er bedre til at støtte de mange mennesker, der skaber en virksomhed. Jeg har virkelig stået mange gange og tænkt, hvordan gør man mon det her? Regnskab, fødevaremyndigheder og indretning? Puha."

LÆS OGSÅ: Sådan gik Sara fra at være receptionist til blogger

Det hele skal ruske lidt
En brun og krøllet hund farer hen over det hvide parketguld med munden fuld af træ og efterlader sig et spor af bark i den lyse stue på første sal. Under os ligger pandekagehuset og venter på at blive åbnet op. En ny dag vil ind og forme sig på de varme pander og sprede sommerglæde til lækkersultne gæster. Udefra ligner det en succes med mange årtiers potentiale i rygsækken. Men det får ikke Mais mavefornemmelser til at stoppe.

"Jeg aner ikke, hvor jeg er om 10 år. For jeg følger jo min mavefornemmelse. Og hvis den siger, at jeg skal rykke, så rykker jeg."

Som singlekvinde uden børn er Mai vant til de undrende spørgsmål om hendes manglende mand og familieliv. Men det irriterer hende ikke. Det er blot interesse, for det er jo det, vi er vant til at se, fortæller hun.

"Min generation skal have styr på det hele. Børn, venner, hus og job. Alt skal være perfekt. Men det er de sikre kort, og hvis man kun spiller dem, så lever man aldrig helt op til kanten."

Mai kan godt mærke, at der eksisterer en lille snert af stræben efter perfektion i hendes liv, men hun nægter at følge den.

"Hvis man har brug for den tryghed, så fint, men jeg er ikke en tryghedssøger. Det hele må godt ruske lidt engang imellem og blive lidt usikkert."

Mai skænker atter den vindfyldte udsigt et drømmende blik og lader et kort øjeblik vindens susen blive stuens dominerende lydtapet. Hun rejser sig og går målrettet mod døren til pandekagehusets køkken.

"Jeg kunne godt unde lidt flere danskere, at de hoppede ud af deres trygge hamsterhjul og fandt ud af, hvad de virkelig godt kan lide at lave. Tænk, hvis der var lidt flere, der fandt ud af, hvad der gør dem glade og samtidig havde modet til at forfølge deres drøm?"

LÆS OGSÅ: Retsmedicineren: “Der er ofre i alle aldre og med alle mulige historier”

LÆS OGSÅ: Kvinden bag Ladylogen: “Vi gav hinanden highfives i stedet for kattekløer”

LÆS OGSÅ: Nicoline tog et vildt karriereskift: Fra Stella McCartney til verdens mest usexede produkter