Nyt job
SPONSORERET indhold

Sådan bliver du headhuntet

Omkring 70 procent af alle stillinger bliver besat uden stillingsopslag. Få gode råd fra headhunteren, HR-chefen og netværkseksperten om, hvordan du gør dig synlig, så det fede job bliver dit næste gang.

Af:: Marie-Louise Truelsen
31. jul. 2012 | Livsstil | ALT for damerne

HEADHUNTEREN
Husk, du selv kan stille krav
Hav et godt og opdateret cv, og vær selv aktiv på LinkedIn. Det er to af headhunter Annemette Kofoeds gode råd, hvis du gerne vil kontaktes af en headhunter. Hun er administrerende direktør i Kofoed Consulting, som rekrutterer specialister og mellemledere primært inden for den farmaceutiske industri, biotek og den medicotekniske industri. Hun har selv 17 års erfaring fra branchen, så hun har et rigtig godt netværk at trække på, når hun skal matche rette kandidat med rette firma.

Hvordan gør man sig synlig for en headhunter?
– Før i tiden gjorde folk ikke ret meget for at synliggøre sig selv, men i dag er mange blevet langt mere aktive. Man kan selv være aktiv på f.eks. LinkedIn, som stort set alle headhuntere bruger i et eller andet omfang, og man kan have sit cv liggende hos en headhunter. Det er en god idé at vælge en headhunter inden for sit eget område, for flere og flere headhuntere specialiserer sig. Jeg har ingen åben database, hvor folk bare kan lægge deres cv, men jeg har en database med de folk, som jeg mener, at jeg kan gøre noget for på et tidspunkt. Jeg holder mig ajour i aviser og andre medier og følger med på f.eks. LinkedIn, så jeg kan se, hvor folk i branchen flytter sig hen.
– Sørg også for at have et ordentligt cv, som er opdateret. Lad være med at skrive børnenes alder, skriv, hvornår de er født. Fortæl hvilke virksomheder, du har været i før, og hvilke resultater, du har opnået. Og sørg for, at der ikke er fejl, mangler og floskler i cv’et. Hvis du vil sende et billede med, så send ikke det seneste feriebillede, men få taget et ordentligt portrætbillede.

Hvordan skal man håndtere det, hvis man bliver kontaktet af headhunter?
– Diskretion er vigtigt. Når du bliver ringet op af en headhunter, vil headhunteren typisk spørge, om du kan tale uforstyrret. Og hvis du ikke kan, er det ok at sige, at du vil ringe tilbage. Og svar så ærligt på, om du har et minimum at det, som kræves til stillingen. Hvis du ikke er interesseret eller ikke har rette profil, vil jeg spørge, om du evt. kender andre, der har rette profil. Og hvis du gerne vil ringes op en anden gang med et job, der passer bedre, så sig det.

Læs også: Sådan får du job trods krisen

Hvilke faldgruber skal man undgå?
– Som kandidat kan man godt tillade sig at være kritisk. Bliv ikke duperet af at blive ringet op og mød ikke op til et interview bare for at møde op. Det er også ok at sige, at du lige vil tænke over det. Husk også, at du kan stille krav til den, der rekrutterer. Hvad handler jobbet om? Hvilket firma er det?

Hvordan foregår headhunterprocessen?
– En virksomhed ringer til mig, når de skal bruge en person til en given stilling. Sommetider er der en kandidat, der straks popper op hos mig, fordi jeg kender branchen så godt. Det kan også være, at jeg med det samme ved, hvilke firmaer, der beskæftiger folk med de ønskede kompetencer.

– Jeg ringer til de mulige kandidater og fortæller om firmaet og stillingen. Hvis der kan være et match, indkalder jeg til et interview. Her gennemgår vi kandidatens cv, resultater og forventninger til bl.a. løn. Jeg spørger også til kandidaternes motivation for at søge jobbet, for jeg flytter ikke folk, bare fordi de kan få en højere løn.

– De mulige kandidater tager herefter en personlighedstest og somme tider en færdighedstest via nettet. Jeg giver en tilbagemelding på testen, og her får jeg afdækket den person, jeg sidder overfor. Det er vigtigt at firmaet får den rette kandidat, men det er mindst lige så vigtigt, at kandidaten får det rette job.

– Til sidst møder kandidaterne firmaet og hører mere specifikt om stillingen, vilkårene og forventningerne, og firmaet går videre med en kandidat, som jeg indhenter referencer på. De kandidater, der ikke får tilbudt jobbet, tilbyder jeg en samtale hos mig, hvor jeg hjælper dem med at afklare, hvorfor jobbet gik til en anden, og hvordan de fremover kan øge deres muligheder ved f.eks. efteruddannelse.

Få HR-chefens tip på næste side.

HR-CHEFEN

Hav et skarpt cv

For tre år siden rekrutterede Rockwool Skandinavien for første gang via netværk, da de ansatte en kommunikationsmedarbejder. Siden har de gjort det mere og mere, især det sidste års tid, fortæller Rikke Præstmark, der er HR-chef i Rockwool Skandinavien.

Hvorfor rekrutterer I uden stillingsopslag?
– Fordi vi helt konkret har set, at det har skabt effektivitet i rekrutteringsprocessen, og fordi vi har fået medarbejdere af høj kvalitet ud af det. Hvis vi slår en stilling op, får vi rigtig mange ansøgere, fordi vi er en kendt virksomhed. Det tager lang tid at læse alle de ansøgninger, og spørgsmålet er, om man altid formår at vælge de rigtige ud, hvilket jo er vigtigt, når man vil have de bedste. Hvis vi derimod spørger ud i vores netværk, sker der automatisk en sortering, fordi de mennesker, vi spørger, ikke vil anbefale en, de ikke kan stå inde for. For nylig ansatte vi en HR-konsulent i Nordjylland på den måde. Vi spurgte ud i fire-fem forskellige netværk, fik omkring ti gode henvendelser og fandt hurtigt en meget kvalificeret medarbejder iblandt disse. Og det er en anden god ting ved at søge gennem netværk. Det går stærkt. Hvis man slår en stilling op, skal der være en vis ansøgningsfrist på, som man skal afvente. Det behøver man ikke gøre, når man søger via netværk.

Hvordan skal man som jobsøgende komme i betragtning uden stillingsopslag?
– Du skal først og fremmest være opsøgende. Og så skal du gerne være lidt anderledes i din måde at præsentere dig selv på. Du skal kunne fange modtagerens interesse. Og så er det vigtigt, at du dyrker dit netværk, både når du er i job, og når du står uden job. Du kan f.eks. kontakte dem, du tidligere har arbejdet for eller sammen med. Jeg er i netværk med andre HR-folk, og da finanskrisen brød ud, så vi, hvordan de, der måtte fyre gode folk, anbefalede dem til de andre i netværket.

Læs også: Sådan får du arbejdsglæden tilbage

Hvordan ser du på en uopfordret ansøgning?
– Den virker, hvis jeg lige står og skal rekruttere en med de kompetencer. Det handler altså meget om, at man er heldig med sin timing, og på den måde er det nok lidt som at finde en nål i en høstak at sende en uopfordret ansøgning. Her hos Rockwool har vi en database med uopfordrede ansøgninger, og den tjekker vi for de nyeste ansøgninger, når vi skal til at rekruttere. Det er dog ikke alle virksomheder, der har sådan en database.

Hvorfor rekrutterer I ikke via netværk hver gang?
– Vi slår de stillinger op, hvor vi tænker, at vi ikke vil få nok ansøgere at vælge imellem via netværk. Og mange gange gør vi faktisk begge dele. Slår jobbet op og søger gennem netværk. At slå en stilling op handler også om at brande firmaet og vise, at man søger folk.

Dine bedste tips til jobsøgende?
- Det er afgørende, at cv’et er super skarpt, og at man kan se, hvad ansøgeren kan. Vi starter altid med cv’et og danner os et overblik over ansøgerens kompetencer. Det er naturligvis individuelt, hvad man som HR-medarbejder lægger mærke til, men jeg mener, at det er vigtigt, at man udover at få et overblik over kompetencerne får et idé om, hvem der er personen bag. Brug ikke kun floskler og det, du tror, at virksomheden gerne vil høre. Vær åben og ærlig. Vi er interesseret i personen bag ansøgningen.

Få netværkekspertens tip på næste side.  

NETVÆRKSEKSPERTEN
Vær interesseret og interessant
Da Soulaima Gourani for omkring ti år siden gerne ville have skub i sin karriere, spurgte hun Flemming Østergaard, kendt som Don Ø, om han ville være hendes mentor, for han kendte til en verden, som hun gerne ville ind i. Det er et godt eksempel på, hvordan Soulaima arbejder med netværk, og det er en af grundene til, at hun i dag er en succesfuld virksomhedsrådgiver, foredragsholder og forfatter til bogen „Tag magten over din karriere“. Soulaima mener, at netværk er vejen frem i forhold til drømmejobbet.

Hvordan opbygger man et relevant netværk i forhold til jobsøgning?
– Find ud af, hvor du vil hen personligt, fagligt og professionelt. Tænk et til tre år frem i tiden, ikke længere.

– Derefter skal du kortlægge dit professionelle og faglige netværk. Tænk over, hvem du kender og find frem til cirka ti mennesker, som er de vigtigste for dig, for at du kan opnå dine karrieremål. Personerne bør være anderledes og dygtigere end dig, og de skal kende dine ønsker til fremtiden. Dit private netværk hører ikke til her.

– Find ud af, hvor stærk din relation til disse ti mennesker er på en skala fra 1-5, hvor 5 er det bedste. Deler I personlige oplysninger, og kan du regne med dem, hvis du laver en aftale med dem?

– Hvis du vurderer, at relationen ikke er helt stærk nok, skal du gøre en indsats for at den bliver det. Og her er det vigtigt at tænke over, at forskellige relationer skal plejes forskelligt. Det kan være, at du sender en spændende, ny bog eller et link til en god artikel til en, der vil have glæde af den, eller at du sender en „mental gave“, der viser, at du har personen i tankerne. Det handler om at sætte ind på kontoen. Når man har gjort det nogle gange, skal man huske selv at spørge om hjælp. En relation styrkes af at bede om hjælp. Hvis en relation ikke bygger på at give og tage, er det ikke en stærk relation.

Hvis man gerne vil i kontakt med mennesker, man ikke kender, hvad gør man så?
– Først finder du ud af, om nogen i dit netværk kender personen og kan sætte dig i forbindelse med ham eller hende. Det er vigtigt at forklare personen i dit netværk, hvorfor du gerne vil i kontakt med den person, du ikke kender. Alternativt, find ud af, hvordan du kan kontakte ham eller hende direkte. Holder vedkommende foredrag, oplæg eller taler, hvor du kan møde ham eller hende og naturligt skabe kontakt? Og husk, hver gang du tager kontakt, så tænk over, hvordan du gør det. Ville du selv svare tilbage? Sørg for at være interesseret og interessant.

Læs også: Få et tjekket liv med 12 tip

Hvordan holder man sit netværk ved lige?
– De forskellige mennesker i netværket skal plejes individuelt. Der er ikke ret mange i ens indercirkel, så find dem, der er rigtige for lige præcis dig. Det er lige meget, om du kender Britney Spears, hvis du skal være højdespringer. Tænk over, hvilket job, du vil have. Mine egne undersøgelser viser, at syv ud af ti ikke er i stand til at svare på, hvilket job de drømmer om at få. Og så er det svært at vide, hvad man skal holde øje med for den person. Så sig, hvor du gerne vil arbejde og giv udtryk for hvorfor. Det er vigtigt at være afklaret med sig selv og sine mål for at andre kan hjælpe en. Og så har jeg en „tre-gange-tak strategi“. Tak fordi du tog dig tid til at svare, tak fordi du vil mødes med mig og tak for et godt møde. Hvis du takker tre gange, så hjælper folk dig igen!

Virker netværk altid?
– Når nogen siger, netværk ikke virker, så er det fordi de bruger det forkert, og fordi de mangler ydmyghed i forhold til processen. Hvad er alternativet i forhold til at gøre, som jeg siger? Det er at netværke med alle eller ingen. Og ingen af de to scenarier er mulige. Tilfældig networking er ok, men så skal man ikke brokke sig over, at man måske kommer i en forkert retning.