Parforhold
SPONSORERET indhold

5 fejl kvinder begår, når de flytter sammen med en mand

Der er mange faldgruber, når kvinder flytter sammen med mænd. Bliv klar over dem og undgå de klassiske fejl, når kærester skal dele matriklen som par.

Af:: Stephanie Caruana Foto: Getty Images
24. apr. 2015 | Livsstil | ALT for damerne

KLUMME: Du gik gennem (dating)helvede og kriser, den første forelskelse er blevet et godt forhold. Du har arbejdet med dig selv for at tiltrække den rigtige, både kropsligt og mentalt, og nu vil I gerne bo sammen. Men pas på! Der er så mange ting, der kan gå galt. Og her mener jeg ikke boligindretning.

1. Tro ikke at en flytning løser problemerne 
Du tror, alt bliver godt, hvis bare I flytter sammen. Det gør det ikke. Du er, som du er. Og han er, som han er. Hvis han er bundneurotisk, bliver han ikke rummelig og rar, fordi I deler seng og bord. Hvis han er uspontan, liver han ikke op af din sprudlende personlighed alene. Så mange par består af kvinder, der er i konstant selvudvikling og selvtilfredse mænd. Det er to forskellige dynamikker.

LÆS OGSÅ: "Jeg overtrådte grænsen for, hvor længe man må kigge på hinanden i fællesbadet"

2. Få ham til at gøre sin del 
Du tror, at dine projekter er fælles projekter. Og du gør fælles projekter til dine projekter. Det er fint, at du har et indretningsønske, en særlig diæt eller livsstil, der kræver meget, men hvis han ikke er involveret, så bliver det ikke til noget, medmindre du gør det for din egen skyld. Til gengæld tager du kun halvdelen af arbejdet derhjemme. Få ham til at gøre sin del. Ellers hænger du på det. Det er fakta.

LÆS OGSÅ: 3 råd til meget flottere hud, som ikke koster dig en krone

3. Du havde et liv før ham
Du regner med, at I skal være sammen hele tiden, når I har fri. Nej, I skal ikke. For du vil ikke visne hen i tosomhed. Når du selv har projekter og folk at se, så er du skægt nok også mere ligeglad med, om han går ud eller lige hjem til endnu en aften med tv. Du havde et liv før ham. Det har du stadig. Det betyder ikke, at du ikke elsker ham.

4. Sig frem 
Du er nervøs for at være dig selv. Tro mig, han går ikke rundt og dissekerer, hvad du mente, da du sagde den der ting på den måde forleden. Han ser ikke, når du bremser dig selv og dine meninger. Han kan ikke forestille sig, at du gør det. Så sig frem, du skal ikke holde en facade for den gode stemning. Det gør han garanteret ikke. I er fælles om det her. Mænd kan pibe utroligt meget over f.eks. fælles indkøb og påstå, at deres boller bliver så små som köttbullar af at tage i IKEA. Så gå selv og tag lige den sofa, du vil. Og så kan han i øvrigt sove på den.

5. Prøv ikke at ændre hinanden  
Du tror, at lister som denne forhindrer fejl. Eller... tror og tror, men de skader jo ikke, vel? Og du tror, det er din skyld, når det ikke er så rosenrødt at bo sammen. Man kan dybest set ikke ændre hinanden. Og hvorfor i alverden skulle man?

Mine egne bittersøde erfaringer
Hvis der er noget, jeg har lært af de to mænd, jeg har levet med (ikke på samme tid, rolig nu), så er det, hvor vigtigt det er at holde fast i mit eget projekt, mit eget 'værelse', Og at jeg har brug for en, der er selvstændig og bakker op om det, vi har sammen.
Og man skal jo give på begge sider. Men man skal fandeme også huske at tage.
Det er vigtigt selv at kræve tid og plads, for ingen giver dig det. Mænd er gode til at tage, de melder bare ud. Læg mærke til hvordan du selv gør. Spørger du om lov? Tilpasser du dig hans skema? Eller siger du, at han gerne må have mad klar, når du kommer senere hjem? Eller at du kommer, når du kommer? Hvis du ikke har noget, kan du ende som hende den sure, der vil have ham hjemme hele tiden. Du skal ikke få dig et liv, du HAR det. Så brug det. Især hvis der er børn. Stik ham de unger, stik ham ansvar, sørg for rum til dig og til jer, ellers bliver du indebrændt. Og tro mig, det er eddermugme et grimt look.

Mange kvinder er alene om at få tosomheden til at fungere. Jeg har selv en snert af det. Det var så nemt for mig at give mig hen, strække mig det ekstra stykke og vænne mig til at det ikke nødvendigvis gik begge veje. Omvendt tog det mig også lang tid at se i øjnene, at jeg ikke skulle tro, at de sprang ud som udadvendte, romantiske handy- og gastromænd, bare fordi det ville passe mig. I er to om det.

Min mentale liste: 
Nu som single med børn hver anden uge har jeg en mental liste over gode ting ved at bo med en mand, jeg godt vil give dig:

1. Morgensex 
Det er dejligt at falde i søvn sammen. Og at vågne op. Det er også dejligt, når der ikke er nogen, der snorker, men morgensex og kaffe på sengen er fantastisk.

2. Fællesskab 
Det er dejligt at dele oplevelser, glæder og sorger med en. At glædes med og over. At tale frit, udtrykke følelser, elske.

3. Handyman  
At have nogen til de der handyting, man ikke orker, når man er 1.48 cm. Og alt muligt praktisk, så man ikke står med det hele selv.

4. Gode dates
Dates med nogen, man kender, så man ikke skal holde maven og de dårlige jokes inde.

5. Masser af sex
Regelmæssig sex, der ikke skal arrangeres først. Og ingen svipsere.

En sidste ting:
... tror du, en mand ville læse sådan en liste her, inden han rykkede sammen med sin kvinde? Nej. Han gider sgu da ej. Han vil have hende, og det er godt nok. Og skal I ikke bo sammen - så er det faktisk også ret okay.

 

LÆS OGSÅ: 7 sundhedsråd du absolut ikke skal følge

LÆS OGSÅ: Flad mave: Her er den mest effektive øvelse

LÆS OGSÅ: 10 ting der er vigtigere end sex