"Hvor meget hurtigere kan vi løbe, før det får konsekvenser?"

Tidligere har ALTfordamerne.dk bragt klummer, som kritiserer børnefamiliernes pressede forhold. Nu bringer vi et debatindlæg skrevet af jordemoder Kathrine Storm, som påpeger, at forholdene for helt nyfødte børn på fødegangene er for dårlige, hvilket også chefredaktør Tina Nikolaisen kritiserer i sin leder.

DEBAT: Med et fast træk i snoren åbnes dørene med en susende lyd, og den omkringliggende verden forsvinder og erstattes af lyde, lys og dufte, kun indviede for en stund stifter bekendtskab med. Foran mig ser jeg storken hænge fra loftet som symbol på en afdeling, hvor børn bliver bragt til verden. Dog ikke af storken. Det minder lydene bag de lukkede døre mig om.

Jeg stopper foran tavlen fyldt med talrige blå, røde, hvide og grønne knappenåle, der danner overblik over de mange piger og drenge, tvillinger og hjemmefødsler, det i løbet af ugen er blevet til.

Jeg hører klokker, der ringer. Fra enten en kollega, en kommende mor, en nybagt far eller en barslende, der bag de lukkede døre har brug for hjælp. Kortvarigt sanser jeg duften af kaffe, brygget for længe siden, inden jeg træder ind foran den store, hvide tavle, der vidner om nattens forløb og spår om dagens kommende begivenheder. Madpakken, bestående af hurtig omsættelig mad, der kan indtages stående på et par minutter, tages op af tasken.

Jeg åbner køleskabet på jordemoderkontoret og skimmer hylderne for at finde plads blandt de mange, stadig intakte emballager. Endnu en vagt, hvor sultfølelsen ignoreres og tanker om spisepauser forkastes. Efter års erfaring er evnen til at aflæse og tyde stemningen og travlheden på afdelingen blevet skærpet og udgør en essentiel mental forberedelse til den kommende vagt, idet jeg trækker i de hvide bukser og T-shirt.

Mindre væske, færre toiletbesøg
Fornemmelsen fortæller mig, om det endnu en gang bliver en af de dage, hvor personlig egenomsorg såsom vandladning, mad og drikke må anskues som et privilegium, ikke et behov. En vagt, hvor det kan betale sig at mindske ens væskeindtag og dermed antallet af toiletbesøg. Om det bliver en af de dage, hvor det er normen at bløde igennem og tage en bluse om livet, da der ikke er tid til at skifte bukser. En af de dage, hvor man efter tredje fødsel på en vagt ikke kan huske den første, og hvor man sidst på dagen desperat forsøger at gennemgå eventuelle fejl, man har eller kunne have begået som resultat af travlhed. En af de dage, hvor der atter er ubalance mellem det, hjertet banker for, og hvad realiteter og rammer kan tilbyde. En af de dage, hvor tanken, ønsket og drømmen om den gode fødsel må vige for spørgsmål om normering, ressourcer og spareplaner.

Denne beretning kommer fra en, hvor jordemoderhjertet stadig banker højlydt, men hvor den evige trykken for brystet samtidig mærkes, når vagten slutter. En fortælling langt fra jordemoderpiedestalens højsæde. En historie, der begynder med drømmen om det lykkelige jordemoderliv, optagelsen, uddannelsen, arbejdsmarkedet og ender med en i særdeleshed anderledes virkelighed end forventet.

Den romantiske drøm brister
Arbejdet som jordemoder vil for de fleste give associationer til en verden fyldt med livsbekræftende øjeblikke, glæde og ikke mindst en god løn svarende til den svære uddannelse. Til det nødvendige høje karaktergennemsnit fra gymnasiet og det store ansvar, der påhviler en, når man egenhændigt har indflydelse på, om barn og forældre får en god eller dårlig start på familielivet. Det er ligeledes disse associationer, der får de fleste til at søge ind på den eftertragtede uddannelse, som for mange betyder gentagne ansøgninger før endelig accept. Et studie, hvor man med stolthed og hovedet holdt højt fortæller omverdenen om ens fremtidige erhverv. En stolthed, der går igen blandt uddannede jordemødre landet over. En stolthed, som i mange henseender er vores største styrke – og vores svaghed, når den gør os villige til at gå på kompromis med vores eget helbred.

Realiteterne ligger på mange måder langt fra drømmen og den typiske forestilling om livet som jordemoder.

Fritid og privatliv findes ikke
Med jordemodertitlen følger evige kompromiser samt til- og fravalg, der unægteligt også involverer ens sociale netværk og familieliv. Travlhed, omstilling, nat- og weekendarbejde, helligdage, lange vagter og en grundløn på knap 25.000 før skat kommer næppe som en overraskelse for jordemødre og jordemoderstuderende. Det ville være naivt at forestille sig andet under de givne rammer. Hvad der dog kommer bag på mange studerende, såvel som nye og erfarne jordemødre, er det enorme og tiltagende arbejdspres, tempo og stressniveau, vi mødes af.

Forhold, der medfører, at privat- og arbejdsliv oftest indgår i en næsten symbiotisk tilstand, når man i sin fritid med hjertebanken og svedige håndflader atter hører mobiltelefonen kime og ser fødegangens nummer på displayet velvidende, at der endnu en gang hersker så stor travlhed, at de normerede jordemoderhænder ikke kan følge med. Forhold, der medfører, at mange jordemødre arbejder på nedsat tid for at få familielivet til at hænge sammen med den konsekvens, at løn, arbejdsvilkår og ansvar sjældent er i balance. Forhold, der er tæt forbundet med arbejdsskader, stresssymptomer, trætte ben og hovedpine som følge af det intensive, fysiske og nærværende arbejde, man som jordemoder dagligt står i. Forhold, der for øjeblikket medfører det største frafald på jordemoderstudiet nogensinde.

Evig frygt for at fejle
Gruppen af jordemødre udgør de stærkeste kvinder, jeg hidtil har stiftet bekendtskab med. Det er en verden, hvor man uden undtagelse finder stærke, arbejdsvillige, humoristiske, empatiske, handlekraftige og omstillingsvillige kvinder, der rummer indgående kendskab til og forståelse for andre mennesker. Den slags kvinder, der i den gode fødsels ånd møder ind før deres vagt, overarbejder, svarer deres telefon i fritiden og i nattens mulm og mørke springer i en taxa i retning mod fødegangen – fordi de ved, at manglende beredskab kan føre til faglig utryghed, manglende pleje, dårlige fødselsoplevelser og nedslidte kolleger.

Denne beretning er en hyldest til jordemødre landet over, der til enhver tid sætter en ære i at yde deres bedste og at værne om den nye familie. Under besparelser og travlere tider kridter de blot træskoene og løber lidt stærkere – uden at tøve, men med stigende frygt for at fejle. Men der er noget, der ikke stemmer, når man som sundhedsfremmende og forebyggende fagperson står i et erhverv, der kræver, at egne basale behov som sundhed og velvære tilsidesættes. Danmark er endnu et af de sikreste lande at føde i. Spørgsmålet er dog, hvor meget hurtigere vi kan løbe, før det får konsekvenser for de kommende mødre og fædre på deres mest sårbare og skelsættende dag i livet?

Kathrine har ikke ønsket at offentliggøre, hvilket hospital i Region Hovedstaden hun arbejder for. Det skyldes blandt andet, at hun ikke ønsker at udstille sine kolleger og skabe tvivl om deres kompetencer.

Sig det, skriv det, del det

Har du også en mening, du vil dele med ALT for damernes læsere, så send dit debatindlæg til Kathe Japp på japp@altfordamerne.dk og skriv ”Debat” i emnefeltet. Indlægget skal fylde 700-900 ord.

LÆS OGSÅ: Jordemødre: Vi har så travlt, at ting går galt

LÆS OGSÅ: Erik Bjørn fandt en ny kæreste en måned efter sin kones død

LÆS OGSÅ: Så dårligt behandler vi dem, der er anderledes