Hvorfor bliver vi kvinder ved med at holde hinanden nede?

Engang var jeg med min ­3-årige søn til fastelavnsfest. ­Tilfældet ville, at der kun var én anden dreng med til festen og ellers en sky af små prinsesser/feer/alfer i lyserødt tyl og glimmer. Det gjorde ikke noget, alle børnene havde det sjovt, men da det blev tid til at slå katten af tønden, stak alle børnene, inklusive min egen dreng, i et synkront hyl og løb tilbage til deres moar.

Helt uden at tænke over det afviste jeg ­irritereret min dreng: "Vissevasse, der er ikke noget at være bange for" og sendte ham over for at give fastelavnstønden et ordentligt gok. Sådan gjorde den anden drengemor også, skubbede sin søn ud i kampen med besked om at komme i gang. Alligevel tog det over et kvarter, før vi kom i gang. Mødrene til de små piger reagerede nemlig helt anderledes: De skulle først tørre tårer, have deres døtre siddende lidt på skødet og dernæst overtale dem til at prøve at slå lidt til tønden, hvis de holdt dem i hånden først. ­Enkelte af ­pigerne holdt aldrig rigtigt op med at græde. I stedet så de bare på, mens de andre børn slog katten af tønden.

Jeg har så tit tænkt på den fastelavnsfest, for det har slået mig, hvor tit voksne kvinder reagerer som pigerne til fastelavns-festen. Vi tør ikke, og så løber vi over til de andre kvinder og bekræfter hinanden i, at verden er farlig.

"Tror du ikke, at du kommer til at savne dine venner og familie?" spørger vi kusinen, som lige pludselig har fået mulighed for et spændende job i udlandet, men ikke helt ved, om hun skal tage af sted.

"Altså, du kunne jo også bare udsætte det til efteråret, når du har lidt flere resultater?" siger vi til kollegaen, som er i tvivl om, hvorvidt det er nu, at hun skal ind og bede om lønforhøjelse "Du har jo også små børn, som har brug for dig i de her år," siger vi til naboen, som spekulerer over, om hun skal søge en mellemlederstilling, som lige pludselig er blevet ledig.

"Det er jo de samme problemer, som dukker op i et nyt parforhold", forklarer vi til bedsteveninden, som ikke ved, om hun skal forlade det forhold, som har tabt gnist og kærlighed for længst.

Ubevidst gentager vi alt det, som vi har fået at vide som små piger: "Vær nu forsigtig", "pas nu på" og "det er helt o.k. at være bange." Med al vores trøst og omsorg støtter vi hinanden i at leve et liv, hvor vi ikke tør række ud efter det, som vi drømmer om. Vi fortæller hinanden, at lederjobbet nok er hårdt, at udlandsopholdet koster, og at der kun er kaos og bristede drømme på den anden side af skilsmissen. Det er ikke bare omsorg og støtte. Det er også en subtil måde at holde hinanden nede på. Når vi støtter vores døtre, søstre, veninder, kollegaer i at være bange, så sørger vi også for at de ikke pludselig får et liv, som er mere spændende end vores eget.

Jeg ville ønske, at vi holdt op med at fortælle hinanden, at det er bedst at ­være forsigtig. At vi i stedet kræver mod og styrke af små piger og voksne kvinder, ­ligesom vi kræver det af drenge og mænd. At vi opfordrer hinanden til at søge jobbet, slå i bordet, forlade manden, og gå selv! For som jeg forklarede min lille ­spiderman, da han tudede til fastelavnsfesten: Man bliver aldrig kattedronning, hvis man ikke tør give tønden et gok! 

LÆS OGSÅ: De uskrevne sms-regler

LÆS OGSÅ: Er kvinde kvinde værst?

LÆS OGSÅ: Kvinder, råb højt og vær smukke!