”Jeg vidste, inden jeg tog afsted, at flere børn ville dø, end jeg var vant til”

En af de patienter, Astrid Opstrup husker bedst fra sin tid som udsendt sygeplejerske i den Centralafrikanske Republik, er en lille dreng på kun tre uger.

Han blev indlagt med en infektion og havde svært ved at få vejret. I Danmark ville han være røget direkte i respirator, men den slags udstyr findes ikke på hospitalet, der ligger i et af verdens fattigste lande. De gav ham ilt og antibiotika, men det hjalp ikke. Astrid og hendes kolleger kunne se, at han var i panik, fordi han ikke kunne få vejret. Efter tre dage døde drengen – og den oplevelse var hård, selvom Astrid på forhånd havde gjort sig klart, at hun som sygeplejerske ville se flere børn, der døde, fordi de ikke havde mulighederne for at hjælpe dem:

- Jeg har altid vidst, at jeg ikke kan redde dem alle sammen. Og der vil være flere, der dør, end jeg er vant til. Men det har jeg accepteret, inden jeg tog afsted. Jeg har lært at sige, at det ikke er min sorg. Det er ikke mit barn. Jeg er ikke ligeglad, men jeg har min faglighed og kan sige, at jeg har gjort, hvad jeg kunne med de muligheder, jeg havde.

LÆS OGSÅ: Johanne Mygind: Derfor bør du tage på kvindelejr

Meget langt fra Rigshospitalet
Astrid er netop kommet hjem fra et seks måneder langt ophold i Den Centralafrikanske Republik (CAR). Landet har været plaget af militærkup og interne kampe, som er gået hårdt ud over befolkningen. Hundredtusinder er tvunget på flugt, og situationen betyder, at udviklingen er gået i stå:

- De folk, du ser på gaden, har iturevet tøj og ingen sko på fødderne. De bor i små lerhytter med sivtag. Mange af husene er faldet sammen, og de har ingen elektricitet. Familierne sidder udenfor husene i små udendørs køkkener og laver mad, forklarer Astrid.

Astrid måtte derfor også vænne sig til en hverdag som sygeplejerske, der lå meget langt fra hverdagen på danske hospitaler. En af de vigtigste lektier, hun hurtigt lærte, var ikke at komme med en masse færdiglavede planer om, hvad der skal ske. Først og fremmest må man lære at forstå den virkelighed, de lokale sygeplejerske arbejder i:

- Jeg sørger for ikke at komme og tro, at jeg skal lave alting om. Selvfølgelig kan jeg se ting, der ikke fungerer, men der er en grund til, at det ikke fungerer.

En af de ting, hun med det samme undrede sig over var, at måleudstyret til babyerne ikke blev håndteret på samme sterile måde, som hun var vant til:

- I Danmark har hver eneste barn måleudstyr på, så man kan holde øje med hjerterytmen. Når udstyret er brugt, smider jeg det ud eller tørrer det af med sprit. Men der kunne jeg se, at mine afrikanske kolleger ikke altid fik desinficeret udstyret. Hvorfor sker det ikke, spurgte jeg mig selv. Men da jeg havde været der i en måned og set, hvordan tre sygeplejersker skulle tage sig af 60 børn og kun havde to måleapparater, så kunne jeg godt forstå, at det ikke var det, de lagde mest vægt på. Ikke fordi de ikke forstår det – men det er ganske enkelt et spørgsmål om, hvad der er resurser til.

Kun på besøg
Opgaven i Den Centralafrikanske Republik lød for Astrids vedkommende på at klæde de lokale sygeplejersker bedre på. Fordi hun som dansk sygeplejerske har en masse viden med sig, kan hun lære fra sig. Det kunne være helt små enkle ting som at give babyerne sukkervand, inden de skulle have et stik, der gjorde ondt på dem. Men i stedet for at komme og fortælle, hvad de skulle gøre, gjorde hun det selv i en periode, så kunne kollegerne se, at børnene blev mere rolige og ikke skreg, når de blev stukket. På den måde gav det pludselig mening for de andre sygeplejersker, og de begyndte selv at bruge metoden – man kommer ingen vegne ved at forsøge at pådutte andre metoder, når man ikke selv skal blive der, mener Astrid:

- Det kan lyde hårdt, men det er ikke mine børn. Jeg tager afsted igen. Jeg kan ikke blive. Det er de lokale sygeplejersker, der skal have lyst til at gøre det. Men de skal vide, at det hjælper.

Da Astrid rejste hjemmefra havde hun en lang uddannelse bag sig og adskillige års erfaring fra en afdeling med højt fagligt niveau og alverdens udstyr. Det skal man huske at have med i tankerne, inden man rejser til et sted som CAR:

- Det jeg lærte og altid plejer at sige til dem, der skal ud, er, at jeg kommer fra at have gået i skole, siden jeg var seks, og nu er jeg 34 år. Jeg har en helt anden baggrund. De sygeplejersker, jeg har arbejdet sammen med, har seks måneders uddannelse. Jeg er altså ekstremt veluddannet i forhold til dem. Jeg kan ikke forvente, at de kan det samme som mig.

Hun var meget imponeret over fagligheden hos sine kolleger – og at de er i stand til at arbejde i et land, der har været under konstante uroligheder i mange år:

- De kan ikke vide, hvad der sker i morgen, men de kommer på arbejde alligevel. De er glade for arbejdet, og de er dygtige. De vil gøre meget for patienterne, men den kontekst, de lever i, er så forskellig fra vores danske. De kommer på arbejde, selvom de har mistet et barn i går og lever med en helt anden usikkerhed.

LÆS OGSÅ: Lone Frank: "I starten tænkte jeg, hvad formålet var med at leve videre"

Traditionel behandling
På hospitalet fik de på et tidspunkt et toårigt barn ind, der havde astma og vejrtrækningsbesvær. Han havde høj feber, og da en sygeplejerske ville pakke ham ind i et vådt klæde, opdagede hun små stik på hans bryst. Astrid blev tilkaldt, og de spurgte familien, hvor de stik kom fra. Først ville de ikke ud med det, men bedstemoren indrømmede, at hun havde vaccineret barnet efter anvisning fra den lokale, traditionelle behandler.

Den slags så de tit på hospitalet, fordi mange tror på, at landsbyens kloge mand eller kone kan hjælpe. Det er en del af virkeligheden, som man skal forholde sig til. Og selvom forældrene nogle gange har gjort noget, der har skadet deres barn mere end, det har gavnet, kan man ikke komme som dansk sygeplejerske med sine fordømmende holdninger, forklarer Astrid:

- Traditionel behandling er svær at hamle op med. Jeg har måttet sige til mig selv, at hvis de har boet i bushen hele livet, og deres eneste mulighed er at gå til en traditionel behandler, så kan jeg godt forstå, at de gør det. Men som sygeplejerske må man prøve at forklare, at det ikke er godt for deres barn. At behandlingen kan gøre børnene syge. Jeg prøver at undgå at sige, at det, de har gjort, har gjort deres barn sygt. Men jeg prøver at få dem til at forstå og tro på, at de ikke skal fortsætte med det og tro på vores behandling nu, hvor de er kommet til hospitalet."

Ligesom mange folk tyer til alternativ behandling herhjemme, hvis de eksempelvis får besked om, at sygehusvæsnet ikke kan hjælpe dem, er traditionel behandling eneste mulighed for nogle i CAR. Og man skal huske, at de behandlere sikkert har hjulpet en masse i landsbyen, forklarer Astrid:

- Det er nemt for mig som veluddannet sygeplejerske at sige, at det jeg gør, er rigtigt. Jeg ved nogen ting, men jeg ved jo ikke alt.

Bliver ikke et bedre menneske
Opholdet i Den Centralafrikanske Republik var tredje udsendelse for Astrid, der tidligere har været i Sierra Leone for at hjælpe under ebolaepidemien. Hun er klar til at rejse afsted igen, hvis hun får muligheden. Men det med at rejse ud som sygeplejerske er ikke bare et velgørenhedsprojekt, forklarer hun:

- Jeg rejser ikke kun ud for at redde verden, det er også for at udfordre mig selv. Jeg har en tro på, at vi skal hjælpe, hvor vi kan. Masser af mennesker kan ikke tage ud og hjælpe på den måde, fordi de måske har familie, der holder på dem, men jeg har muligheden. Jeg tror ikke, at man bliver et bedre menneske af at rejse ud og arbejde. Man kan ligeså godt give 200 kroner til en hjælpeorganisation. Nogen har lyst og mulighed, og nogen har ikke. Men jeg tror på, at det gør en forskel. Jeg kan ikke redde hele verden, men jeg ved, at jeg har gjort en forskel for de enkelte mødre og børn, jeg har mødt.

Hun har taget en accept med sig hjem af, at hun ikke kan forandre verden på én dag, selvom hun gerne ville. Og så har hun fået en anden verdensforståelse med sig:

- Man bliver et andet menneske af at stå og se børn dø, vel vidende at de ikke ville dø, hvis de boede et andet sted i verden. Jeg går ikke rundt og er ked af det, men man kommer til at se på verden og tænke, hvad er det egentlig, vi mennesker har gang i?