Kvindeidealet er et erotiseret barn
SPONSORERET indhold

Size 0 og botox: Kvindeidealet er et erotiseret barn

Hvorfor er idealet for kvindekroppen, at den ikke skal være meget større end et barns? Anne Sofie Allarp skriver om fænomenet i sin klumme.

Af: Anne Sofie Allarp Foto: Flemming Gernyx & Alamy
24. jul. 2014 | Livsstil | ALT for damerne

Jeg har en helt fantastisk japansk veninde, som jeg mødte, da vi begge arbejdede i Afrika for små ti år siden. På daværende tidspunkt var hun i starten af 30'erne og single. Da jeg en dag spurgte hende, hvad hendes forældre sagde til det, svarede hun:

"De taler ikke om det mere. I Japan er en ugift kvinde over 23 ligesom en julekage efter jul. Først sætter man prisen ned, så dumper man prisen fuldstændig og nu har de simpelt hen opgivet, at jeg nogensinde bliver gift."

"Men hvad med ham Joshi fra jeres ambassade?" spurgte jeg mest for at muntre hende og også mig selv lidt op. "Han er da meget sød."

"Et mindre, blegere, og mere fåmælt pigebarn på 25 skal man lede længere efter."

"Jeg er alt for maskulin til ham," sagde hun så til min store overraskelse. Min veninde er måske 160 cm høj, meget lille og fin. Jeg var målløs. "Og i øvrigt har han en kæreste"

Hende mødte jeg senere, mens hun var på besøg hos Joshi, og så kunne jeg godt forstå, hvad min veninde mente. Et mindre, blegere, og mere fåmælt pigebarn på 25 skal man lede længere efter.

Det japanske kvindeideal
Senere da Joshis kæreste var rejst hjem igen, spiste min daværende mand og jeg middag med ham og min veninde. Vi kom til at tale om de japanske mænds kvindeideal, og ifølge Joshi kan omkring halvdelen af japanske mænd klassificeres som pædofile. Det vidner salget af skoleuniformer og pigetrusser - til andre end små piger - blandt andet om, mente han.

Min begrebsverden blev nærmest aldrig den samme igen, og jeg tænkte, at det var godt, at der gik nogle vikinger rundt på den nordlige halvkugle, der havde en noget sundere appetit på livet.

Men her et årti senere, må jeg desværre konstatere, at den vestlig kulturs kvindeideal helt parallelt peger imod barndommen, ikke i form af rottehaler, påmalede fregner og bomulds-trusser, men med sit eget barneerotiserede udtryk.

Vi er ikke bedre i Vesten
Tag kosmetiske ansigtsoperationer. Det er næsten umuligt at se en Hollywood-film uden at sidde og spekulere på, hvad der får en talentfuld skuespillerinde til at lade sin overlæbe vokse sig større, eller uproportionelt stor i forhold til sin underlæbe.

Det forekommer nemlig kun blandt spædbørn at overlæben er større og altså aldrig hos voksne mennesker uanset køn og etnicitet. Det er derfor, det ser så mærkeligt ud både i virkeligheden og på film. Og da en markant profil ikke passer sig for en kvinde, så er reduktioner af næsens størrelse et andet kosmetisk hit.

"Det er også vigtigt, at en kvinde ikke er i stand til at se vred ud."

Rynker er vi blevet vant til at bekæmpe, fordi kvinder med erfaring kulturelt opleves som frastødende. Og det er også vigtigt, at en kvinde ikke er i stand til at se vred ud, men alene overrasket eller overrumplet, så vi opfordres til at lamme vitale nerver i ansigtet, så vi heller ikke med vores ansigtsudtryk kan komme til at støde nogen.

Flinkeskolen møder hermed big pharma (de store medicinalselskaber, red.), og resultatet er ikke til at tage fejl af, når tv-oplæserens ansigtsudtryk ikke har ændret sig en millimeter fra indslaget om trafikdræbte til vejrudsigten. Vores ansigter skal være statiske, behagelige, glatte og smukke. Og smukke betyder store øjne og i øvrigt små, fine og bløde træk, præcis som et barns.

Mænds holdning til kvinders vægt
Modeverdenens ideal-kvinde har som regel ikke rigtigt bryster, mens den erotiserede idealkvinde har bryster, der leder tankerne hen ad teenage-piger, jævnfør også privathospitalet Nygarts "Nye-Bryster"-kampagne, hvor de bruger naturlige teenage-bryster til at sælge deres kirurgiske bryst-indgreb.

Idealkvindens former er i det hele taget ikke en kvindes former, men et stort barns eller en teenagers former. Dette er bedst eksemplificeret ved size-zero-fænomenet. Størrelse nul eller dobbelt nul i USA svarer jo til en størrelse 30-32 i Europa. Tænk lige på det mindste voksne menneske, I kender, og der er gode chancer for at vedkommende bruger en størrelse 34-36.

Size zero svarer faktisk til den gennemsnitlige størrelse på et 8-årigt barn. Kropsidealet er altså et præpubertært pigebarn, og det smitter af på, hvordan vi som samfund opfatter kvindekroppen. Ny forskning viser at mænd vurderer normalvægtige kvinder som overvægtige, startende ved et BMI på 22,59, eller ca. 65 kilo for en kvinde på 170 cm.

Lille-pige-looket er en realitet
Trods det, er det de færreste voksne kvinder, der kan skrue sig ned i bukserne i børneafdelingen. Men et andet sted er det relativt nemt at komme til at ligne et barn. Skulle nogen være i tvivl, så får de kvindelige, ydre kønsorganer nemlig naturligt behåring omkring puberteten, men følger man moden, eller den siden år 2000 herskende norm, og sørger for at kønsorganerne er helt fri for hår, så er lille-pige-looket en realitet. Skulle de indre kønslæber imidlertid afsløre, at man faktisk er kommet ud på den anden side af puberteten, så kan man få dem opereret, så de ligner et barns. Ben og armhuler skal selvfølgelig også være glatte.

Denne ubehårede, glatte, trutmundede dukke, der får lammet nerver i ansigtet for permanent at have et behageligt, udtryksløst udseende, som bruger formuer på cremer, serummer og andre besværgelser for at undgå, at alder og erfaring kan ses, og hvis hoved er lige lidt for stort til kroppen, er den vestlige kulturs barne-erotiserede kvindeideal. Vi har ikke automater, hvor man kan trække sig et par brugte skole-pigetrusser, men vi har mærkeligt nok skabt os et ideal, der i lige så høj grad erotiserer det store pigebarn.

Min veninde fandt sig i øvrigt en sød japansk mand, som ikke synes, hun er mandhaftig overhovedet. For sådan har naturen det med at overtrumfe kulturen derude i virkeligheden.

LÆS FLERE KLUMMER AF ANNE SOFIE ALLERP HER.