"Nu har jeg kun 10-20 års menstruation tilbage"

Af Sofie Maria Brand

KLUMME: Hver gang kommer den bag på mig. Dagen, hvor jeg er grådlabil og kortluntet. Og det er først, når dagen er omme, og jeg "kommer til mig selv", at jeg kommer i tanke om hvorfor – på trods af, at det har gentaget sig hver måned i over 20 år. Jeg taler selvfølgelig om mange kvinders trofaste følgesvend: PMS, som påvirker os i forskellig grad.

LÆS OGSÅ: Det sker der i kroppen, når du har menstruation

Der er indimellem forsøg på at aflive tilstanden, bl.a. i en Ted Talk af psykolog Robyn DeLuca (2015), som siger, at når vi trækker PMS-kortet, står vi ikke ved vores følelser og bliver ikke taget seriøst af omgivelserne. Hun har mange gode pointer – en del af problemet er nemlig synet på menstruation og andre naturligheder, men i stedet for at lade, som om det ikke eksisterer, skal vi hellere skabe mere accept og respekt omkring det. Et godt eksempel er fotoet af kunstneren Rupi Kaur, der var blødt igennem på en madras, som vakte væmmelse og censur på de sociale medier i 2015. Vi ser det også i forbindelse med graviditet, hvor man helst skal være fuldstændigt upåvirket – for man er jo ikke syg! Nej, men man er fandeme heller ikke helt sig selv, hverken mentalt eller fysisk, og det bør være okay.

Nå, men ud over min PMS-dag, som typisk overmander mig i midten af min cyklus, er der jo også selve dagen, hvor menstruationen starter. Der er jeg træt og oppustet og har ondt i underlivet og hovedpine. Jeg kan lige så godt lade være med at arbejde, jeg får ikke lavet noget brugbart, men jeg arbejder selvfølgelig alligevel – pligtopfyldende, som man jo er, plus at det er utænkeligt at melde sig syg med beskeden "menstruation". Fyresedlen ville jo blafre i den tørre kontorluft.

Det er i det hele taget risikabelt at nævne ordet menstruationsfri, og man kan være sikker på at møde både hån og latterliggørelse. Metroxpress bragte på et tidspunkt artiklen "Læge: Kvinder bør have betalt menstruationsorlov hver
måned" (4.12.14), som blev ledsaget af utallige fnys og åh, jeg har også lidt ondt i lilletåen-kommentarer på de sociale medier. Men det rammer selvfølgelig også lige ned i en anden øm (men vigtig) tå, nemlig ligestilling. Af artiklen fremgik det, at kvinder i Japan og Indonesien har ret til at holde menstruationsfri, og at man overvejer det i Canada, og en britisk professor i gynækologi forklarede, at menstruationsfri booster kvinders motivation og produktivitet, og "at nogle kvinder føler sig virkelig groggy, når de har menstruation, og det er en kamp at komme på arbejde, hvor de ofte føler, de slet ikke slår til."

Jeg husker engang, jeg var til en fødselsdag, hvor der var en kvinde på cirka 40 år, som fortalte, hvordan hun havde slæbt sig på arbejde i årevis, når hun havde menstruation. Men nu havde hun fået nok og sygemeldte sig med god samvittighed en-to dage om måneden, for hun var vitterlig syg, og menstruation måtte være en lige så legitim grund som alt muligt andet. Hvordan hendes arbejdsgiver så håndterede det i længden, ved jeg ikke. Selvfølgelig skal man passe på ikke at sygeliggøre noget naturligt, men man skal også passe på ikke at latterliggøre og negligere det. Både PMS-dagen og mensesdagen slår i hvert fald mig fuldstændig ud af kurs – førstnævnte dag mærker mine nærmeste mest til, sidstnævnte dag går ud over mit arbejde. Men det fede er, at jeg nu kun har 10-20 års menstruation tilbage. Gad vide, hvordan livet bliver på den anden side.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.


LÆS OGSÅ: Myten om PMS er aflivet

LÆS OGSÅ: Sådan spiser du dig fra PMS

LÆS OGSÅ: Går disse kvinder over grænsen, når de udstiller deres menstruation?