”Vi lever stadig i et samfund, hvor kvinder skal kunne passe en størrelse 36 og ligne en på 32”

Jeg fylder 40 til oktober, og det er nu, at jeg skal begynde at få krise. Jeg bør træne mere, bruge mere makeup, være mere omhyggelig med opstrammende cremer og sørge for, at reflekser og striber skjuler mine grå hår. Det er i hvert fald mit indtryk, når jeg læser interviews med alle de kendte kvinder, som er 8-10 år ældre end mig.

"Nogle dage synes jeg, at det er trist, og ­andre dage synes jeg, at det er lige ­meget, at jeg sgu da ser meget godt ud," ­sagde 48-årige Cecilie Frøkjær her i ALT for ­damerne efter at have fortalt i detaljer om, hvordan hun hele tiden måtte tæmme ­sine madglæde, hvis hun stadig skulle være studievært på de store shows. Den gudesmukke skuespiller Ellen Hillingsøe på 49 forklarede til gengæld i et andet interview, at hun havde ­accepteret, at hun ­ikke længere var et objekt for mænds blikke. "Jeg forstår da godt, at en fyr på 25 ikke gider glo på mig." Og så kan man spekulere på, om Mads Steffensen på 46 også spiser salat og forsager hvidt brød i håbet om at være tynd nok til skærmen? Og om Mads Mikkelsen også må tage afsked med rollerne som førsteelsker, fordi han er fyldt 50?

Jeg tror det ikke, for vi lever stadig i et samfund, hvor mænd kan være lækre med topmave og grå tindinger. Kvinder skal derimod kunne passe en størrelse 36 og ligne en på 32 for at undgå at blive ­opfattet som fede, gamle, grimme og dermed uinteressante. Det er smart, for på den måde sikrer man effektivt, at ­kvinder bliver ved med at tvivle på sig selv og ­aldrig får øje på deres egne muligheder.

Da jeg var i 20'erne, brugte jeg så uendelig meget tid på at tænke over, om jeg var dygtig og smuk nok til at få mine drømme om voksenlivet opfyldt. I 30'erne var jeg hele tiden bange for, om jeg gav ­mine børn nærvær og kærlighed nok og ­samtidig passede mit arbejde ordentligt. Nu fylder jeg 40 år. ­Småbørnsårene er næsten slut, og jeg har omsider lagt min professionelle usikkerhed på hylden. Og hvad sker der så: Slask, så skal jeg være bange for at være "for gammel"! Men jeg gider ikke bruge resten af mit liv på at stå foran spejlet og spotte hver ­eneste nye rynke, mens jeg forsøger at ­smile tappert. Jeg gider ikke føle, at jeg taber mere og mere i værdi, jo ældre jeg bliver. I stedet vil jeg tænke på den danske ­forfatter Jytte Borberg. Hun levede et konventionelt liv som lægekone og hjemmegående husmor, indtil hun udgav sin ­første bog som 51-årig. Herefter tog fanden ved hende. Hun flyttede til kunstnerkolonien Fjaltring, skrev den ene bog ­efter den anden, badede nøgen i Vesterhavet hele året, gjorde intet for at ­skjule sin ­lidenskab for yngre mænd, og ­hendes romaner blev ­mere og mere erotiske, jo ældre hun blev. Som 80-årig udtalte hun i et interview: "I dag kan jeg vælge og handle uden tvivl og uden at være til at ryste (...) Efter familielivet følger en ny fase med en frihed, som det værd at benytte sig af".

Jytte Borberg døde som 89-årig til et middagsselskab på Rungstedlund omgivet af Danmarks klogeste mænd og kvinder. Hun havde ansigtet fyldt af ­rynker. Hun havde en ny bog på vej. For ­hende var alderen ikke noget, som ­skulle ­bekæmpes. Den var en frihed, som hun benyttede sig af. Fremover vil jeg ære Jytte Borbergs minde, hver eneste gang jeg finder et gråt hår. 

LÆS OGSÅ: Jeg begyndte at hade mine lår, da jeg var 13 år gammel

LÆS OGSÅ: Johanne Mygind: Derfor bør du tage på kvindelejr

LÆS OGSÅ: Hvorfor bliver vi kvinder ved med at holde hinanden nede?