Skinny Jeans skadelige
SPONSORERET indhold

35-årig kvinde syg af at gå med skinny jeans

Vores alle sammen favoritbukser, skinny jeans, har fået et videnskabeligt rap over nallerne, og bliver beskyldt for at kunne beskadige vigtige nerver.

23. jun. 2015 | Mode | Eurowoman

En 35-årig kvinde fra Australien måtte indlægges og klippes ud af sine skinny jeans efter at hun havde hjulpet et familiemedlem med at flytte. Det beretter det britiske lægetidsskrift Journal of Neurology, Neurosurgery and Psychiatry.

Flytteprocessen indebar blandt andet, at kvinden iført de stramme bukser måtte gå ned i knæ mange gange. Men det skulle hun aldrig have gjort. I hvert fald ikke i den mundering. Langsomt begyndte hun at føle ubehag i læggene, der svulmede op, på grund af de mange løft. Men trykket fra hendes jeans gjorde, at der ikke var nok plads til udvidelsen ud ad, som derfor i stedet begyndte at presse ind ad; det såkaldte kompartmentsyndrom, der kan være både smertefuld og farligt, fordi nervebanerne på grund af trykket bliver klemt.

På vej hjem efter flytningen mistede den 35-årige kvinde gradvist følelsen i fødderne, der til sidst blev helt følelsesløse, så hun væltede. Ude af stand til at rejse sig blev hun efter et par timer fundet og bragt på Royal Adelaide Hospital.

Undgå stramme jeans og højhælede sko sammen
I tidsskriftet erklærer lægerne, at denne komplikation ved brugen af stramme jeans er den seneste nye opdagelse.

I 2012 blev stramme, lavtaljede jeans kædet sammen med en brændende, prikkende fornemmelse i låret forårsaget af tryk på en nerve i benet, da en læge var ude at fortælle om flere kvindelige patienter, der havde oplevet samme "bivirkninger". Kvinderne, der oplevede den ubehagelige konsekvens, slap for problemet ved at gå i kjoler i seks uger.

Opfordringen lød dengang, at udskifte de stramme jeans med en elastisk version, og at undgå at bære de ufleksible modeller med højhælede sko, da hoftens hældning skaber øgede pres på området.

I Australien blev den 35-årige kvinde klippet ud af sine jeans og fik intravenøst drop. Efter fire dage havde hun fået følelsen tilbage og kunne heldigvis selv gå fra hospitalet.
Fremover vil vi holde os til ikke at dyrke motion i vores jeans.

LÆS OGSÅ: Derfor skal du aldrig vaske dine jeans, hvis du er glade for dem