Chefredaktøren for Eurowoman: "Jeg har fået nok af at kigge på alt for unge og ultratynde modeller"

Pludselig spirer det frem med såkaldte plus size-modeller som Ashley Graham, der har taget modeverdenen med storm, transkønnede modeller som Andreja Pejic´ og Hari Nef, hijab-bærende modeller som Halima Aden og modeller med synlige hudlidelser som Winnie Harlow, der har hvide skjolder over hele kroppen pga. sygdommen Vitiligo. Kvinder, der lever af deres udseende, men ikke lever op til det gængse skønhedsideal. De har succes med det. Stor kommerciel succes, og de rykker lige så stille ved vores grænser for, hvad vi opfatter som perfekt.

Vores kropstema har været længe undervejs. Selv om vi nok vil blive skudt i skoen, at vi ved at putte tre forskellige kvinder og kropstyper på forsiden denne måned bare forsøger at være med på tendensen, mener vi det alvorligt. Vi har gennem længere tid været i gang med at udvide normen for, hvilke kvindetyper og modeller vi måned efter måned portrætterer i Eurowoman.

I vores januarnummer havde vi en modeserie med plus size-modellen Jennie Runk, sidste år havde vi et interview med tv-værten og modeeksperten Chris Pedersen, som lavede en programrække på DR om de nye skønhedsidealer og udviskning af køn i modebranchen. I forrige nummer havde vi modellen Christine Sofie på forsiden og i en modeserie. Hun fortalte bl.a. om, hvordan hun er holdt op med at kæmpe for at være en str. 36 til fordel for en succesfuld modelkarriere som str. 40, og vi har også interviewet komikeren Sofie Hagen om, hvilke fordomme hun har mødt ved at være tyk.

Jeg tror ikke, at jeg er alene, når jeg siger, at jeg (og min redaktion) har fået nok af at kigge på alt for unge og ultratynde modeller. Vi vil se på smukke kvinder, men også kvinder med personlighed. Faktisk redigerer vi vores billeder langt mindre, end mange fx gør på deres Instagram-profiler, og vi gør aldrig modeller tyndere i billedbehandling – fordi vi ved, at vi har et ansvar.

De sidste par år har vi hyldet kærlighed i vores julinummer – i år er det kærlighed til kroppen og større diversitet kvinder imellem. Vi har tre seje af slagsen til dig: supermodellen Nina Agdal, der lever af sit sunde og sporty udseende som topmodel. May Simón Lifschitz, en transkønnet model, der fra en ung alder vidste, at hendes krop ikke passede til hendes sind, og amerikanske Candice Huffine, en af verdens mest efterspurgte modeller, der med sin str. 44/46 ofte kaldes plus size, selv om hun for os blot er en af de smukkeste kvinder, vi længe har set.

I øvrigt en opfordring til de københavnske butikker: Det var nærmest umuligt at finde tøj i de større størrelser til Candice, og vores modeteam var virkelig på en svær opgave.

Vi vil helt sikkert blive udskældt for, at de kvinder, vi har med, ikke er forskellige nok, og at vores fokus på kroppen nok bare er en engangsforestilling. Jeg kan ærligt sige, at det er vores ambition med små skridt at støtte op om større diversitet i en branche, som jeg elsker over alt på jorden. Om vi lykkes, er op til dig at vurdere.

Alle kvinderne i månedens nummer har noget på hjerte, men denne kommentar fra May Simón Lifschitz rørte mig dybt, og derfor vil jeg afslutningsvis dele den med dig:

"I løbet af de sidste par år har jeg opdaget, at den perfekte kvinde findes, men ikke sådan, som vi bruger det meste af vores tid på at forestille os hende. Hun findes på et immaterielt, spirituelt plan i os alle og bestemt ikke som noget, der er forbundet til din krop. Hun er den allerbedste version af dig selv. Sådan som du har det, når du er allermest i balance. Det tror jeg, er den perfekte kvinde."

God læselyst, Anne Lose
Chefredaktør, Eurowoman