Chloé
Foto: James Cochrane | Alt det bedste fra S/S 17 modeugen i Paris
Eurowoman

Modeuge i Paris

De vigtigste key items fra modeugen i Paris

Modeugen i Paris bød på nedskalerede tasker, oversize størrelser og statement T-shirts. Se sæsonens vigtigste key items fra blandt andre Louis Vuitton, Chanel, Saint Laurent og Balenciaga.

Af Kristine Halken, Camilla Larsson og Victoria Saceanu 30.mar.2017 Mode

Balenciaga

Show
Med sidste sæsons debutshow slog chefdesigner Demna Gvasalia fast, at der er en ny Balenciaga-kvinde i byen. Det sætter han en fed streg under denne sæson med 80'er-inspirerede silhuetter med skarpe skuldre, stribede skjorter, oversize tasker, der ligner marokko-puder, lakbælter i taljen, sko med firkantede snuder og colour blocking.

Look
Farverig og blomstret spandex (ja, du hørte rigtigt), tern, similisten, nålestriber og den smukkeste farveskala med en skønsom blanding af dueblå, pink, lilla og orange.

Keyitem
Den perfekte oversize trenchcoat med markante skuldre.

Der skal investeres i en trenchcoat til foråret – vi drømmer om denne

Saint Laurent

Show
Det var kreativ direktør Anthony Vaccarellos debutshow efter Hedi Slimanes départ. Der er dog ikke ændret synderligt på stilen, og Vaccarello starter, hvor Slimane slap, i 80'erne. Looket er glamourøst og sexet med pufærmer, læderjakker, boyfriend jeans og metalliske kjoler, der ville have givet Alexis fra Dollars julelys i øjnene.

Look
Læder, velour og lak mikset med pailletter og blonder, det hele holdt i sort med enkelte farvestrejf.

Keyitem
Stiletter og øreringe med det ikoniske YSL-logo, der satte gang i spekulationerne om, hvorvidt mærkets navn søger tilbage til rødderne, efter Hedi Slimane slettede Y'et og lod SL stå alene.

YSL forever!

LÆS OGSÅ: 11 danske smykkedesignere du skal kende

Chanel

Show
Karl Lagerfeld startede showet med to Chanel-robotter i tweedsuits i et imponerende setup, der skulle ligne en mainframe-computer med referencer til den digitale verden, vi lever i. Ned ad catwalken defilerede en parade af modeller i sarte lingeriinspirerede blonder, kulørte sommerkjoler, oversize krystalbesatte logoøreringe, halskæder, der lignede computerdisketter, og omvendte kasketter.

Look
Helt i Coco Chanels ånd er der tweed en masse, denne sæson dekoreret med krystaller, multifarvede silkeprint, delikate blonder og knald på sommerfarverne med pink, grøn, orange og blå.

Keyitem
En Chanel-robottaske, bien sûr.

En Chanel-robottaske. Alt for meget og alligevel helt perfekt

Louis Vuitton

C'est magnifique! Modeller på location med udsigt til smukke Place Vendôme

Show
Kreativ direktør Nicolas Ghesquière holdt hof i de overdådige lokaler på Place Vendôme, der skal huse Louis Vuittons nye flagskibsbutik. Ligesom venuet er også selve kollektionen mere sofistikeret og glammet end sædvanligt. Der er 80'er-inspirerede asymmetriske kjoler med afslørende cut-outs, lædernederdele, T-shirts med print, tern og blondebukser med blomstermønster.

Look
Metalliske toner og jordfarver møder sort-hvidt print og 80'ernes yndlingsfarve, koboltblå, med krystaller og massevis af læder fordelt ud over kollektionen.

Keyitem
Den ikoniske Petite Malle Trunk Bag var blevet nedskaleret til en iPhone-holder. Vi forudser alenlange ventelister.

Det hypede mobilcover, der fik diverse mode-Instagram-profiler til at eksplodere

LÆS OGSÅ: 31 danske designere, du skal kende

Loewe

Show
Moderne, men tidløs – luksuriøs, men unflashy. Det er fortsat den kvinde, chefdesigner Jonathan Anderson designer Loewes kollektioner til. Denne gang forklædt som hyldest til langsomme sommerdage, hvor de bløde silhuetter får selskab af modehusets spanske arv med ballonærmer, høje og tækkelige halse og nederdele med print a la blå-hvide duge.

Look
Patchwork og plisseringer, bomuld og nylon, hør og brokademønstre i klare farver som orange, dueblå og grøn over for naturlige nuancer som sand, camel, sort og brun.

Keyitem
Den oversize taske, som alle modeller bar, særligt ægte tæppe-versionen.

Isabel Marant

Show
Sidste sæson havde den ellers så bohemede Isabel Marant mere attitude og en dosis 80'er-club kid. Udtrykket er blødt lidt op, men har stadig et stærkt fundament i 80'erne. Der er flæser på både kjoler, toppe og sko, smukke one shoulder-pieces, kedeldragter, romantisk blomsterprint og ekstra fokus på taljen. Isabel Marant ved, hvad storbypigen vil have.

Look
Multifarvede blomsterprint, denim, sølv, metallisk rød, græsgrøn og sæsonens yndlingsfarve, pink.

Keyitem
En blomstret kjole a la Marant står allerede øverst på ønskelisten.

Dior

Show
Det var den tidligere Valentino-designer Maria Grazia Chiuris debut hos Dior, og dermed har det traditionsrige franske modehus fået sin første kvindelige kreative direktør. Netop det feminine er i fokus i en kollektion, der spiller på kontrasterne og er både sporty og überfeminin med blondekjoler, statement-T-shirts, tylsskørter og logomania med J'adior skrevet på alt fra solbriller til sko.

Look
En blanding af quiltet læder, denim, blonder og de smukkeste farverige broderier på gulvlange tylsnederdele.

Keyitem
Maria Grazia Chiuris bud på en Dior-statement-T-shirt. We should all be feminists!

Hermès

Høj talje, brede skuldre og asymmetriske lynlåse

Show
Også hos Hermès griber chefdesigner Nadège Vanhee-Cybulski ud efter 80'erne, og hendes minimalistiske signatur får følgeskab af diskrete antydninger fra årtiet som brede skuldre, lynlåse og højtaljede bukser.

Look
Sporty detaljer og sprød bomuld over for blød silke og læder tilsat hightech-noter som akryl på skohæle. Friske farver som citrusgul og grøn over for naturlige toner som kamel, kit, og sand.

Keyitem
Minitasker så små, at de også kan bruges som halssmykker.

LÆS OGSÅ: Her er sæsonens 50 bedste tasker

Vetements

Show
Det disruptive franske designerkollektiv er på få sæsoner kommet på hele modeverdenens radar og er ikke til at komme uden om i gadebilledet. Denne sæson har de inviteret gaden ind på catwalken med en kollektion udelukkende bestående af colabs med mærker som Juicy Couture, Levi's, Champion, Schott og Reebok. Der er hættetrøjer, trenchcoats, jeans, som efterhånden er deres varemærke, og feminine flæsekjoler stylet med lårhøje satinstøvler.

Look
Striber, lyserød velour, sporty kvaliteter og masser af denim tilsat koboltblå, pink og rød.

Keyitem
Husets efterhånden ikoniske hættetrøjer.

Hættetrøjen med kig til skulderen er et colab med sportsmærket Champion

Céline

Show
På bedste Phoebe Philo-vis liner Céline et forår op, der gør hverdagen lidt nemmere, lidt mere komfortabel, lidt mere luksuriøs og lidt pænere. Fra jakkesæt med kasseformede blazere og cropped bukser og flagrende lange nederdele tilsat strømper i sandalerne til skæve og asymmetriske spil med både silhuetter og farver.

Look
Komfortable materialer som blød silke og sprød bomuld, skarpe skuldre på jakkesæt og overfrakker i mintgrøn, dueblå, citrongul, pink, postkasserød og lilla over for basisfarver som sort, hvid, taube og camel.

Keyitem
Retroinspirerede tennissko.

Stella McCartney

Girls Just Want to Have Fun. Uden pels og læder

Show
Stella McCartney er vegetar med stort V og gør en dyd ud af hverken at bruge pels eller læder i sine kollektioner. Denne sæson tager hun skridtet videre med sloganet 'Thanks Girls, and No Fur, No Leather' printet på kjoler og toppe. Ud over statement pieces er der one shoulder-toppe, bukser med elastikdetaljer i livet og de sejeste ternede stiletter. Hele herligheden sluttede af med en dance-off på catwalken med storgrinende modeller. Måske man virkelig bliver gladere af ikke at spise kød?

Look
Kaki, brune nuancer, blonder, striber og masser af print med farveindslag af pink, rød og blå.

Keyitem
De seje slogan-T-shirts og -kjoler. Det er cool at tage et standpunkt!

Stella McCartney er ikke bange for at sige sin mening. Vi elsker det!

Miu Miu

Show
Miuccia Prada har skruet op for sommer-viben og 60'er-referencerne i sin farverige kollektion, der byder på skønt retroprint, striber, blomstrede kåber af materialer, der minder om frottéhåndklæder, plastiksvømmehætter overstrøet med blomster, wedges med gummisål og pinup-værdige badedragter. Det er umuligt ikke at forelske sig i Miu Miu.

Look
Lilla, lyseblå, brun, rød og lyserød på frotté, uld, silke, lak og bomuld.

Keyitem
Det retroinspirerede blomsterprint er ikke til at komme uden om denne sæson, og Miu Mius bud er et af de smukkeste.

Retroprint, lak og bælte med similisten. Miu Miu har det for vildt

Chloé

Der er stadig romantik i luften hos Chloé. Her er det fra venstre danske Ulrikke Høyer, Luna Bjil og Edie Campbell

Show
Der er lidt mere bypige hos Chloé denne sæson med behagelige jakkesæt og sømandsstriber. Men hippiepigen er aldrig langt væk og dukker op i überromantiske, transparente flæsekjoler og blomsterprint. Efter seks år hos Chloé stopper chefdesigner Clare Waight Keller for modehuset. Vi siger tak for denne gang!

Look
Farveskalaen er holdt i sort, hvid og lyseblå brudt af fine flæsekjoler i sorbetfarver og 70'er-inspirerede blomsterprint i brunlige og blå nuancer.

Keyitem
Det helt perfekte jakkesæt med jakke uden revers og bukser, der hænger skødesløst på hoften.

LÆS OGSÅ: Crocs, flæser og sjove detaljer: London har det sjovt

LÆS OGSÅ: De 3 mest ikoniske mode-amerikanere

LÆS OGSÅ: Model Josefine Nielsen: Denne parfume bruger jeg til fest


Henter...