Ditte Degn bolig
SPONSORERET indhold

Ditte Degn: "Jeg elsker disse tynde strikbluser fra H&M. Jeg har syv og bliver ved med at købe dem"

Ditte har en taskesamling, der kan gøre selv Blair Waldorf misundelig, og blander de eksklusive køb med elegante budgetfund af høj kvalitet.

Af:: Rikke Jung Larsen Foto: Pernille Ringsing
06. okt. 2017 | Mode | ALT for damerne

Fine tasker og sko, gode kvaliteter samt skjorter og jakker i massevis. I klædeskabet hos 32-årige Ditte Kirstejn Degn, Social Media Coordinator hos Triumph og Sloggi og blogger på Velvet Snow, er købene valgt med hjertet og med fokus på detaljerne.

LÆS OGSÅ: Lotte Mørch: "Ikke nok med at de sidder godt, så er de også de første jeans, som jeg har beholdt på, når jeg kommer hjem"

”Mit seneste køb er et par kittenheels fra Rochas, som endnu har deres debut til gode.” Grønne stilletter fra Chloé og flade sko fra N21.

Stil

– Det er sjældent, at jeg sætter ord på min stil. Jeg køber bare dét, der får mit hjerte til at springe et slag over. Men on the spot vil jeg nok sige, at min stil er finurlig, feminin med fokus på detaljerne, mens kvalitet er en vigtig faktor for mine indkøb.

Yndlingstasker fra Chanel og Louis Vuitton.

Inspiration

– Jeg bruger Instagram virkelig meget. Dagligt bruger jeg 2,5 time i offentlig transport, og her er mediet genialt. Jeg følger en masse seje folk inden for både mode og interiør, så det er især her, jeg suger til mig. Derudover læser jeg mange blogs. Jeg har selv blogget i ni år, så der ryger selvfølgelig en masse blogindlæg indenbords ugentligt.

”Jeg er glad for Filuca V i min hjemby Aalborg, både deres vintagebutik og den med de nye fine varer.” Kjole fra Isabel Marant, briller fra Ray-Ban og ur fra Rolex.

Favoritdesigner

– Jeg har ikke nogen decideret favorit, som jeg følger slavisk. Jeg kan se på mine indkøb, at jeg er virkelig glad for Céline og Chloé, når det kommer til fodtøj, mens jeg er vild med Stella McCartney, Forte_Forte og Isabel Marant, når det gælder beklædning. Proenza Schouler, Chanel, Louis Vuitton, Prada og Goyard står bag mange af mine tasker.

”Mit bedste køb er mit Rolex-ur, som jeg gav mig selv, da jeg fyldte rundt – man fylder jo kun 30 år én gang.” Halskæde med D fra Zoë Chicco, kæde med lykkeben er en gave, mens resten af smykkerne er fra Sophie Bille Brahe.

Hverdag

– Jeg er glad for lag og basisvarer i den gængse forstand og hopper tit i en skjorte med en culottebuks og en ankelstøvle eller en herresko. Mine outfits er oftest opbygget efter tasken eller skoene, som jeg vil have med den pågældende dag eller efter mit overtøj, som jeg har en speciel kærlighed for.

”Jeg elsker disse tynde strikbluser fra H&M. Jeg har syv og bliver ved med at købe dem.” Taske fra Prada.

Fest

– Min beklædning til fest er ikke så forskellig fra den til hverdag. Jeg pynter mig med lidt finere sko, måske en nederdel, ellers kan jeg finde på at hoppe i et sæt med print – ofte noget, der ligner en pyjamas. Det er rart og fint på samme tid.

Loafers fra Ali Express, sandaler med fisk fra Prada og sandaler fra Isabel Marant.

Undertøj

– Triumph laver virkelig lækkert undertøj. Jeg fik for alvor øjnene op for det, da jeg startede i virksomheden for to år siden. Kvaliteten er i top, og når man har lavet et produkt i 130 år, så er der altså en vis ekspertise bag produktet, og det kræver lingeri virkelig.

Sæt fra Forte_Forte, sko fra Tabitha Simmons og briller fra Ray-Ban.

Sko

– Jeg er rigtig glad for ankelstøvler i hverdagen, mens jeg til fest ofte bruger Tabitha Simmons’ sko.

Smykker

– Det er de samme smykker, der hænger på mig dag ud og dag ind – mit Rolex Air-King ur fra 1973, som jeg gav mig selv i 30-års fødseldagsgave og mine Sophie Bille Brahe-smykker, som jeg skifter mellem alt efter humør.

”Min sorte Stella McCartney-kjole i satin har jeg fået af min kæreste til min fødselsdag, da vi havde kendt hinanden i lidt over et år. Den er smuk som bare pokker, og jeg vil altid beholde den.” Taske fra Chanel og sko fra Balenciaga.

Bukser fra Vero Moda, skjorte fra By Malene Birger, jakke fra Forte_Forte, sko fra Céline, briller fra Ray-Ban og ur fra Rolex.

Tasker

– Jeg har ikke en favorit. Jeg skifter næsten taske dagligt og sælger også ofte ud, så der er plads til nyt i min samling. Til hverdag er jeg glad for mit Goyard-net, mens jeg bruger min Louis Vuitton- og mine Chanel-tasker, når jeg har fri eller skal ud. De har nemlig ikke så godt af et regnskyl fra stationen til kontoret.

Kimono fra Rabens Saloner, hat fra & Other Stories og sandaler fra Céline.

Bedste budgettip

– Jeg tyr som regel til nettet, når det kommer til budget – på den måde slipper jeg for støvede prøverum og sure butiksmedarbejdere, og så kan man prøve hjemme i ro og mag. Derudover er jeg virkelig glad for H&Ms Trend- og Studio-linjer, som ofte kan nogle tricks med materialer og snit.

Nogle af Dittes skønhedsrutiner. ”Den lille panda er en øjencreme, som jeg elsker. Jeg har lige købt endnu en, fordi den bare er fantastisk.”

God stil

– Tag det på, som du føler dig lækker i. Det vigtigste er at føle sig godt tilpas.

Dittes hyggehjørne. Oui-lampen er fra LebenCph, kasserne er fra Adax, mens guldlampen er et loppefund.

Anbefalet til dig