Irina Lakicevic Street Style Chanel
SPONSORERET indhold

Det drømmer 4 street style-favoritter om

Når det kommer til internationale modeuger er Lulu Leika, Irina Lakicevic, Emili Sindlev og Amanda Nørgaard fire af pigerne, du skal kende.

Af:: Kristian Hindø-Lings Foto: All Over Press
22. maj. 2017 | Mode | Eurowoman

Vi har fået 4 af de mest populære street style-piger til at afsløre, hvad de gerne vil eje fra den næste sæson, så du også kan nå at være foran. Smart, ikk’?

LÆS OGSÅ: Derfor hitter danske modeller på catwalken

Emili Sindlev

Med mere end 80.000 følgere på Instagram har københavnske Emili Sindlev gjort sin påklædning til et fænomen og en stil, der følges af mange danske og udenlandske piger. Netop stilen er noget særlig – den er et miks af rå denim, printet chiffon og tårnhøje stiletter, og som vi, hendes følgere og street-style fotograferne er vilde med.

– Det klassiske kontorlook vinder frem i moderne nyfortolkninger hos Balenciaga. Jeg er vild med looket med en hvid skjorte, en knælang nederdel og bæltet, der fanger blikket. Bælte, Balenciaga.

– Min garderobe består primært af farver og print, og denne kjole fra Erdem falder lige i min smag. Jeg elsker alt ved den og er især vild med snittet, farven og det smukke print. Kjole, Erdem.

– Jeg er stor fan af alt tilbehør, og ser det som en stor og vigtig del af min garderobe. Disse røde hoops fra Fendi er jeg meget begejstrede for!

Irina Lakicevic

Norsk, når det er bedst. Det kunne nemt være en sætning, der beskrev Irina Lakicevic, der til daglig arbejder som tandlæge i Bergen, samtidig med at hun driver sit kunstunivers, Mint Journal. Irina hopper gerne i hendes kærestes bukser, strammer dem ind med et bælte i taljen og tilsætter et par spidse støvler i sort læder. Der er sjældent billige fund at finde på denne dame, men det er også lige meget, når det nemt kan kopieres med genbrugsfund og budget-alternativer.

– Loewe’s Puzzle-taske er blevet en af hverdagens helte for mig. Den er den nemmeste, smarteste og pæneste taske at have med. Dette nye mønster klæder den vældigt godt. Taske, Loewe.

– Demna [Gvasalia, der er kreativ direktør for Balenciaga, red.] har vundet alles hjerter med kollektioner, der er interessante og brugbare. Denne frakke er et perfekt eksempel på det. Frakke, Balenciaga.

– Jeg synes ikke, at de kræver nogen introduktion. Jeg vil bare have dem. Støvler, J. W. Anderson.

– Lidt for stor på den helt rigtige måde med de rolige farver, der gør, at den er så tæt på en original genbrugsblazer, som man kan komme. Blazer, Mulberry.

– Jeg har været på jagt efter det perfekte par herrebukser, og disse fra Dries Van Noten kan være svaret. Han skuffer aldrig! Bukser, Dries Van Noten.

– En kombination af noget elegant og kontorvenligt gør denne nederdel til noget, der er så nemt at hoppe i med en stor strik og en top med spaghetti-stropper til aften brug. Nederdel, Joseph.

Amanda Nørgaard

Hvis du tænker, at modebranchen kun er fyldt med sure mennesker, og mest af alt er en indelukket kreds, har du ikke mødt Amanda Nørgaard. Hun er en fest i sig selv, men hendes garderobe støtter også op omkring hendes persona, der i et miks af 70’er-referencer og seje genbrugsfund gør hende til et vaskeægte stilikon.

– Modehusene, som Miuccia Prada står bag [Prada og Miu Miu, red.] laver i min optik altid de pæneste sko og støvler, som ikke er alt for trendbaserede, og derfor holder i flere sæsoner. Den her ”helt-over-knæet”-støvle er så vidunderlig og tilpas pimpet til mig. Støvler, Prada.

Foto: Nicolaj Didriksen/Copenhagen Fashion Week.

– Jeg har faktisk allerede denne i mørkeblå, men når jeg finder noget, jeg godt kan lide, går jeg ikke af vejen for at hamstre i forskellige farver. Come to me, baby. Sweater, Ganni.

– Zazi er et af de bedste nye koncepter, jeg har stødt på: Alle frakker er lavet af genbrugsmaterialer fra Afghanistan og Mongoliet, og ved køb af en frakke støtter man en piges uddannelse i Indien gennem deres samarbejdspartnere. Frakke, Zazi.

– Vi går vist en baret-beklædt sæson i møde, men jeg vil gerne slå et slag for de bløde, velour kasketter, som leder tankerne hen på dukkerne Bratz og Bob Marley. Dét er en kombi, man ikke kan slå! Kasket, Prada.

Lulu Leika Ravn Liep

Hun er 18 år, københavner og har igennem de seneste mange sæsoner været en af designernes helt store favoritter, når det gælder om at vælge modeller til fremvisning af deres ny kollektion. Men det er ikke kun hendes udseende, men også hendes smukke personlige stil, der altid rammer den rigtige kombination af lidt drenget, fint og finurligt.

– Denne pæne jakke med masser af sportsreferencer kan umuligt være andet end behagelig at have på, og den dejlige farve vil give mine hverdagssæt lidt ekstra. Jakke, Louis Vuitton.

– Farverig, printet og blød silke. Denne silkeskjorte med det fineste mønster vil lyse det grå efterårsvejr op og gøre mig glad hver dag. Skjorte, Saks Potts.

– Her er DRØMMEN. Lige fra jeg fik den på til showet i Paris, har jeg ønsket at kunne bo i den. Jeg drømmer videre om den blødeste natteblå sweater med de fineste guldbroderede eventyrtegninger, jeg nogensinde har set. Trøje, Dior.

Anbefalet til dig