Foto: David Van Westrienen | Flere unge designere er begyndt at kreere kollektioner, der ikke er skabt til et bestemt køn. Her ses tre looks fra Kerstin Simons unisex-kollektion, som blev vist fredag på Copenhagen Fashion Week i forbindelse med VIA DESIGNS show fredag.
Eurowoman

Er fremtiden unisex?

Del på

Er du klar til at droppe det traditionelle skel mellem herre- og dametøj? Disse tre unge designere er.

Af Anne Nørkjær Bang 08.feb.2016 Mode

Det er ikke tøjet, der skal forme bærerens identitet, men derimod den individuelle bærer, der skal forme tøjet.

Netop den tankegang synes at gå igen hos flere unge designere, som har lagt det traditionelle skel mellem herre- og damemode bag sig for i stedet at rette blikket mod bæredygtighed, kvalitet og holdbarhed. Tøjet skal kunne bæres af alle, uanset kropstype og køn, og det skal kunne holde på tværs af hastigt skiftende trends.

LÆS OGSÅ: Leyla Piedayesh vendte hjem til Iran. Og lavede mode ud af det.

– Moden vil jo altid afspejle samfundet og det, der optager os som mennesker. Og der må man sige, at der i de seneste år helt klart har været nogle forhandlinger i gang i forhold til identitet og de forskellige kasser, vi putter os selv og hinanden ned i – for eksempel den kasse vi kalder køn, siger modeforsker Else Skjold, som mener, at den kønsneutrale mode har været undervejs længe.

– Der har været forskellige forsøg på at lave noget, der er "neutralt". Historisk har kvindemoden lånt meget fra herretøjet. Det er først for nyligt, at det også er begyndt at gå den anden vej. Det, der er sjovt, når man kigger på kønsneutral mode, er, at det ofte ligner mere klassisk herremode end damemode. Herretøjet er på en måde det, vi betragter som neutralt, siger hun og uddyber:

– I vores tøjkultur er herretøjet typisk meget renset og enkelt med fokus på håndværksmæssig kvalitet. Kvindemoden har i stedet handlet om at skulle opløse kroppen med en masse volumen – pufærmer, store skørter, tørklæder. Og så har kvindemoden også traditionel arbejdet mere med larmende farver, pynt og mønstre, og været underlagt de her skiftende trends. Og der er ingen tvivl om, at mange af de unge, der arbejder med det kønsneutrale i dag, også er optagede af langsomheden, holdbarheden og traditionen, som ligger i herretøjet.

LÆS OGSÅ: "Jeg overvejer, om det er det værd, når jeg render rundt efter 35 piger med længere ben end mig i snevejr under modeugen"

I den etablerede modeverden er der stadig klare og tydelige grænser mellem herrekollektioner og damekollektioner. Men flere nye unisexbrands dukker op år for år, og selv det berømte stormagasin Selfridges i London har fået øjnene op for det voksende kønsneutrale marked – i 2015 åbnede de en særlig unisex-afdeling under navnet Agender.

På sidste uges udgave af Copenhagen Fashion Week kunne man blandt andet opleve tre unge designeres bud på unisex-kollektioner i forbindelse med VIA Designs store fremvisning fredag. Her fortæller de om deres tanker bag kollektionerne:

Foto: David Van Westrienen

Anna Talvi, 23 år:

Hvad har du arbejdet med i din kollektion?

– Min kollektion er en herre- og dametøjskollektion. Den tager udgangspunkt i traditionelt skrædderi, men i en moderne form. Det meste af tøjet i kollektionen er kønsneutralt, og kollektionen handler om individualitet, om personen og tøjet. Lagene i tøjet er konstrueret, så de tilpasser sig kroppens form. For mig handler det om forholdet mellem tøjet og bæreren, ikke om at understrege et køn ved at skabe femininitet eller gøre en fyr mere maskulin. Man kan godt sige, at det er en form for slow fashion, for tøjet skulle gerne være holdbart og brugbart i lang tid, på tværs af skiftende trends. Man kan bære det ved mange forskellige lejligheder, lige meget hvilken gruppe, minoritet eller kasse, man tilhører eller bliver puttet i.

Hvordan blev du sporet ind på dette felt indenfor mode?

– Jeg interesserer mig for, hvordan tøjet understreger individet og individets karakter. Jeg tror, at mange mennesker har det sådan, at vi lever i en global verden, hvor man ikke længere har brug for at tilhøre en særlig gruppe. Konkret kan jeg godt lide at arbejde med at tage noget af skrædderiet fra herretøjet ind i dametøjet og at gøre herretøjet blødere og mere flagrende.

Er dette modens fremtid? Eller er det mere et elitefænomen, som går over igen?

– Trends begynder jo ofte i en eller anden form for elitegruppe. Det tager tid, før det spreder sig til mainstreamkulturen. Men jeg tror, at der bliver mere af det, selvom herre- og dametøj formentlig også vil fortsætte med at eksistere. Det er helt klart en trend lige nu, hvor der dukker en masse unisex-brands op, og jeg synes også, at jeg kan se det på gadeplan, især her i Skandinavien, hvor mange kvinder for eksempel går i traditionelle herrebukser, herresko eller frakker, der har brede skuldre og ikke er syet ind i taljen.

Foto: David Van Westrienen

Kerstin Simon, 24 år:

Der står i oplægget til din kollektion, at den er lavet til både mænd og kvinder - hvordan har du arbejdet med det?

– Min kollektion er baseret på karakterdesign og historiefortælling. Jeg har arbejdet med en specifik historie, som foregår i 2035, og som er baseret på et kompliceret scenarie med fokus på overvågning og teknologi. Kollektionen er lavet til at passe ind i denne historie, som tøj til karaktererne. Jeg har arbejdet med, hvordan tøjet kan understøtte bærerens karakter. Som designer har jeg den oplevelse, at bæreren påvirker mine kollektioner mere, end mine kollektioner påvirker bæreren. Med dette projekt har jeg skabt en kollektion, hvor bæreren af tøjet får mulighed for at udtrykke sig selv, lige meget om personen vil repræsentere femininitet, maskulinitet eller androgynitet.

Hvorfor tror du, at mange unge designere i dag finder dette felt relevant?

– Jeg tror, at der er ved at ske et stort skift i moden, selvom det måske ikke er så tydeligt endnu. Mange mennesker er trætte af hurtigt skiftende trends og længes efter noget, der holder længere og er mere bæredygtigt. I min optik er unisex en del af det. Min kollektion er fokuseret omkring bæredygtige materialer, der holder. Formerne og stofferne er ikke trendfokuserede. Det betyder, at tøjet kan bæres i mange sæsoner, ja, år. Tøjet er let at kombinere, og man kan style det op eller ned, som man vil.

Er dette modens fremtid? Eller snarere en elitetendens?

– Jeg tror, at unisex vil spille en større rolle i fremtiden - også fordi samfundet bliver mere og mere tolerant overfor individuelle, personlige udtryk.

Foto: David Ajkai

Lilla Papai, 24 år:

Hvad handler din kollektion om?

– Min kollektion er resultatet af en dyb og ærlig rejse ind i mig selv. Den repræsenterer værdier, der er værdifulde for mig i mit design, min personlighed og identitet. Kollektionen er inspireret af de store ødelæggelser, olielækager har forårsaget på naturen, så tøjet i kollektionen viser oliespild både metaforisk og grafisk. Alt det stof, jeg har brugt i kollektionen, er GOTS-godkendt (Global Organic Textile Standard).

Din kollektion er hverken designet specielt til mænd eller kvinder. Hvordan har du arbejdet med det?

– Selvom herre og damemode traditionelt er forskelligt, er der også mange ligheder mellem de to, som bliver fremhævet i min kollektion. For mig er det virkelig vigtigt at designe til begge køn, fordi mit mål er at tilbyde et fashion-alternativ, der er miljøvenligt, og i min optik kræver det også en åbenhed overfor begge grene af moden.

Hvorfor tror du, at mange unge designere interesserer sig for unisex-mode?

– Jeg tænker, at mande- og kvinderollerne i vores samfund har ændret sig. De er blevet meget mere ens, end de har været før, og det har selvfølgelig en stor afsmitning på moden.

Kommer moden i fremtiden til at være unisex, tror du?

– Måden, vi lever på i forskellige kulturer og perioder, påvirker vores udseende og måde at opføre os på. Lige nu har feminismebevægelsen stor indflydelse på moden, men jeg tror ikke, at det nødvendigvis vil fortsætte. Jeg tror aldrig, at klassisk dame- og herremode helt vil forsvinde.

LÆS OGSÅ: Slår udsalget dansk mode ihjel?

LÆS OGSÅ: Ny webshop: Danske søstre gør op med det skandinaviske indretningssnit

LÆS OGSÅ: 17-årige Vincent bliver betalt for at gå i kvindetøj: "Jeg kunne slet ikke forestille mig at være en pige"

Del på
Kommentarer (0)

Henter...