Fotografer raser over Burberrys valg af Brooklyn Beckham – men han kan noget, de ikke kan
Beckhams ældste søn har fotograferet Burberrys nye kampagne.
Det plejer at være den legendariske Mario Testino, der står bag kameraet, når modehuset Burberry skal have skudt en ny reklamekampagne. Forleden var det et andet, og måske endnu mere kendt navn, der dirigerede rundt med Burberrys modeller. 16-årige Brooklyn Beckham, søn af Victoria og David med samme efternavn, var blevet booket til at fotografere husets nye kampagne, og hele tilblivelsen af kampagnen kunne følges live på Snapchat og Instagram under hahstagget #thisisbrit.
LÆS OGSÅ: Viral video med dansk makeupartist: Her er frisuren resten af verden vil have
Det fik flere modefotografer til at føle sig trådt over tæerne. Det kan godt være, Brooklyn Beckhams evner som fotograf ikke har haft mange år til at modnes. Med sine 16 år har han intet på Mario Testinos 61. Det har hans fem millioner følgere på Instagram mod Testinos 1,6 millioner til gengæld. Og så er den unge mand faktisk ekspert på noget helt andet og lige så værdifuldt, mener en forsker.
Raser mod Burberry og Brooklyn Beckham
- Det hidser mig op, for jeg har dygtiggjort mig i mit fag, og andre fotografer har dygtiggjort sig i deres fag, men han dygtiggør sig ikke i sit. Jeg kan forstå, de gør det for at få den yngre generation interesserede i Burberry. Det irriterer mig helt klart. Men navne sælger, gør de ikke?, udtalte fotografen Jon Gorrigan til avisen The Guardian forleden.
Et billede slået op af Burberry (@burberry) den 30. Jan 2016 kl. 2:54 PST
Brooklyn Beckham klar til at skyde kampagne for Burberry.
Det eneste verden har hørt om Brooklyn Beckhams fotografevner, har da også været, da han i et kort interview med teenage-magasinet Miss Vogue i september fortalte:
- Jeg elsker fodbold, men jeg er også meget passioneret omkring fotografi og film. Jeg holder mine muligheder åbne lige nu.
LÆS OGSÅ: Celeste tager pis på de kendtes perfekte Instagramfotos - men ikke af den årsag du tror
Burberry tænker nyt
- Det, at du ringer til mig, er i princippet svaret i sig selv, siger Lene Bull Christiansen, lektor ved Roskilde Universitet og forsker i kendiskultur, da Eurowoman.dk ringer og spørger, hvorfor Burberry mon har hyret den 16-årige.
- Det giver noget opmærksomhed omkring kampagnen, uddyber hun.
En video slået op af T O D D D O R I G O (@todddorigo) den 30. Jan 2016 kl. 5:06 PST
Sangeren Todd Dorigo var et af ansigterne i kampagnen. Her deler han en videobid fra dagen på sin egen Instagram-profil.
Det er langt fra første gang, at et kendisbarn trækker overskrifter for at deltage i en kampagne for et modehus. Brooklyns lillebror Romeo har f.eks. været model for selv samme modehus. Et af de nyeste eksempler på, at et barn af en berømthed har skabt opmærksomhed omkring en kampagne, er Will Smiths søn Jaden, der dette forår optræder hos Louis Vuitton. Men noget er anderledes denne gang, for Smith-ynglingen er iført kjole.
- Man prøver at finde på noget nyt, for det er ikke i sig selv rigtigt nyhedsskabende at lave en modekampagne. Der skal være noget ekstra: Så skal en dreng stille op i en kvindekampagne og blive fotograferet med nederdel på for, at det kan give nogle overskrifter. Hvis man bruger det her barn i en helt anden rolle, f.eks. som fotograf, så er det i sig selv en nyhed, forklarer hun.
Det er nemlig ikke længere nok bare at trække på børnenes kendisfaktor.
Et billede slået op af Brooklyn Beckham (@brooklynbeckham) den 30. Jan 2016 kl. 9:59 PST
Brooklyn Beckham deler selv et af de billeder, han har skudt af modellen Maddie Demiane.
Brooklyn kan noget helt unikt
At kampagnen bringer noget nyt til bordet, er Nicklas Larsen, der forsker ved Instituttet for Fremtidsforskning, enig i. Metoden er utraditionel og et resultat af den digitale udvikling.
- Burberry får her succes med en ekstrem høj eksponering via de yngres brug og tiltro til sociale medier. Der er en helt ny generation her, som har en høj troværdighed og styr på de sociale medier, da de kan finde ud af at navigere i det digitale univers, fordi de aldrig har kendt en virkelighed, hvor de skal adskille realiteten fra det digitale. De har konstant et ben i den virkelige verden og den digitale, hvorfor brands nu benytter sig af den interaktive eksponeringsmulighed, der nu også findes i produktionen af kampagnen, siger fremtidsforskeren.
Alle, der fulgte Brooklyn Beckham på Instagram og Snapchat blev taget med bag scenerne og så, hvordan kampagnen blev til billede for billede. Selve arbejdet med at lave kampagnen bliver til kampagnen i sig selv, for Burberrys potentielle kunder lægger ikke først mærke til den, når de ser den i glittede magasiner. De snakker om den allerede nu.
De fotografer, der er forargede over, at Burberry hyrer en fotograf uden erfaring, kan have nok så ret i deres beskyldninger om mangel på erfaring og kunnen inden for lyssætning og perspektiv. Til gengæld har Beckham en helt anden ekspertise.
- Du kan diskutere det fine og fotografitekniske håndværk i det, men Burberry vælger en anden vej: eksponering og et klart narrativ omkring kampagnen. Beckhams ekspertise og håndværk ligger i hans take på sociale medier og hvad de kan, afslutter Nicklas Larsen.
LÆS OGSÅ: "Jeg brugte apps til at lave om på min ansigtsform, gøre min talje mindre og mine tænder hvidere"
LÆS OGSÅ: Se den vilde forvandling: Så meget kan 3 apps forandre dig
LÆS OGSÅ: Eksperter: Sygt at superslanke instagrammere poster burger-billeder