Kønsbehåring
SPONSORERET indhold

Hvad siger din kønsbehåring om dig?

Fuld busk, glatbarberet eller vokset. Én ting er sikkert: Du har en fast rutine, og din kønsbehåring siger mere om dig, end du tror.

Af:: Simone Brandt Hald Foto: Getty Images
14. dec. 2018 | Mode | ALT for damerne

Er du en af de kvinder, der lader hårpragten gro lige så tosset den vil, bruger du mange timer på at klippe den i den helt rigtige facon, eller får du det bare hurtigt overstået og fjerner hele molevitten på én gang? Læs med her og find ud af, hvilken type du er.

LÆS OGSÅ: 7 årsager til at din skede klør noget så forfærdeligt

Trimmet

Du er typen, der går ind i noget med liv og sjæl. Du er meget tålmodig og omhyggelig, hvilket også afspejler sig i den måde, du organiserer dig på. Alle dine vigtige dokumenter er arrangeret i et fint ringbind, du selv har dekoreret (endnu et af dine DIY-projekter, Do It Yourself red.) og kategoriseret alfabetisk. Dit klædeskab afslører, at du dyrker boheme-hippie stilen, og du ejer ikke en BH med push up, men er nærmere blonde-bh’er uden fyld.

Hjerte, andre specielle faconer og farver

Du higer efter opmærksomhed og vil gå meget langt for at få den. Du har på et eller andet tidspunkt i dit liv gjort følgende (måske ikke dem alle, men du kan formentlig sætte flueben ud for de fleste): nøgenbadet, farvet dit hår i en vanvittig skrigfarve, forbandet din mor langt væk, datet ældre mænd, begået butikstyveri, danset på en bardisk, kysset med en pige for at gøre en fyr liderlig og grædt for at undgå at få en fartbøde. Dine venner elsker dig, fordi du altid er frisk på at bitche over ekskærester, er villig til at låne tøj ud fra dit omfattende klædeskab, og fordi du altid sørger for, at de kommer med dig ind, når du på snedig vis får adgang til de hotteste natklubber. Og så er der ingen, der har så indgående kendskab til serien Sex and the City som dig.

Fuld busk

Folk har generelt forholdsvis delte meninger om dig, fordi du har en meget stålfast tro på dine egne holdninger. Du er typen, man enten hader eller elsker. Du bruger ord som ”sensuel” og ejer under ingen omstændigheder et glattejern. Du synes regnvejrsdage er romantiske og synger Joni Mitchell i badet. Du er feminist, men kan også godt lide at blive vartet lidt op fra tid til anden. På et eller andet tidspunkt i dit liv har du studeret dig selv i et håndspejl. Du foretrækker din bøf blodig.

Stribe eller brazilian

Du har altid styr på tingene, og du kan rocke enhver trend på en måde, der gør andre misundelige. Du har aldrig betalt for dig selv på en date – du er jo en dame og vil behandles derefter. Du er perfektionistisk og omhyggelig i alt, du foretager dig. Du elsker at shoppe skønhedsprodukter, og alle de mænd, du har været sammen med, er blevet chokeret over din beskidte mund kontra dit velsoignerede ydre. Du går kun i g-strengstrusser og er en vaskeægte livsnyder.

Trekant

Du gider ikke følge trends, og du er meget bevidst om, hvad du kan lide og ikke kan lide. Gwyneth Paltrow er en stor inspirationskilde for dig. Du læser alle bøger på bestseller-listen, og du går ingen vegne uden en flaske vand tilsat smag, som fx passionsfrugt, granatæble eller en anden eksotisk frugt. Du holder de fedeste middagsselskaber, og så har du en fantastisk evne til at charmere lokalbefolkningen i de lande, du besøger. Du kan til tider være meget selvhøjtidelig, og så er du utrolig dygtig til at give gaver, andre bliver glade for.

Glat

Du gør intet halvt. Nogle vil mene, du har en form for OCD (tvangsneurose), men du opfatter nærmere dig selv som perfektionistisk. Du kan godt lide, at alting er pænt, nydeligt og ryddeligt – bare lige for en sikkerheds skyld, hvis nu der skulle komme uindbudte gæster. Af samme grund er din seng altid redt, din opvasker tømt, og din nedre region hårløs. Den sidste er interessant, fordi du faktisk renser din ovn oftere, end du dyrker lagen gymnastik. Du er aldrig løbet tør for toiletpapir.

Artiklen er oprindeligt udgivet 14. marts 2014. Redigeret af Kristian Hindø-Lings i 2018.

Anbefalet til dig