Kropsidealer i modebranchen
SPONSORERET indhold

Josephine er ”plus size”-model: ”Det har ændret mit syn på min krop”

Josephine Dahl er 29 år og model. Eller "plus size-model", som hun ofte må kalde det, når folk ser forvirrede på hende. Det er nemlig langt fra alle, der tænker på, at en model kan være andet end en størrelse 36 eller mindre.

Foto: Teren Oddo
27. maj. 2016 | Mode | Eurowoman

– Jeg er model.

En helt enkel sætning, som ikke burde volde de store forståelsesmæssige problemer hos mennesker, der behersker det danske sprog på et gennemsnitligt niveau, men ikke desto mindre en sætning, som kræver forklaring, når den kommer ud af munden på 29-årige Josephine Dahl.

– Når jeg møder nye mennesker og siger, at jeg arbejder som model, kigger de tit lidt undrende på mig. Det er først, når jeg siger: "Altså, plus size-model," at de forstår. Så er de med. Og det er bare lidt sjovt, for jeg er jo også bare model. Men der skal åbenbart lige det der label på.

LÆS OGSÅ: Sports Illustrated bruger plus size-model i deres badetøjsudgave for andet år i træk

Josephine Dahl er model. Men for bare få år siden hørte hun også til blandt dem, som ikke så kvinder, der, som hun selv, var større end størrelse 38, som "modelpotentiale".

– Jeg anede ikke, at jeg kunne blive model. Da jeg gik i gymnasiet, vejede jeg 20-25 kilo mere, end jeg gør nu, så jeg var oppe på lidt over 100 kg, og jeg hadede min krop og mig selv. Så at gå fra det til pludselig at skulle stå foran et kamera, og se ud som om jeg bare elsker min krop, virkede helt skævt for mig, fortæller hun.

Men i takt med, at modelarbejdet greb om sig, voksede selvtilliden, og selvværdet blev bedre:

– Modelarbejdet har virkelig ændret mit syn på min egen krop. Jeg vænnede mig til at stå foran kameraet og begyndte rent faktisk at holde af min krop, i stedet for at hele tiden at tænke på, om jeg har flæskearme og den slags. Når jeg kigger mig i spejlet i dag, prøver jeg at finde alle de positive ting i stedet. Det andet fører bare ikke noget godt med sig. Jeg kan ikke ændre det fra den ene dag til den anden alligevel. Så der er ikke nogen grund til at dunke sig selv i hovedet på grund af det.

Josphine Dahl. Foto: Condry Calvin Mlilo

Mødet med modeverdenen
Det hele begyndte en dag for omkring 5 år siden med en besked i Josephine Dahls Facebook-indbakke. Det var fra ejeren af et dansk tøjfirma, som ville høre, om hun havde lyst til at være model for dem. Josephine blev overrasket. Hun havde netop selv kontaktet kvinden fra tøjfirmaet over mail, uden at få svar. Men nu havde de selv fundet frem til hende på Facebook.

Josephine Dahl poserer for plus size-mærket Junarose. Foto: Jonas Bie. 

– Til at begynde med var det egentlig mest noget, jeg gjorde for sjov. Jeg tænkte ikke, at det ville blive muligt for mig at gøre det til en decideret karriere. Men så gik jeg et modeshow i Bella Centeret under en modeuge. Og her kom en kvinde fra et modelbureau over og spurgte, om jeg ville ind hos dem. Og det var sådan det hele begyndte, siger Josephine Dahl.

For Josephine Dahl var det en stor omvæltning pludselig at blive trukket ind i en verden, hvor udseende var det primære parameter, hun blev vurderet ud fra.

LÆS OGSÅ: Sofias undertøjsbillede gik viralt: "Du er guld værd, lige meget hvad du vejer"

– Der står jo et helt hold af fotografer og modefolk, som bare kigger på én og ens billeder og siger "Nej, det er ikke godt det der" og "Der ser hun ikke godt ud". I dag rører det mig ikke, for jeg ved jo godt, at de bare ser på mig som en slags vare. Jeg er bare dukken til tøjet, fortæller hun.

Hun fortæller, at hun undrede sig over, at modebrands pludselige valgte hende, som pigen de gerne ville associeres med:

Øverst: For Plus by Etage. Nederst: For N+ by Nör. Foto: Martin Gleit.

– Det er jo vildt at gå fra at hade sin egen krop til at blive hyret til opgaver, hvor der jo er nogen, der har tænkt, at "hun ser ud, som vi gerne vil have det". Og nogle gange, når jeg ser et billede af mig selv, hvor jeg er stylet, og alt sidder "perfekt", tænker jeg da også: "Er det virkelig mig, der hænger deroppe? Ej, hvor er jeg flot." Det må man måske ikke rigtig sige herhjemme. Men jeg bliver helt overrasket over det, siger hun og tilføjer:

– Jeg tror, at den der følelse af ikke at kunne lide min krop stadig sidder meget indgroet i mig fra dengang, hvor jeg vejede mere. Det er jo subjektivt, hvornår man er glad. Der kan sagtens være andre, der har det fint med at veje omkring 100 kg. Jeg havde det ikke godt med det, for jeg havde aldrig været overvægtig før. Jeg begyndte at trøstespise, da mine forældre skulle skilles, og det tog bare overhånd. Så det føltes forkert for mig.

Model Josephine Dahl bryder sig egentlig ikke om udtrykket "plus size", men hun bruger det alligevel - i mangel på bedre. Foto øverst: Teren Oddo. Foto Nederst: Chad Schollmeyer.

Det paradoksale "plus size"
Siden hun blev "scoutet", har Josefine været signet hos flere forskellige bureauer og skudt kampagner for blandt andre Zizzi, N+ by Nör, Junarose og Plus by Etage. Lige nu er hun hos bureauet Le Management. Efterspørgslen efter "curvy"- og "plus size"-modeller, som modeller af Josephines slags kaldes i branchen, er steget markant, kan hun mærke:

– Flere og flere firmaer er begyndt at få øjnene op for potentialet i plus size. For eksempel er der flere, som ellers kun har tøj op til størrelse 42 eller 44, der nu går op laver ekstra linjer, med det samme tøj, bare større. Det er så fedt, synes jeg. Jeg kan også mærke, at jeg får flere jobs. Det har helt klart grebet om sig. Det virker som om, at branchen er begyndt at favne bredere og lave tøj til alle, i stedet for bare en brøkdel.

LÆS OGSÅ: Ung model taler ud om body shaming i modebranchen i ny video

Egentlig kan hun ikke særligt godt lide "plus size"-begrebet, fortæller hun, men hun føler sig nødsaget til at bruge det, fordi det er normen i branchen:

– Jeg kalder det selv plus size, men det er mest, fordi det bare er det, man kalder det. Jeg synes, at det er et lidt problematisk begreb, fordi det indikerer, at det er "noget andet" og "noget større" end normalen. Og hvad er egentlig "normal"? På de sociale medier er det til gengæld vildt fedt, at alt bliver samlet under hashtags som #plussize og #beautybeyondsize. Så kan man følge med der, hvis man er interesseret.

Josephine Dahl på Roskilde Festival, hvor hun har været fem gange. Foto: Privatfoto. 

Ved siden af modelarbejdet er Josephine Dahl lige nu ved at færdiggøre sin bachelor i Medievidenskab. Samtidig har hun netop startet sin egen virksomhed, Flying Jellyfish Media, hvor hun tilbyder videoproduktion og rådgivning i sociale medier.

Modelkarrieren har hun dog ikke i sinde at lægge fra sig. Hun elsker at stå foran kameraet, og det virker også som om, at brands, designere og bureauer er ved at være klar til modeller, der skiller sig ud fra den hidtidige norm i modebranchen.

– I starten var det ment som noget, jeg kunne gøre ved siden af mit job. Men nu, hvor jeg kan se, at det er ved at gribe om sig, og jeg får flere og flere jobs, tænker jeg egentlig, at jeg gerne vil prøve og se, hvad det kan føre til. For eksempel vil jeg virkelig gerne prøve at arbejde i USA, hvor plus size er meget større. Men der er også virkeligt sket noget i Danmark – det er som om, der er lidt af en bølge lige nu. Og det er jo helt fantastisk at se."

Du kan følge Josephine på Instagram her. 

Josephine Dahl for ADIA. Foto: Anders Kavin. 

LÆS OGSÅ: Eksperter: Sygt at superslanke instagrammere poster burger-billeder

LÆS OGSÅ: Den nye modeltype er "inbetweenie"

LÆS OGSÅ: Verdens modigste modehus opfordrer kvinder til at turde mere