Lad os shoppe verden et bedre sted: Bytte børnetøj
SPONSORERET indhold

Vigga Svensson vil gøre det billigere at shoppe økologisk børnetøj

Når dit barn er vokset ud af sit økologiske designertøj, får du en ny sending tøj, der passer i størrelsen. Det er essensen af børnetøjsdesigner Vigga Svenssons nye abonnementsordning, som gør det nemt at være en miljømæssigt ansvarlig forælder.

Af: Ditte-Marie Ascanius
15. maj. 2015 | Mode | ALT for damerne

Da Vigga Svensson grundlagde børnetøjsmærket Katvig for godt ti år siden, fandt hun hurtigt ud af, at det var en vanvittig branche, hun var gået ind i. Det rystede hende blandt andet at opleve de usle produktionsforhold, hvor alt skal gøres så billigt som muligt, både når det kommer til kvalitet, arbejdsforhold, fragt og brugen af kemikalier. Men det chokerede hende også at finde ud af, hvor få gange folk egentlig bruger et stykke tøj. Seks gange i gennemsnit, viste en engelsk undersøgelse.

LÆS OGSÅ: Brug, hvad du køber

– Det betyder, at tekstilbranchen kan spekulere i at lave tøj i enormt dårlig kvalitet, uden forbrugeren opdager det. Det er jo hjernedødt ressourcespild på mange niveauer, for det skaber en masse tekstilaffald, som vi skal bruge mange ressourcer på at nedbryde i naturen, siger Vigga Svensson, der for lidt over et år siden gik konkurs med Katvig, som hun drev med sin mand.

I november lancerede de sammen det nye brand Vigga, som blev udviklet i tomrummet
efter Katvig. Vigga Svensson havde sat sig for at knække koden til en forretningsmodel, der var optimal for både forbrugeren, naturen og hendes forretning. Og Vigga er netop et koncept, der bygger på en bæredygtig forretningsmodel, der i form af en cirkulær abonnementsservice til 359 kroner om måneden tilbyder børnetøj til de 0-2-årige i Vigga Svenssons eget design.

– Vores målgruppe er skræddersyet til det koncept. Det er nemlig svært at være en ansvarlig forbruger som forælder, fordi dit barn vokser, uden tøjet vokser med. Et barn vokser otte størrelser i løbet af de første to år, det vil sige, at man skal købe otte nye garderober i den periode. Det er både spild af penge og naturens ressourcer. Det er jo så åndssvagt, for tøjet er stort set ubrugt, når det kommer op på loftet, siger Vigga Svensson, som derfor sagtens kan sætte sig ind i, hvorfor man ender med den billigste løsning, når der skal købes nyt tøj til børnegarderoben. Men det var også netop det, der var den store frustration i Katvig, som jo ikke kunne ændre på det faktum, at børnene vokser fra tøjet.

– Jo bedre vi blev til at producere bæredygtigt i Katvig, des mere frustrerede blev vi også over, at vores fine, grønne produkt blev solgt på et marked, der var så ugrønt. Når vi satte os ned og lavede et miljøregnskab, kunne vi se, at vores indsats næsten var spildt.

Hun føler, at Vigga kan være et skridt på vejen til en mere grøn forbrugeradfærd.

– Det handler om at forlænge produktets levetid, og det kan man jo ikke gøre med det samme barn, for det vokser, uden at tøjet vokser med. Men hvis man lader flere børn bruge det samme stykke tøj, begynder det pludselig at kunne lade sig gøre. I vores koncept er den høje kvalitet en forudsætning for, at vi har en forretning. Jo bedre kvalitet, des flere børn kan bruge det samme stykke tøj, og jo bedre indtjening og miljøregnskab har vi. På den måde løser vi det, jeg ser som et af de helt store problemer i tekstilbranchen, siger Vigga Svensson, der får tøjet produceret i Indien og fragtet med containerskib, som hun kalder den "mindst dårlige" løsning.

Hun tror, at de kommende år vil byde på flere initiativer til, hvordan man bruger færre ressourcer til at dække det samme behov.

– Jeg er superbekymret for klimaforandringerne i forhold til mine børn, men samtidig tænker jeg også, at der er mange spændende perspektiver i form af nogle helt grundlæggende systemforandringer. Det giver mig håb.


Fakta om tøj og miljø
// Danskerne er det folk i Skandinavien, der køber mest tøj.
// Kun hver femte dansker opfatter sig selv som miljøbevidst, når det gælder forbrug af tøj, fremgik det af en undersøgelse, som Megafon lavede for Politiken og TV2 i 2013. Pris og design er vigtigere for os end miljøbelastningen, når vi køber tøj.
// Vores forbrug af tøj steg fra 2000 til 2013 med 20 procent og kom dermed til at ligge 35 procent over verdensgennemsnittet.
// Ifølge rapporten Fashioning sustainability 2013 fra revisionsfirmaet Deloitte forbruger en gennemsnitsdansker 16 kilo tøj om året, svarende til ca. 16 par bukser eller 64 T-shirts.
// Produktionen af 16 par bukser kræver 58.000 liter vand – svarende til 1.200 brusebade.
// Den nemmeste og hurtigste vej til et mere bæredygtigt tøjforbrug er at købe færre stykker tøj. Gå efter høj kvalitet og tidløst design, så tøjet holder længere. Byt, lån eller genbrug.

Kilde: Politiken


LÆS OGSÅ: 3 kvinder: Vi laver buisness med god samvittighed

LÆS OGSÅ: Connie Hedegaard: Mode skal være bæredygtig

LÆS OGSÅ PÅ EUROWOMAN.DK: Onlineshop vil gøre det billigere at købe bæredygtig mode