Lotte Barnholdt og Cim Mahon
Foto: Mikkel Tjellesen
Eurowoman

Lotte Barnholdt og Cim Mahony står bag Studio Cim Mahony

Lotte Barnholdt og Cim Mahony har været sammen, siden de var 14 og 16 år

Del på

Mød ægteparret, der sammen har grundlagt frisørsalonen over dem alle, Studio Cim Mahony, i en kæmpe herskabslejlighed i indre København.

Af Marie Lodberg 08.feb.2017 Mode

Når man vil lave verdens bedste hårsalon og distribuere verdens bedste produkter, anskaffer man sig en herskabslejlighed i i København, sætter hver en kvadratcentimeter i stand og skaber en tilbagelænet stemning. Det ved ægteparret Lotte Barnholdt Mahony og Cim Mahony, der sammen har grundlagt Studio Cim Mahony og Barnholdts.

- Jeg vil hellere have en ledning, der stikker ud af væggen, end den forkerte lampe, siger Cim Mahony og peger på et par ledningsstumper, der hænger ud fra hullet i væggen.

Den danske verdensstjernefrisør viser rundt i den overdådige, herskabelige lejlighed, hans salon, studie og hjertebarn, som ligger på anden sal i Bredgade et stenkast fra Kgs. Nytorv i København. Den lange smalle petroleumsblå gang åbner med sine mange døre op til det ene store værelse efter det andet.

Den smalle petroleumsfarvede gang oplyses af loftslampen fra Alvar Aalto.

Pænt goddag til de to frisører Mie Harritz og Sanne Bidstrup og farveeksperten Sara Falkenberg, der maler i en kundes hår. Videre til køkkenet med pladespilleren og de håndbyggede reoler med produkter, der står snorlige, det lille værelse med vasken og den specialdesignede japanske vaskestol. Ikke noget med nakkespændinger, mens man får vasket hår. Og her er Cims rum, hvor han en sjælden gang, når han har tid i kalenderen, der er booket med internationale fotoskydninger i verdens modemetropoler, klipper en af sine 20 faste kunder.

Skrivebordet står vinkelret på årerne i gulvet og er prydet af en stak coffee table-bøger. "Det der bord, det er bare for show, ik'? Du sidder jo ikke der og arbejder?" Jo, det gør han faktisk, og de tykke bøger bliver også læst, hvis ikke af Cim selv, så af kunderne. For Studio Cim Mahony, som stedet hedder, er ikke kun en frisørsalon. Studio Cim Mahony er også showroom og inspirationsmekka for samarbejdspartnere, kunder og ham selv.

Skrivebordet bliver brugt af Cim, og bøgerne læst af ham og kunderne. Lampen er fra Kalmar og købt i The Apartment.

Jazzen flyder, smukke håndlavede tapeter pryder væggene, og der er ikke ét sted, hvor malingen er løbet ned ad de nyrestaurerede paneler. Cim snakker og peger og fortæller om alle detaljerne. Ordene 'usnobbet', 'afslappet', 'luksuriøst' og 'integritet' fletter sig ind i de fleste af sætningerne. Hans hustru og samarbejdspartner Lotte Barnholdt Mahony følger med. Hun har langtfra lige så mange ord i sig, men det er heller ikke hende, der har stået for indretningen. Til gengæld er det hende, der har nikket eller rystet på hovedet, når Cim har ønsket at investere i luksus til indretningen af salonen. Hvis ikke der er penge på bogen, må man vente. Det må Cim finde sig i, og det gør han.

- Det er en catch-22-situation. Hvis ikke jeg havde presset på for at få alle de her ting gennemført, havde vi ikke siddet her, men det havde vi heller ikke, hvis ikke Lotte havde været ekstremt god til finanserne, siger Cim Mahony.

For at gå på kompromis er der ikke noget, der hedder.

- Jeg vil være verdens bedste frisør og have verdens bedste salon, siger Cim Mahony.

- Det har han sagt, siden jeg lærte ham at kende, da vi var helt unge, bekræfter Lotte.

- Det lyder så banalt og pompøst, men det er det grundlæggende fundament for alt, vi gør. Vi skal gøre det så godt som overhovedet muligt og formidle mode, kultur og kunst. Saloner kan hurtigt blive sådan et sladdersted, og frisørerne har ry for at være i bunden af uddannelsessystemet. De grænser vil jeg gerne flytte. Se og Hør og Billed-Bladet er fuldstændig bandlyst i salonen. Når kunden sætter sig i stolen, får hun tre bøger fra vores bibliotek og et toneangivende magasin, kurateret ud fra hendes interesser. Selvfølgelig er vi også gode til at lave hår. Vi tager ikke nogen ind, som ikke er blandt de bedste inden for faget, siger Cim Mahony.

Te og kaffe serveres i Royal Copenhagens Flora-stel med en fransk makron på siden. Vasen er fra Svenskt Tenn, og produkterne bl.a. fra Less is More og Amly.

Selvfølgelig kan kunden tage sit barn eller hund med, som kan hænge ud på gulvet. Selvfølgelig er der god tid og plads til hver kunde, som har hver sin frisør. Her er ingen elever til at overtage, når det er tid til hårvask eller hårtørring, og en klipning tager halvanden time. Det er dobbelt så lang tid som de fleste andre steder.

Også selv om det kun er spidser, der skal klippes?

- Ja, for der skal være tid til fordybelse og til at finde ro, når du kommer her. Der skal ikke være nogen stress-styling til sidst, siger Cim Mahony.

Studio Cim Mahony åbnede for to et halvt år siden, men det var ikke Cim, der flyttede ind i lejligheden først. Det var Lotte, med et sammenklappeligt skakbord, nogle papkasser og en ansat.

Indbydende reol med stribevis af produkter fra Less is More, Mason Pearson, Holistic Silk og Gaelle Organic.

LÆS OGSÅ: “Mit hjem forandrer sig hele tiden, hvilket nok er meget lig min måde at klæde mig på”

Hårbørstemagi

Rundvisningen slutter, hvor vi startede. I værelset ved siden af hoveddøren, hvor et bord er dækket op med kaffe i Flora-kopper, franske makroner, hasselnødder i krystalglas og danskvand i en flaske beklædt med lyseblåt gummi. Det er et af de produkter, Lotte har taget til sig og sin primære del af firmaet, der holder til i to af værelserne her i lejligheden: Barnholdts, som hun stiftede i 2009. En distributionsvirksomhed for økologiske, bæredygtige og luksuriøse skønhedsprodukter, hvor bl.a. Bkr-vandflasker, Holistic Silk-sovemasker, Gaelle Organic-hudpleje og Less is More-hårprodukter er en del af sortimentet. De sælges på Barnholdts.com og i de butikker, Lotte arbejder sammen med: Holly Golightly og Birger Christensen i København, FF2 og Naturskøn i Aarhus, frisørsaloner som Gun-Britt og Plan B i København og flere af de bedste saloner i resten af landet.

Gio Ponti-spejlet er købt hos Gubi, mens de farverige plader bag er nogle, Cim har designet. Produkterne på marmorbordet er nogle af dem, Lotte har taget ind i salonen.

Barnholdts begyndte med en hårbørste, for Lotte var den første i Danmark, der fik retten til at distribuere de britiske Mason Pearson-børster. Cim har brugt børsten i al den tid, han har arbejdet som frisør, og forærede et eksemplar til Lotte i 1993. Den er stadig i brug. Bæredygtigt? Tjek. Mason Pearsons børster er så gode, at alle danske kvinder – og mænd og børn for den sags skyld – skulle have mulighed for at bruge dem, mente Lotte. Men hun kom på arbejde og skulle i den grad overbevise forhandlerne om, at det var en god idé at købe ind på hårbørster til en gennemsnitspris på 1.000 kr. Med mode- og livsstilspressens hjælp fik hun udbredt budskabet, og så begyndte telefonen at ringe fra de butikker og saloner, der i første omgang havde sagt nej tak til børsten. Derfra gik det stærkt, og de to kasser med børster, hun havde købt for 14.000 kr., og som stod hjemme i køkkenet, var pludselig tomme.

- Da vi havde solgt dem, kunne vi købe flere. Vi gør ikke noget, vi ikke har råd til. Vi skal kunne sove om natten, siger Lotte Barnholdt Mahony.

Den smukke vintagelampe spreder lys i en af herskabslejlighedens mange rum.

Siden er vareporteføljen blevet udvidet, og ikke to produkter kan det samme.

- Vi skal ikke kun være eksperter på hår og hud. Vi tager produkter ind med kærlighed. Det skal være ekstremt lækkert, og der skal være gode tanker bag. Det skal give dig en luksusfornemmelse at drikke vand af en flaske, der samtidig er skabt med tanke på miljøet, siger Lotte Barnholdt Mahony.

Velvære og omtanke driver Lotte. Og at alle de virksomheder, hun arbejder med, er små og skabt af ildsjæle med gode historier. Lotte er i tæt kontakt med dem alle. Fx det engelske venindepar, der står bag Amly Silver Rich Facial Mist, som Lotte netop er begyndt at distribuere. Fra en gård i East Sussex, som veninderne har købt af en 90-årig dame, der ikke har gjort noget ved stedet i 50 år, har de udviklet en ansigtsmist med planter og bær fra de omkringliggende enge og marker og det sølv- og antioxidantholdige vand fra brønden. Det er lige noget for Lotte. Hun gad godt vade lidt mere rundt i gummistøvler. Men det næstbedste er at arbejde sammen med dem, der gør det. Næste weekend kommer de to kvinder nemlig på besøg i studiet. Sådan er det med Barnholdts. Kundemøder foregår her. Selv om et besøg på en gård i England nok ikke ville være helt ved siden af for Lottes vedkommende, er der mange andre møder hos samarbejdspartnerne, der ville blive afviklet hurtigt i uinspirerende baglokaler. Hos Studio Cim Mahony kan Lotte skabe et personligt forhold til samarbejdspartnerne og give dem en rolig time i smukke omgivelser og godt selskab.

Reol fra Gubi med Alvar Aalto-vase og skulptur af Ole Sjøvold. Væglampen er fundet på Lauritz.com.

LÆS OGSÅ: Marianne Tromborg: “Ved du, hvor cremen virker? På huden og ikke på hylden!”

Faaborg, London, ­København

"Hej Elvis." Den ruhårede dværggravhund skubber døren op med snuden og bliver samlet op på Lottes skød. Hun er klædt i mørkeblå buksedragt, det er svært at forestille sig, at den kan være andet end silke, og et Hermès-tørklæde i halsen. Håret er samlet løst, og på fødderne bærer hun et par sneakers med fuglemotiv fra det bæredygtige franske mærke Veja. Cim sidder ved siden af i blå skjorte under den grå kashmirstrik.

- Du er rigtig god til at bevare jordforbindelsen og er meget pragmatisk. Jeg er mere en drømmer og kan være ekstremt irrationel. Vi er yin og yang, men vi er gode til at finde balancen. Vi er klar over, hvornår vi hver især skal hive hinanden hjem, siger Cim Mahony.

- Du skubber mig, og jeg trækker dig tilbage, siger Lotte Barnholdt Mahony.

- Vi er meget opmærksomme på vores forskellighed. Nogle gange kan vi skændes voldsomt, fordi vi trækker i hver sin retning, og så hopper kæden af. Så stopper vi op for at få hjulene til at dreje igen, hvor den ene er kæde, den anden er tandhjul. Men inden vi finder en løsning, er jeg typen, der kaster med porcelænet, siger Cim Mahony.

- Du kan lave meget drama, siger Lotte Barnholdt Mahony tørt.

I Cims værelse klippes en af hans 20 faste kunder. Bordet er vintage og fundet hos Fil de Fer.

De har kendt hinanden og været kærester, siden Lotte var 16, og Cim var 14, og de boede i Faaborg. De giver hinanden plads til at tale og til at leve deres liv sammen og hver for sig. Cim rejser op til 200 dage om året, primært til London, Paris og New York med sit job som sessionfrisør. Det er titlen, når man arbejder for magasiner og på kampagner, som Cim gør. Vi taler Vogue, Harper's Bazaar, i-D og W på magasinfronten, Saint Laurent og Givenchy på designerfronten og stjernefotografer som Peter Lindbergh og Patrick Demarchelier bag kameraet. Mens Cim i 20 år har rejst fra den ene modemetropol til den næste, har Lotte haft hjemmebase og taget sig af deres børn, Sara-Sofie på 15 og Molly på syv, og arbejdet. Først som tøjsælger i London, hvor de boede fra 1994 til 2004, og siden som indehaver af tøjbutikken Den Voigtske Gaard, som hun købte af sine forældre i 2004. De købte det gamle fredede pakhus i Faaborg, da Lotte var lille, og solgte først Arne Jacobsen- og Børge Mogensen-møbler, siden tøj fra Ivan Grundahl, Bitte Kai Rand og Redgreen.

Én stor familie samlet i Studio Mahony. Fra venstre: farveekspert Sara Falkenberg, frisør Rosalina Johnson, Cim og Lottes datter Sara-Sofie Mahony, Cim Mahony, frisør Sanne Bidstrup, medarbejder hos Barnholdts Maria Therese Vogler med hunden BamBam, frisør Mie Harritz med sønnen Woody, Lotte Barnholdt Mahony, frisør Nick Nørbo Jørgensen, hunden Elvis og Cim og Lottes yngste datter Molly Mahony

Efter at have boet i London havde Lotte brug for luft, særligt med lille Sara-Sofie på armen, og når nu Cim alligevel rejste hele tiden, var det måske fair nok, at det var Lotte, der bestemte, hvor basen skulle være. Men overtagelsen af butikken var skrappe sager. Krisen bankede på døren, samtidig med at Lotte både skulle indfri sine forældres og sine egne ambitioner. De 599 m2 og 42 leverandører var en for stor mundfuld, og efter fem år besluttede de at lukke ned. Det var på det tidspunkt, de blev enige om, at de aldrig nogensinde igen skulle i banken for at låne penge. Til noget som helst. På trods af den kedelige økonomiske situation var Cim glad for at komme videre. Der manglede ... puls i Faaborg. Lotte var også glad, for hun var blevet gravid med Molly og var fire måneder henne. De skulle starte på en frisk. Måske i København? Et par af deres venner skulle fremleje deres lejlighed ved Kastellet, og den var så hyggelig, at Lotte og Cim følte sig hjemme med det samme, og selv om den var alt, alt for lille, slog de til samme dag.

- At flytte til København er det bedste, vi har gjort. Det har været godt for os alle sammen. Det er et happy medium. Det er en storby, men den er ikke særlig stor. Jeg kan godt lide at gå ned på gaden, og så møder man lige nogen, man kender. Det manglede jeg meget i London. Her er masser af gode butikker og gode restauranter, man kan hurtigt hoppe i vandet, og skoven er tæt på, siger Lotte Barnholdt Mahony.

Håndblæste glaslamper fra tjekkiske Lasvit.

LÆS OGSÅ: Anne Lose: "Hvis det ikke var for min mand, var alle mine vægge lyserøde"

Æstetik over penge

Kindkysseri og champagnedrikning. Det er noget, modebranchen, som særligt Cim er en del af, er verdensmestre i. En social sport, som kan lægge en god del af vejen til succes, ville den fordomsfulde holdning være. Men det bruger Cim ikke tid på. Når han endelig er hjemme fra sine forretningsrejser, vil han hellere hygge igennem med familien og vennerne.

- Der er mange, som ikke ved, hvor stort et politisk spil mode kan være. Allerede i starten af 20'erne havde jeg et problem med, at mange af dem, der var succesfulde, også var dem, der socialiserede til events. Det besluttede jeg, at jeg ikke ville være en del af. Jeg kommer aldrig nogensinde til at møde op til en modeevent. Mange opfatter det som arrogance, men det er det ikke. Det er et ønske om ikke selv at være i tvivl om, hvorvidt jeg er, hvor jeg er, pga. min faglighed, eller hvem jeg har kindkysset. Jeg har aldrig villet være kendt. Jeg vil være anerkendt, siger Cim Mahony.

Chop chop. Der bliver klippet hår dagen lang hos Studio Cim Mahony.

Det er derfor heller ikke pengene, der styrer, hvilke opgaver Cim siger ja til. Det er æstetikken.

- Hele mit liv har jeg handlet ud fra et æstetisk udgangspunkt. Allerede da vi boede i London for 25 år siden og ikke havde salt til et æg, kunne jeg, til Lottes kæmpestore fortrydelse, finde på at sige nej til et job, der gav 10.000 kr. om dagen, fordi jeg syntes, det var grimt. Nogle ville kalde det snobbet. For mig handler det om integritet og at kunne navigere i, hvor man gerne vil hen, siger Cim Mahony.

Stolen er fra Karl Maksten, puden er købt hos The Rug Company, og vasen er fra Bente Brosböl Hansen.

Der bliver hverken slækket på evner eller indpakning. Men hvorfor er æstetikken så altafgørende – i indretningen, på Barnholdts produkter, i Cims kampagner og modeserier – når Cim i særdeleshed prædiker faglighed? Det kan Lotte svare på.

- Hellere have lidt, men godt. Hellere spare op til de gode ting, en god kop, en god sofa. Det er en fornøjelse at se på noget, der er smukt. Det giver ro i hovedet, siger Lotte Barnholdt Mahony.

LÆS OGSÅ: ”Her findes ingen begrænsninger, når det kommer til farver”

LÆS OGSÅ: Kvinden bag Holly Golightly: “Du tager ikke et telt på, når du skal please din mand”

LÆS OGSÅ: Caroline Sillesen: "Når jeg får råd, skal jeg sidde under denne og for en stund glemme Danmarks kedelige vintervejr"

Lotte Barnholdt og Cim Mahon

• Lotte er 44. Cim er 43.

• Har været sammen, siden de mødte hinanden i Faaborg som 16- og 14-årig.

• Lotte er uddannet markedsføringsøkonom og Cim frisør, begge i Odense.

• Grundlagde Barnholdts i 2010 og Studio Cim Mahony i 2014, hvor de rykkede ind i lejligheden i Bredgade.

• Barnholdts er en distributionsvirksomhed for skønheds- og velværeprodukter, bl.a. Mason Pearson, Less is More, Holistic Silk og Gaelle Organic.

• Cim har arbejdet for bl.a. Vogue, Harper's Bazaar, Saint Laurent og Givenchy.

Del på
Kommentarer (0)

Henter...