Model med hijab
SPONSORERET indhold

Model med hijab får kontrakt med et af verdens største modelbureauer

Det startede med, at hun stillede op i en skønhedskonkurrence iført burkini.

Af:: Tilde Mariann Broge-Starck Foto: CR Fashion Book/Mario Sorrenti
15. feb. 2017 | Mode | Eurowoman

Den 19-årige Halima Aden tiltrak sig i første gang opmærksomhed, da hun i november stillede op i skønhedskonkurrencen Miss USA iført den muslimske hovedbeklædning og burkini i stedet for bikini. Stylist og stilikon Carine Roitfeld var hurtig til at hyre den amerikanske-somaliske teenager til en modeserie i sit magasin CR Fashion Book. Resultatet kan ses i marts, når næste udgave rammer kioskhylderne. Og nu har modelbureauet IMG altså skrevet kontrakt med Halima Aden. Nogle vil måske mene, at det har sine begrænsninger, at hun har valgt at bære hijab og derfor ikke vil kunne vise sit hår på billeder.

- Vi må se, hvordan branchen reagerer på Halima, og om de kan arbejde med den begrænsning eller ej, siger Ivan Bart, øverste chef hos IMG, der har afdelinger i alle de store modemetropoler, til branchemediet Business of Fashion.

- Det ændrer ikke det faktum, at vi gerne vi repræsenterer hende. Og det ændrer ikke det det faktum, at Carine Roitfeld allerede har fundet hende lige så tiltalende, som vi har.

LÆS OGSÅ: Noor er muslim og skal optræde i Playboy med hijab

Det skabte debat og positive vibrationer, da H&M for første gang brugte en ung kvinde med hijab i en kampagnevideo forrige efterår. Dette efterår kom så nyheden om, at herremagasinet Playboy for første gang ville bringe billeder af en model med hijab. Og herhjemme blev det også tydeligt, at der er blevet plads til større diversitet i modebilledet, da ALT for damerne i foråret bragte en modeserie med den muslimske blogger Zaineb Oussaidi som model.

- Ved at repræsentere Halima, håber jeg, at den næste 10-årige pige i hijab nu vil føle sig inkluderet i oplevelsen af mode og ved, at hun kunne gøre det samme, siger Ivan Bart.

Halima Aden selv havde slet ikke overvejet, at det ville føre en modelkontrakt med sig, da hun stillede op i Miss USA.

- Jeg havde ikke modelarbejde i tankerne, siger hun til Business of Fashion.

- Jeg ville sprede et positivt budskab om skønhed og forskellighed og vise andre unge muslimske kvinder, at der er plads til dem, siger den nyslåede model. Senere i dag har hun endnu en debut, når hun skal gå show for Kanye West, der præsenterer sin femte Yeezy-kollektion. For West bliver det første gang, han sender en model iført hijab på catwalken.

LÆS OGSÅ: Mariah har udfordret det vestlige modebillede: "For mig er frihed at bære hijab"

LÆS OGSÅ: 7 muslimske modebloggere du skal følge

LÆS OGSÅ: "Selvfølgelig kan jeg se smart ud og følge min religion på samme tid"