Topmodellen Candice Huffine om sine kurver: “En kvinde er en kvinde. Kan vi ikke bare hylde det?”

LÆS OGSÅ: Modellen May Simón om at opløse grænserne mellem kønnene: “Mine kønsdele er ikke allemandseje”

"Jeg er da ikke plus size"

Candice Huffine oplevede, at der var større variation i krops-idealerne i skønhedskonkurrencer end i modebranchen og lærte derfor tidligt, at smukke kvinder kan se ud på mere end én måde.

– Selvfølgelig var kvinderne i konkurrencerne stadig til den slanke side, men diversiteten var større. Der var flere forskellige kropstyper, højder og racer, end der var i modemagasinerne. Det var ikke kun de høje, slanke amazoner, siger hun.

Derudover er hun opvokset med forældre, der gav hende et naturligt forhold til sin krop.

– Min mor fik min lillebror, da jeg var 12 år, og jeg så, at hendes krop ændrede sig og aldrig blev den samme som før. Hun lærte mig, at intet varer evigt, og at kroppen vil forandre sig livet igennem. Først får du vokseværk, så går du fra ung pige til kvinde, og så føder du måske et barn. Det var bare aldrig noget stort samtaleemne, eller noget vi gav særlig stor opmærksomhed, siger Candice Huffine.

Selv om hun i en meget ung alder ikke havde noget problem med at forestille sig, at hun ville komme på forsiden af et magasin en dag, havde hun ikke forudset, at det ville blive i den såkaldte plus size-kategori. Især fordi hun dengang ikke var en størrelse 44/46, som hun er i dag, men en størrelse 38. Så da hendes mor blev opfordret til at sende sin 15-årige datter til New York for at gå til castings hos en række modelbureauer, åbnede der sig en helt ny verden for hende.

– Jeg blev ved med at få at vide, at hvis jeg ville være model, måtte jeg tabe mig mindst syv kilo. Jeg mistede virkelig modet undervejs og var flere gange tæt på at give op, siger Candice Huffine, som nåede at besøge ni modelbureauer, inden hun til sidst havnede hos Wilhelmina Models – det eneste bureau, som havde plus size-modeller i New York på det tidspunkt.

– Jeg anede ikke, hvad plus size var, og det første jeg sagde til bureauerne var: "Jeg er da ikke plus size." Jeg var jo kun en størrelse 38. Jeg syntes jo, at jeg lignede pigerne i magasinerne og kunne ikke forstå, hvorfor jeg blev afvist så mange steder. De måtte bruge virkelig lang tid på at forklare mig, hvad det gik ud på. Jeg følte hele tiden, at jeg ikke ville blive 'rigtig' model og forstod ikke, hvorfor det var nødvendigt at sætte et mærkat på mig, siger hun.

Bureauet præsenterede hende for modeller som Carré Otis, Mia Tyler og Kate Dillon, som overbeviste hende om, at også modeller, som hun opfattede som 'rigtige' modeller, var i kategorien plus size. At hun siden er gået adskillige størrelser op i sin karriere skyldes dog ikke, at modelbureauet krævede det.

– Jeg blev bare en voksen kvinde i de år. Jeg har aldrig med vilje tabt mig eller taget på i min karriere, siger modellen, der oplever, at der er en langt større frihed ved at være plus size-model.

– Jeg kender modeller, der står op om morgenen hver eneste dag og ikke tænker på andet, end hvordan de kan holde vægten. Sådan har jeg aldrig haft det.

Fra model til kropsaktivist

Plus size-mærkatet har været med til at give Candice Huffine en næsten 20 år lang karriere med modeserier i bl.a. W Magazine, V Magazine, CR Fashion Book, i-D Magazine, Pirelli Calender og for nylig en forside på amerikansk Elle. Alligevel mener hun, at begrebet er forældet.

– Jeg synes, at tiden er inde til at sige farvel til begrebet plus size, siger hun.

Candice Huffine forstår godt, hvorfor det eksisterede dengang, hun startede, hvor det var forholdsvis nyt, at der var kurvede modeller. Og hun forstår til en vis grad, hvorfor det stadig eksisterer, fordi det kan hjælpe kvinder med at finde frem til, hvor de lidt større størrelser er i butikken.

– Men det er også noget rod, for det er ikke den samme shoppeoplevelse, når den er separat. Betegnelsen plus size deler branchen, og det deler shoppeoplevelsen for kvinden, når hun skal købe tøj, fordi hun kun har et sted at gå hen. Over årene har plus size-begrebet fået nogle negative associationer. Og fordi der er så meget forvirring omkring det, ville det bedste være at droppe det helt. Jeg tror ikke, vi kommer til at savne det, siger hun.

Candice Huffine fremhæver bl.a. det problem, som også har været en del af årsagen til kritikken af begrebet, at hvis hun som 15-årig størrelse 38 gik ud og sagde, at hun var plus size, ville det have en negativ indflydelse på unge piger.

– De ville ikke kunne identificere sig med at være plus size, og det kan have en skadende effekt, fordi nogle kvinder vil forsøge at ændre deres krop, så de ikke vil blive placeret i den kategori. En kvinde er en kvinde. Kan vi ikke bare hylde det?

Men føles det så ikke ambivalent overhovedet at tale om emnet? Er man som plus size-model automatisk også nødt til at være en form for kropspositiv aktivist?

– Det er en rolle, som jeg ikke vidste, fulgte med jobbet, og det gjorde den heller ikke til at begynde med. I begyndelsen var det bare et 9-17-arbejde som så mange andre og langt fra altid glamourøst. Det var før de sociale mediers indtog, og den kropspositive bevægelse var ikke rigtigt kommet i gang endnu. Der var ikke brug for min stemme på det tidspunkt. Nu er tiderne anderledes, og det er gået op for mig, hvor vigtigt det er for mig at tage den her debat. Jeg er glad for at have fået den rolle.

LÆS OGSÅ: Kroppen til debat: Vi hylder morkroppen og appelsinhuden, men redigerer vores billeder vildt

Undskyld, undskyld ...

Det er netop de sociale medier, der har været med til at skubbe til udviklingen de senere år, mener Candice Huffine.

– De har spillet en kæmpe rolle. Før i tiden sad der en gruppe mennesker i et mødelokale og spekulerede over, om det nu var en god idé at putte en kurvet model på forsiden af et magasin. I dag handler det meget mere om en til en-kontakt til dine følgere, og uanset om man er designer eller et magasin, er der faktisk beviser for, at det er nødvendigt og har en postitiv effekt at vise større diversitet i modebilledet. Sociale medier skaber den nødvendige forbindelse mellem designere, magasiner og forbrugere, siger hun.

Og det er der brug for. Selv om Candice Huffine har levet af at være model i snart to årtier, har det ikke været helt uden bump på vejen.

– Jeg kan ikke tælle, hvor mange gang jeg har undskyldt for min størrelse. Jeg har stået på så mange modeserieskydninger og forsøgt at presse mig ned i noget tøj, jeg ikke kunne passe og har sagt: "Undskyld, undskyld, jeg er så ked af det, ej, vent lidt! Hvis jeg nu løfter det her bryst og presser lidt ned her, eller hvis nu vi ikke lyner den bagpå ..." Jeg ville ikke være skyld i, at de ikke kunne udføre den idé, de havde med billederne. Jeg har undskyldt rigtig meget for mig selv og for min krop, men det har ikke holdt mig tilbage. Det har bare motiveret mig.

Den gamle sang, hvor modelbureauerne, designerne og magasinerne forsøger at tørre ansvaret for brugen af meget tynde modeller af på hinanden, giver hun ikke meget for.

– Alle parter er nødt til at tage mere ansvar ved at hylde alle typer kvinder og være mere inkluderende. Det vil altid have en positiv effekt, og folk vil huske det, hvis du gør det. Alle skal have lov at føle sig attraktive og værdsatte, og modebranchen er nødt til at gå forrest i den kamp, siger modellen, der mener, at løsningen ret beset ligger lige for:

– Designerne siger, at det er butikkerne, der ikke køber de store størrelser. At de laver størrelserne, men at der ikke er efterspørgsel efter dem. Magasinerne siger, at de gerne vil have modellerne i magasinerne, men at de ikke kan skaffe kollektionsprøver i de størrelser. Det er det samme med catwalken, hvor begrundelsen er, at prøverne ikke er i så store størrelser. Altså, hør nu her, alle sammen: Lav nu bare de størrelser! Det kan jo sagtens lade sig gøre.

LÆS OGSÅ: Nikita Klæstrup: ”Selv hvis jeg kunne kurere kræft, vil folk stadig se mig som en dum bimbo”

Kropsidealet i fast forward

Der er bare lige et problem mere. For mens en model i plus size-kategorien må leve med at ødelægge et par lynlåse eller presse brysterne ned i en lidt for lille kjole, må hun lige så ofte leve med kritikken af ikke at være tilstrækkelig plus size. For hvornår man er stor nok til at være plus? Spørgsmålet er da også, om modeller som Candice Huffine og Ashley Graham blot repræsenterer et nyt og på sin vis lige så uopnåeligt ideal med deres lange ben, timeglasfigurer og struttende numser? Det er i hvert fald ikke ligefrem muffinmaver, korte stolpeben og flade bryster, der fylder mest blandt de succesfulde kurvede modeller.

– Det er en kamp, du aldrig kan vinde, men jeg tror, at vi om fem år vil se endnu flere forskellige kropstyper. Jeg tror på, at vi er med til at bane vejen, og at vi nok skal nå dertil. Jeg har brugt lang tid på at overbevise magasiner og designere om, at der er mange kvinder, der gerne vil se på en som mig. Det tager tid, men dørene skal nok åbne sig for endnu større diversitet i fremtiden, siger Candice Huffine.

Hun håber på, at hun kan være med til at ændre grundlæggende på modebranchen.

– Hvis vi går tilbage til diskussionen om, at vi ikke kan putte større kvinder i magasinerne, fordi de ikke kan passe tøjet, og at tøjet ikke passer, fordi det ikke bliver lavet i de størrelser og bla bla bla, vil jeg være den, der får det til at ske. Jeg vil sørge for, at der ikke er nogen kvinder, der ikke kan udtrykke sig, som de ønsker, fordi de kun har tre valgmuligheder bagerst i butikken, siger modellen, der allerede er involveret i flere designsamarbejder med det formål.

Drømmen, som hun har haft siden hun var helt lille, er den samme – men nu med en ekstra dimension.

– Jeg føler mig stadig som den 15-årige pige, der bare gerne vil være model og komme i magasinerne. Da jeg begyndte, var det en helt egoistisk drøm, men gennem årene har jeg fundet ud af, at den også påvirker andres liv. Det er virkelig kirsebærret på toppen.