SPONSORERET indhold

    Finalist til Danmarks sødeste kassedame 2017: Malene har et smil til alle

    Da Malene Thomsen begyndte at arbejde hos Letkøb i Aadum, var hun stille og indadvendt. I dag har hun rystet genertheden af sig og går i kunderne med træsko på.

    Foto: Jens Bach
    04. mar. 2017 | Livsstil | Hjemmet

    Malene Thomsen havde ikke satset på job i butiksverdenen, men i dag kan hun ikke forestille sig et mere givende job. Foto: Jens Bach

     

    Du kan stemme på din favorit-finalist nederst i artiklen eller lige her: Stemmeseddel: Her kan du stemme på Danmarks sødeste kassedame 2017

     

     

    Af Marlene Grøftehauge

    – Goddaw Tonny. Hvad kan jeg hjælpe dig med i dag?

    Malene Thomsen står bag kassen i købmandsbutikken Letkøb i Aadum ved vestjyske Tarm. Hun scanner en flok varer, som Tonny Pedersen har sat op på disken. Han er stamkunde og kører glad de 14 kilometer frem og tilbage fra sit hjem for at handle i den lille butik.

    – Det er så hyggeligt herude. At komme her er som at komme hjem til et familiemedlem. Og så finder I ikke en skønnere dame i nogen butik, siger han og vender tommelfingeren over mod Malene.

    – Du er altså tosset, siger Malene i et forsøg på at holde roserne lidt ud fra kroppen. Det bider ikke rigtig på 74-årige Tonny:

    – Jamen, du er altså en dejlig pige, lyder det vedholdende fra ham.

    LÆS OGSÅ: Danmarks sødeste kassedame: Her er årets fem finalister

    Selvom Malene bliver rød i kinderne, når hun får ros af kunderne, er de hele årsagen til hendes arbejdsglæde. Har hun ferie et par dage, længes hun efter at se dem og høre, hvordan det går.

    – Jeg elsker kontakten med kunderne. Og jeg kan blive glad, bare jeg ser dem komme ind ad døren. Jeg ved, hvad alle hedder, og hvilke cigaretter, de ryger, fortæller den 23-årige souschef, der er nomineret til titlen som „Danmarks sødeste kassedame“.

    – Jeg blev rørt, da jeg fik det at vide, siger hun med et smil, der når op i hendes øjne.
    En god snak med kunderne er helt naturligt for Malene Thomsen. Her ekspederer hun Tonny Pedersen, mens hendes chef, Brian Pedersen, ser til bagved. Foto: Jens Bach

    Kunderne er blevet venner

    Malene er egentlig uddannet multimediedesigner, men det var svært at finde et job.

    Da hun så et stillingsopslag fra Letkøb for to år siden, fik hun lyst til at søge. Og kort tid efter var jobbet hendes. Når hun tænker tilbage på sig selv dengang, er det en anderledes person, hun beskriver:

    – Jeg var meget stille og indadvendt. Da Brian (Malenes chef, red.) sagde, at jeg skulle gå hen til kunderne og spørge, hvad jeg kunne hjælpe dem med, blev jeg nervøs. I dag falder det helt naturligt, og på den måde har det givet mig rigtig meget personligt at arbejde her.

    LÆS OGSÅ: Danmarks sødeste kassedame 2017: Her er alle de indstillede

    Aadum er et lille samfund med blot 200 indbyggere, der har taget godt imod Malene i byens købmandsbutik.

    – Flere af kunderne er blevet mine venner, og jeg er også begyndt at spille på byens damefodboldhold, fortæller Malene, der bor sammen med sin kæreste i landsbyen Hoven 11 kilometer væk.

    Når hun sætter sig i sin bil om morgenen og kører mod Aadum, er hun altid motiveret. For hun ved, at hun skal ind og møde alle de mennesker, der skaber glæde i hendes liv.

    – I sidste uge stod kølerummet af, og det var surt og besværligt. Men kunderne var der straks med hjælp og opmuntring. De er så søde og kan redde en hel dag, lyder det fra den unge kassedame, der sjældent oplever det modsatte: Sure kunder. Skulle det alligevel ske, ved hun, hvordan de skal tackles:

    – Så får de bare et ekstra smil med på vejen.

    Flotte præmier til vinderen

    Vinderen af konkurrencen Danmarks sødeste kassedame får en række flotte præmier til en samlet værdi af over 18.000 kr. Alt sammen skattefrit:

    Gavekort på 10.000 kroner fra Hjemmet. To sæt Södahl sengetøj, værdi: 1.000 kr. Eva Solo termokande, værdi: 449,95. Blomsterberg kuvertfonduesæt til 6 personer, værdi: 450 kr. Pillivuyt Toulose kvadratfad, værdi: 499,95 kr. Produkter fra Apotekets uparfumerede og svanemærkede hudplejeserie, 4 stk., værdi: 224,80 kr. Stor chokoladepakke fra Kathrine Chokolade, værdi: 414 kr. Margretheskål i stål, 3 liter, værdi: 399,95. Architectmade Circle Bowl 30, værdi: 849 kr. Sæt med 5 Margrethe-skåle i flotte blå nuancer, værdi: 470 kr. Holm Wok, værdi: 699,95 kr. Nordal Blossom-kopper, 6 stk, værdi: 550 kr. Bitz tallerkener i benporcelæn, 6 stk., værdi: 600 kr. To Nuance Column stager, 14 cm og 21 cm høj, værdi: 450 kr. Bøger fra Lindhardt og Ringhof. Leif Davidsen: „Djævelen i hullet“, Helle Virkner: „Et liv“, Diverse forfattere: „Min barndom i 60’erne“, værdi: 735 kr.

    Man kan kun stemme på én kandidat.