”Det har været hårdere for min familie, end for mig”

Den 22. april ændrede alt sig for 42-årige Anabela Duarte. Den dag fik hun resultatet af den biopsi, hun havde fået taget få uger forinden. Anabela var forberedt på det værste. Hun vidste den var helt gal, da hun en måned forinden pludselig havde lagt mærke til en fordybning i hendes ene bryst. Alligevel var det en kæmpe forskrækkelse for hende, da overlægen åbnede munden og bekræftede hendes bange anelser. Det var brystkræft.

- Det var et kæmpe chok at høre. Det er lige meget, hvor forberedt, man er... Jeg havde gået og prøvet at indstille mig på det værste i en måned, og havde sagt til mig selv, at det nok skulle gå. Men alligevel styrtede det hele sammen for mig lige, da lægen sagde det højt. "Har jeg brystkræft?!", siger Anabela og husker tilbage.

Med sig på Herlev Hospital den dag, havde hun sin kæreste og sin mor, Gloria Duarte, som også er ved hendes side ved Støt Brysterne-løbet.

- Det var hæsligt, siger Gloria. Meget, meget hårdt... Mere får hun ikke sagt. Tydeligt bevæget tager hun fat i datterens arm, smiler og synker et par gange.

I en lille samlet flok er familien draget af sted til Amager for at støtte kampen mod brystkræft, og i særdeleshed Anabelas kamp. Mens kvinderne gør sig klar til at gå, fæstner Anabelas far Glorias skilt på ryggen, så alle på ruten kan se, hvem hun går for: "Min datter."

- Det har været hårdere for min familie, end for mig selv. Min kæreste havde slet ikke set det komme, og det havde min mor heller ikke. Og min teenagedatter har nok haft det allersværest. Hun bakser rigtig meget med det. Hun grubler over meget, og det er slet ikke meningen, at man skal have så alvorlige bekymringer, når man er 15 år gammel: "Hvad med min mor? Dør hun af det? Får hun det igen"? Hun prøver at skåne mig fra spørgsmålene og hendes bekymring, og det skal hun jo ikke, siger Anabela og ryster på hovedet.

Det går Anabela på, at familien har det dårlligt på grund af hende, men samtidig er det også dem, der er grunden til, at Anabela har bevaret optimismen igennem sit kræftforløb.

Sig det som det er
Når ulykken rammer, og man får at vide, at man er alvorlig syg, så kan man nemt gå ryge ned i et stort, sort hul. Og her har Anabela et råd at give videre:

- Når man bliver så syg, så skal man lytte til sig selv og passe på sig selv. Og det er rigtig vigtigt, at man får sagt til sine omgivelser, hvad man har brug for fra dem. Jeg havde for eksempel slet ikke brug for ynk og pylren omkring mig. Så ville jeg gå helt ned. Jeg har brug for at mine nærmeste kommer og siger: "Kom, lad os gå en tur.", og viser mig, at det hele nok skal gå. Det har de heldigvis været gode til. Især min svigerinde. Det er både vigtigt, fordi man så får, hvad man har mest brug for, og fordi at ens pårørende har brug for at gøre noget. Og man har brug for at læne sig op ad nogen, når man går igennem sådan en barsk omgang. Det er virkelig hårdt.

Lægerne skred hurtigt til handling i Anabelas tilfælde og få dage efter, hun fik at vide, at det var kræft, startede hun i kemo- og strålebehandling. Og bare 6 dage efter diagnosen var stillet, fik hun fjernet det kræftsyge bryst. Det betød til gengæld også, at eksperterne kort tid efter kunne meddele hende, at det så ud til, at de havde fået al kræften med. Men hun har stadig skullet gå igennem et udmattende kemo- og stråleforløb.

- I morgen får jeg min allersidste kemo, og så har jeg bare 25 gange stråler tilbage. Det gør mig meget, meget glad at tænke på. Jeg er erklæret rask. Og om lidt er det slut med kemoen, som for mig har været det værste ved forløbet. Jeg følte mig ikke rigtigt syg, før jeg startede i kemo. Men nu er det jo selvfølgelig det hele værd.