Anja Fonseca: "Jeg lyver ikke mere, og det er en lettelse endelig at kunne vise, hvem jeg er”

Igennem sytten år blev Anja Fonseca bedre og bedre til at skjule, at hun led af spiseforstyrrelsen bulimi, og at den fuldstændig havde taget magten over hendes liv. Udadtil virkede hun smilende og veloplagt, men i virkeligheden tænkte hun kun på, hvornår hun kunne få sit næste madfix.

Hvordan hun skulle få købt ind til det, hvor hun kunne spise maden, og på hvilket toilet hun kunne nå at kaste det hele op igen. Da det stod værst til, gentog hun sine mad- og opkastningsseancer op til otte gange om dagen.

Først i 2013 lykkedes det hende at vriste sig fri af sygdommen. Og sidste år stod hun så frem og røbede sin hemmelighed for alverden i bogen „I morgen stopper jeg”, som hun skrev sammen med forfatteren Morten Brask, og hvor hun ærligt fortæller om sin besættelse, ensomhed og angst. Et svært og modigt skridt, som hun på ingen måde har fortrudt, siger hun.

– Jeg kender jo mediebranchen, så jeg vidste godt, at der ville komme en voldsom fokus på mig og bogen, lige da den udkom, men også at stormen efterhånden ville lægge sig. Og det har den også gjort. Hun holder dog stadig foredrag om bulimi og får også mange mails fra folk, som selv er syge.

– Det er meget overvældende og rørende. Især fordi jeg ved, hvor tabubelagt det er. Jeg bliver utrolig taknemmelig over, at denne historie, som har givet mig selv så meget sorg, kan bruges positivt. Bogen har været med til at forandre meget i hendes liv.

– Jeg havde det sådan, at hvis jeg skulle stå frem, ville jeg sige hele sandheden og ikke lægge skjul på noget som helst. Det har været en enorm lettelse for mig endelig at kunne være ærlig. I mange år har jeg fortiet så meget og kunne ikke rigtig vise, hvem jeg i virkeligheden var. I dag kan jeg vise mig frem, præcis som jeg er.

SE OGSÅ: "Jeg troede en perfekt krop var vejen til lykke"

Faldt om i Irma
I marts var det tre år siden, at Anja Fonseca kastede op sidst, og hun kan uden at blinke sige, at hun aldrig har haft det så godt, som hun har i dag.

– Det er fantastisk ikke at skulle piske rundt og handle ind fjorten forskellige steder og nå at have tid til at spise og kaste op. Jeg føler mig meget mere levende og nærværende. Det mest ulykkelige ved min sygdom var jo alt det, jeg gik glip af. Der ligger en tåge over de sytten år, jeg var syg. Sikkert fordi mine spiseorgier også fungerede som en slags bedøvelse, hvor jeg ikke rigtig tillod mig selv at leve eller føle. Mens hun var syg, befandt hun sig konstant i en stresstilstand, siger Anja Fonseca.

– Al min opmærksomhed var rettet mod sygdommen, og jeg var bange for at blive afsløret, så jeg fik aldrig fred. Det var en særlig begivenhed, som til sidst fik hende til at sige stop. En dag, hun var ude at handle med sin datter, fik hun det dårligt, besvimede og blev kørt på hospitalet i ambulance. Det var en smertefuld reminder om, hvor alvorligt det stod til, og hvilke konsekvenser sygdommen kunne have.

– Jeg kunne jo rent faktisk dø af den. Med tiden kunne den have ødelagt min kalciumbalance, så jeg i princippet kunne have fået hjertestop. Hun blev undersøgt på kryds og tværs, men alle hendes balancer viste sig at være forbavsende gode. Til gengæld opdagede lægerne, at hun har sklerose.

– Det var selvfølgelig endnu et chok. Men da jeg intet har mærket til den sygdom, tænker jeg ikke ret meget over den. Jeg tager naturligvis den forebyggende medicin, men ved ikke, om sklerosen nogensinde udvikler sig og går heller ikke rundt og er bange for det. Jeg har alt for travlt med at nyde den frihed, jeg har nu, hvor jeg endelig er blevet fri for bulimien.

SE OGSÅ: Spis dig til skarpere hjerne, fladere mave og bedre humør 

Jeg skammede mig sådan
Hvorfor tror du, at du blev så afhængig af at kaste op?
– Oprindeligt var det, fordi at jeg ville tabe mig. Og så fungerede mine seancer også som et frikvarter fra mine problemer. Egentlig ville jeg helst spise og kaste op hele tiden. Ret paradoksalt, fordi jeg jo samtidig konstant kæmpede for at slippe ud af min afhængighed og var bevidst om, at den ødelagde mit liv. Mange, mange gange besluttede hun at holde op, men bulimien var ligesom en urkraft, hun ikke kunne unddrage sig.

– Den trak mig ind i en negativ spiral. Jeg havde det her problem, som jeg skammede mig sådan over, at jeg fik det dårligt. Og for at trøste mig, var jeg nødt til at spise og kaste op, og så blev jeg endnu mere ulykkelig og fik endnu mere brug for at spise og kaste op.

– Da jeg for nylig holdt et foredrag i Aalborg, kom en mand hen og fortalte, at han var alkoholiker. Han havde læst min bog og genkendte meget af sin egen historie i min. Hvad enten det handler om mad eller alkohol, føles afhængigheden på samme måde. Nogle af de lykkeligste erindringer, hun har fra de år, hun var syg, er perioderne, hvor hun ikke kunne komme til at udføre sine seancer, fordi hun var på ferie eller på feltarbejde og sammen med andre hele tiden. Så følte hun en vidunderlig frihed. Men så snart hun kom hjem, blev hun igen hvirvlet ind i den negative spiral.

– Der var også en lykke forbundet med at kaste op. Rent fysiologisk bliver der udskilt en masse endorfiner. Sådan er vi alle sammen bygget. Hvis vi bliver forgiftet og skal af med det, skal det være en rar følelse, som kroppen belønner os for. Indimellem kunne hun ikke lade være at tænke, at hvis det bare havde været alkohol eller stoffer, hun var afhængig af, kunne hun nemmere undgå det. Mad kunne hun ikke vige udenom, hvis hun skulle overleve, så kunsten for hende har været at lære sig at spise mere „normalt”.

Har det været svært ikke at falde i igen?
– Ja, især i starten, hvor jeg følte mig meget oppustet og kvalm, selv om jeg kun indtog små mængder mad.

SE OGSÅ: Spis dig til skarpere hjerne, fladere mave og bedre humør 

Vægten bestemte altid mit humør
Anja Fonseca prøver stadig at finde ud af, hvad det vil sige at have et normalt forhold til mad, og hun ved ikke, om hun nogensinde får det.
– Jeg lever efter den regel, at jeg ikke vil fornægte mig selv noget. For så snart jeg gør det, vokser det inde i hovedet på mig, og så vil jeg bare have det. Desuden prøver jeg hele tiden at bekræfte mig selv i, hvor gode bestemte madvarer er for mig, og hvor meget brændstof jeg får af dem.

Hun vejer sig aldrig og ejer heller ikke en vægt.
– Selv om jeg for længst har erkendt, hvor farlig bulimien var for mig, bliver jeg stadig helt glad, når min medforfatter Morten siger, at han synes, jeg ser tynd ud. Også selv om han drillende understreger, at han ikke mener det som et kompliment.
Derfor vil det tal, som vægten viser, også nemt få en alt for stor betydning for mig og forekomme mig at være for højt. Før var det jo en evig markør, der altid bestemte mit humør. Nu prøver jeg at finde ud af at leve fint uden.
At hun endte med at lægge sin afhængighed bag sig, skyldes ikke mindst Morten Brask, som hun har skrevet bogen sammen med og også var kæreste med en overgang.

– I modsætning til alle andre var han ikke bange for at spørge ind til detaljerne, da jeg fortalte ham om min bulimi. Han er jo forfatter og insisterede på at få at vide præcis, hvordan mine seancer foregik. Til sidst blev det næsten lige så udramatisk som at forklare, hvordan jeg bager en kage. Sensationen blev ligesom hevet ud af det, og det føltes mere håndgribeligt og konkret.

Med tiden var hun ellers blevet ekspert i at lyve og skjule sine spor.
– Ingen omkring mig opdagede noget. Jeg var sammen med min første kæreste i fem år, fra jeg var 20 til 25 år. I sommer mødtes vi igen efter ti år, fordi jeg ville fortælle ham om min hemmelighed, inden bogen udkom. Han var fuldstændig målløs og havde ingen mistanke haft. Det viser lidt om, hvor god jeg var.

Jeg begyndte at cykle for at helbrede mig selv
Så mange års bulimi kan ikke undgå at skade kroppen. Syren i hendes opkast har gjort emaljen på hendes tænder porøs, så hun nemt får huller, og håret er blevet udtyndet. Men ellers har hun det overraskende godt, siger hun.

– Hvis man kan tale om en „fordel” ved at have haft bulimi frem for anoreksi, er det den, at jeg trods alt optog en del næringsstoffer. Samtidig er jeg blevet hjulpet af, at jeg har dyrket sport, tror jeg.
Egentlig begyndte hun at cykle og løbe som et forsøg på at helbrede sig selv.
– Det var en form for selvmedicinering, som jeg håbede, kunne forhindre mig i at kaste op. Jeg begyndte at løbe, da jeg var i starten af tyverne. Senere meldte jeg mig ind i en triatlonklub og har siden også cyklet rigtig meget.

Hun har det bedst, hvis hun rører sig hver dag. Helst udenfor, hvor hun kan mærke vejret og nyde naturen. Hendes datter bor halvdelen af tiden i Hillerød hos sin far og går også i skole deroppe. Ofte tager hun og datteren toget til Hillerød, og så cykler hun selv tilbage til København og måske også op og hente datter igen.
– Jeg er omhyggelig med ikke at have et mål om at køre en bestemt distance eller køre på en bestemt tid. Det vil hurtigt udvikle sig til et negativt pres. Jeg vil hellere, at den daglige motion bliver en meditativ oplevelse, hvor jeg kan lade tankerne køre friløb.

SE OGSÅ: Stramme balder og højt humør: Tag en cykeltur med veninderne

Kritik er ikke verdens undergang
Hvad er din største udfordring i dag?
– Den helt klassiske, at jeg aldrig synes, jeg har tid nok. I perioder arbejder jeg helt vildt meget, så jeg kan holde mest muligt fri, når jeg har min datter, Clara, der er ni år nu. Desuden vil jeg gerne ud og røre mig og har også en kæreste, som jeg har lyst til at se så meget som muligt.

Er du bange for, at din datter skal få nogle problemer, der ligner dine?
– Jeg er ikke bange, men meget opmærksom. Når jeg ser mig omkring, møder jeg hele tiden det her meget stereotype billede af den ideale kvindekrop, som jeg også selv har været meget påvirket af. Alle piger, der er sårbare og har svært ved at mærke sig selv, bliver påvirket af det, tror jeg. På Instagram for eksempel er det påfaldende, at kvinderne især får mange følgere, når de promoverer sig på baggrund af deres udseende, mens mændene ofte er populære, fordi de er gode til et eller andet. Det gør mig virkelig trist at se. Hun er godt klar over, at hun er hyperfølsom på dette område, men mener samtidig, at der er grund til bekymring.

– Som modvægt prøver jeg at fokusere mindst muligt på min datters udseende og mere rose hende for alt muligt andet. Jeg vil gerne give hende et selvværd, der ikke kun handler om, hvordan hun ser ud.
Dårligt selvværd var i høj grad med til at udløse hendes egen bulimi.

– Jeg manglede en kerne af at føle mig okay. I dag har mit selvværd det bedre. Via mit arbejde har jeg lært at skille tingene ad. F.eks. har jeg lært, at kritik ikke er verdens undergang og rent faktisk kan være berettiget. Og at jeg ikke kan forvente, at alle kan lide mig. Der vil altid være nogen, som ikke bryder sig om en, og det er helt okay.

Hvad er dit bedste råd til andre, som er på vej ud i bulimi?
– Erkend, at det ingenting løser og på langt sigt bare skaber endnu flere problemer. Og ræk så ud efter hjælp, også selv om det er svært og skamfuldt. Jo mere åben du er, jo nemmere kommer du ud af det.

MINE TRE BEDSTE SUNDE RÅD
1. Fortæl dine nære om det, der nager dig, og om din følelse af, at du ikke er god nok. På den måde undgår du, at følelserne kommer til at fylde alt for meget og konstant ligger og ulmer indeni dig.
2. Få en mere gavmild og altruistisk tilgang til folk omkring dig. Hvis du ser en, som ikke trives, så ræk ud efter vedkommende. Man får det simpelthen så godt af at give – ikke kun materielle ting, men også på det åndelige plan.  
3. Træn, men sørg for, at det aldrig bliver fanatisk, og at du har det sjovt, imens du gør det.

SE OGSÅ: Michelle Kristensen: "Jeg har prøvet ALLE slankekure..."

SE OGSÅ: Spænder dit selvværd ben for dit vægttab?

SE OGSÅ: 15 tips, der strammer op, renser ud og giver mere energi