interview med Annette Heick
SPONSORERET indhold

Annette Heick: „Kærligheden og ulykken ændrede alt..."

… og det er først nu, jeg tillader mig selv at mærke sorgen over det, vi har mistet”. Mød den 43-årige skuespiller og sangerinde, hvis mand brækkede nakken i en ulykke i januar og hør, hvordan hun har tacklet sit livs største udfordring.

Af:: Birgitte Bartholdy Foto: Les Kaner
24. sep. 2015 | Sundhed | Fit living

Forleden sad Annette Heick og sorterede i billederne på sin telefon. Hun kom længere og længere tilbage, og pludselig var hun ved billederne fra ferien i Thailand i januar. Den ferie, der forandrede alting, da hendes mand, Jesper, blev sendt mod sandbunden af en bølge og brækkede nakken.
Billederne gjorde frygtelig ondt at se på.
– Faktisk var det første gang overhovedet, jeg turde kigge tilbage. Ellers har jeg koncentreret mig om at kigge fremad. Lige der tillod jeg mig også at mærke sorgen. For selv om Jesper overlevede og får det bedre og bedre, mistede vi noget på den ferie, som vi måske aldrig kan genfinde, og det er barskt at forholde sig til.

SE OGSÅ: Sådan føles det at kvitte lykkepiller, sejle fra stress og redde et liv

Hvis ikke en australsk, kvindelig læge var kommet løbende på stranden den dag og havde råbt: „Stop, stop, rør ham ikke,” kunne Jesper have været død. Lægen forhindrede livredderne i at lægge ham i natostilling. Efterfølgende blev han hasteopereret på et thailandsk hospital.
Annette Heick husker tydeligt den aften, hun sad alene på hotelværelset og ventede på at få at vide, hvordan operationen var gået. Børnene sov. Hun fik øje på Jespers skjorter på bøjlerne, de duftede af ham. På bordet lå hans telefon og en note, han havde skrevet samme morgen.
– Det var som at få en kæmpestor mental lussing. De her ting skulle jeg pakke sammen, uden at han var til stede. Det var så grænseoverskridende. Hun havde fået at vide, at operationen ville tage fire timer og havde sat et ur, så hun kunne gå nedenunder og ringe. Men da hun fik forbindelse til hospitalet, var beskeden, at han stadig var på operationsbordet, og at det ville tage flere timer endnu.
– Da tabte jeg pusten. Jeg kunne ikke på nogen måde vende den besked til noget positivt. Senere kom der heldigvis besked om, at alt var gået godt. Jesper var i bedring og ville ikke blive lam.

I krampegråd midt på gaden
Vi møder Annette Heick hjemme i hendes hus ude på landet i Sverige. Her har udsigt til vand og en stor, blomstrende have, hvor hendes to sønner leger. Hun lægger ikke skjul på, at det sidste halve år har været hårdt. Hun er glad for undervejs at have opdaget om sig selv, at hendes praktiske sans også fungerer i paniksituationer.
– Jesper blev ved med at sige: „Hvor er du sej”. Jeg følte mig slået til plukfisk, men jeg fremstod åbenbart stærk. I det hele taget har jeg lært meget om mig selv. Der er også meget, der efterfølgende er blevet enormt nemt. Før kunne jeg godt være bekymret over, at jeg skulle tage en svær samtale med en samarbejdspartner. Det anser jeg ikke for svært længere.

SE OGSÅ: Timm Vladimir: "For mig er nydelse ren sundhed"

Mere end et halvt år har Jesper Vollmer, som er kongehusets køkkenchef, nu været i gang med genoptræningen på rygmarvscentret i Hornbæk. Han er kommet langt, men har stadig lidt vej igen, før han fungerer som før.
– Rigtig mange har gjort sig kloge på vores vegne, men vi har været nødt til at følge den strategi, der fungerer for os. Og vi har valgt at se fremad og hele tiden have ja-hatten på. Ingen af os har haft lyst til at drukne os i selvmedlidenhed.
Det gav genlyd i pressen, da hun kort efter ulykken tog til Aarhus og gennemførte et prøveforløb til hovedrollen i musicalen „My Fair Lady” på Aarhus Teater og bagefter tre måneder med forestillinger.
– Nogle syntes, jeg hellere skulle have siddet ved Jespers side og holdt ham i hånden. Men det var ikke en option i vores tilfælde. Jesper ønskede slet ikke den form for medlidenhed. Han havde travlt med at træne seks timer dagligt. Hun beskriver sin mand, som hun har kendt i 17 år, som et meget positivt menneske, der aldrig, aldrig giver op.

– Har I altid været gode til at tackle kriser sammen?
– Ja, altid. Vi er begge viljestærke og fandenivoldske. Vores kærlighed handler meget om at se hinanden og give hinanden plads. Og så har vi begge en enorm fremdrift. Vi har altid været oppe på beatet karrieremæssigt. Der er kun to skridt fra tanke til handling. Så der var slet ikke nogen tvivl hos os om, at jeg selvfølgelig skulle gennemføre mit engagement på teatret.
At bo i Aarhus i tre måneder blev et fantastisk åndehul for hende.
– Deroppe kunne jeg tage en pause fra at tænke på ulykke og sygdom, jeg kunne trække vejret ubesværet og koncentrere mig om min rolle. Selv om jeg må indrømme, at der var et par gange, hvor jeg blev indhentet af følelserne, mens jeg gik på gaden. Jeg brød i krampegråd, og benene eksede under mig, så jeg ikke engang kunne stå op.
Resten af tiden lykkedes det hende at tæmme bekymringerne.
– Jeg har koncentreret mig om fremtiden. Og det har virket. Jeg kan mærke, at jeg er nået til et rigtig godt punkt nu, hvor jeg har fået fornyede kræfter, som jeg kan dele rundhåndet ud af.

Få kan matche mit drive
Mens Annette Heick var i Aarhus spillede hun tennis fire gange om ugen og kom i sit livs bedste form.
– Foruden tennis styrketrænede jeg også mange dage om ugen i tre måneder med min personlige træner, Krisztina Maria, som forberedelse til min rolle. Det var en del af magien ved Aarhus. Min træner har betydet utrolig meget for, at jeg kom igennem både fysisk og mentalt. Hvor mærkeligt det end kan lyde, er de måneder i det hele taget den lykkeligste arbejdsperiode, jeg nogensinde har haft.

SE OGSÅ: Tre kvinder: "Jeg trænede jeg mig tilbage til livet"

– Hvor finder du energi og livslyst?
– Generelt er vi en meget optimistisk og glad familie, og det har vi bevaret. Jeg holder af hverdagen, meget mere end af berømmelse og vilde fester. Jeg er god til at nyde det, når årstiderne skifter, nyde udsigten ud over vandet og mødet med en glad taxachauffør i byen. Helt almindelige ting. Og så elsker jeg at arbejde.
I sommer holdt hun for første gang i mange år en lang ferie.
– Det havde vi brug for. Men normalt holder jeg højst en uge ad gangen. Jeg er et arbejdsdyr, og det har jeg altid været.
Hun er typen, der har gang i mange projekter og hele tiden får nye ideer. Jo mere vi taler om hendes forretning, jo mere retter hun sig op, og jo mere lys kommer der i hendes øjne. Man kan mærke, at det er sandt, når hun siger, at hun brænder så meget, at det er svært at uddelegere. Andre kan ganske enkelt ikke matche hendes drive.
– Jeg er aldrig kommet nemt til tingene, så jeg har også været nødt til at være energisk. Jeg skal hele tiden selv støbe kuglerne, være opsøgende og fremme på beatet.

I femten år har Annette Heick levet af alt mellem himmel og jord. Indspillet album med egne sange, optrådt i et show med sin far, været studievært, skrevet klummer, medvirket i „Mads & Monopolet” på P3, spillet med i musicals og meget andet. Indimellem kan hun godt køre træt i selv at skulle række ud efter alt det, der skal ske.
– Jeg har tit prøvet det angstprovokerende i at stå foran en mur, hvor jeg ikke anede, om der dukkede nogle opgaver op til mig på den anden side. Men de sidste år har været rigtig gode.

SE OGSÅ: Rolf Sørensen: "Nederlag slår mig ikke ud"

Jeg er nødt til at have en plan B
For nylig har hun og Jesper sammen stiftet firmaet Rå, hvor de er i gang med at udvikle en produktlinje og en fødevarelinje. De er også ved at få opført et eksklusivt lille konference- og teambuildingsted i Allinge på Bornholm, hvor de selv skal være værter.
– Vi kalder det et koncepthus. Her vil vi forkæle vores gæster med særlige gastronomiske, sportslige og kulturelle oplevelser, man ikke kan blive forkælet med andre steder, siger hun.
– Firmaet er også opstået, fordi vi har været nødt til at tænke i forskellige fremtidsscenarier. Dels ved vi ikke, om Jesper kommer i samme form som før. Dels bilder jeg mig ikke ind, at jeg er en af de få, der vil blive ved med at have mange opgaver i underholdningsbranchen, når jeg er over 50 år. Jeg ved godt, det er meget få kvinder forundt. Jeg er nødt til at have en plan B. Den vildeste luksus ville være, hvis jeg havde to velfungerende karrierer og kunne tillade mig at vælge meget fra. Det ligger der en stor styrke i. Jeg gider ikke være afhængig af, at jeg skal sige ja til noget, jeg virkelig ikke har lyst til.

– Trykker alderen dig?
– Nej, overhovedet ikke ellers. Jeg tænker selvfølgelig på at holde mig i form. Men jeg er på ingen måde hysterisk omkring det.

SE OGSÅ: 15 tips, der strammer op, renser ud & giver energi

Der skal meget til at fornærme mig
Når hun skal forkæle sig selv, holder hun af at tage et karbad, podcaste et debatprogram fra radiokanalen 24/7 og samtidig nyde en kop kaffe. Det anser hun for den største luksus.
Politik og debat har altid interesseret hende. Og hun har aldrig været bange for selv at sige sin mening ligeud. Faktisk har hun gjort det lidt til sit brand, også for ikke altid at blive slået i hartkorn med sine berømte forældre, Keld og Hilda Heick.
– I en periode optog det mig meget, at jeg ikke kun ville ses som deres datter, og at jeg gerne måtte få mere kant end dem. Det lykkedes fint, synes jeg, og nu fylder det ikke længere så meget. Men der er da stadig ting, jeg siger nej til for ikke at ende i den bås igen. Sit eget brand ser hun som forbundet med ærlighed. Hun har aldrig skjulte dagsordener, siger hun.
– Det gør, at folk enten kan lide mig eller ikke fordrage mig. Der er ikke rigtig nogen middelvej der.

Især har flere af hendes klummer i BT vakt opsigt. Specielt den med overskriften „Jeg får lyst til at slå på glasset og sige neger”, som handlede om, at danskerne er blevet for fintfølende og for politiske korrekte. Efter den modtog hun et vanvittigt antal mails, hvoraf en del var meget grove, men også 10.000 likes på Facebook.
– Der skal virkelig meget til at fornærme mig. Jeg tror, jeg fik et lag af teflon, dengang jeg var barn, og folk sagde de mest horrible ting til mig og mine forældre.
Men fornærmelserne preller for det meste af, og hun giver aldrig igen med samme mønt. Så hellere drukne folk i venlighed. Hun siger selv, at hun har forandret sig enormt de sidst tyve år.
– Jeg har lige været til 25-års studenterjubilæum, så jeg har tænkt meget på, hvad der er tilbage af den unge pige fra dengang. Og jeg tror, at svaret er: ingenting.
Hendes helt store forvandling begyndte, da hun var 27 år og mødte Jesper. Uden ham var hun aldrig blevet den, hun er i dag.
– Jesper så mig på en måde, jeg aldrig var blevet set på før. Han gav mig et modspil, der var anderledes, og et medspil, der gav mig ro til at finde mig selv. Det var i de år, jeg opdagede, at jeg havde dette erhvervsmæssige drive, som jeg skulle forfølge. Han var med til at give mig luft under vingerne. Vi startede forfra her i Sverige, og det har gjort mig virkelig godt.
Netop det, at hun og Jesper er vokset sammen og har fælles mål, gør hende fortrøstningsfuld omkring, at de også nok skal finde en vej videre frem nu.
– Sammen er vi virkelig stærke.

SE OGSÅ: Cecilie Hother: "Det er den største oplevelse, jeg nogensinde har haft"

Det bedste jeg ved...
Bog: „Kaptajn Dinesen: Ild og blod” af Tom Buk Swienty.
Feriested: Rom, fordi den emmer af historie, man spiser virkelig godt, og menneskene er så charmerende.
Skønhedsprodukt: Embryolisse dagcreme.
Design: Jeg går altid i Gant, Ralph Lauren, Malene Birger eller Boss.
Mad: Ris og karry og kylling. Sådan kalder vi det. Andre siger: Kylling i ris og karry. Træning: Jeg spiller meget tennis. Der er fremragende baner tæt på, hvor jeg bor. Sverige er et tennisland.
Drink: Mojito.
Hemmelig synd: Karamelsnørebånd og saltlakrids.

3 ting, jeg ikke kan undvære
1. At læse Berlingske med en kop kaffe til om morgenen. Hvis jeg da ikke sniger mig til at læse den på min iPad om aftenen.
2. Et kig ud på havet. Gerne fra mit køkkenvindue. Det giver mig en stor ro. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg nogensinde kommer til at bo inde i landet igen.
3. Stilhed. Ingen musik, intet tv, der kører. Bare ro nok til, at jeg kan høre fuglene udenfor synge. 

SE OGSÅ: Sådan spicer du dit parforhold op - også i sengen

SE OGSÅ: Derfor er løb så sundt for kvinder

SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, når du mangler energi?