Louise Mieritz: "Lykken er også at fejle"

Hvordan er det at være kvinde og over 40 i en underholdningsbranche, som mest er optaget af ungdom og udseende? De hudløst ærlige svar på det spørgsmål får man i komedieserien „Ditte & Louise”, der fik store seertal, da den løb over skærmen på DR1 i sommer.
Serien er, som en anmelder skrev, som en stor fed autobahn, der med sylespids ironi løber lige igennem de allermest ømme punkter. Louise Mieritz er selv overrasket over, hvor stærkt serien har virket på især de kvinder, der har set med, og som skiftevis har krummet tæer og skraldgrinet.
– Folk har været meget optaget af, at vi viser os frem som fejlbehæftede mennesker, der har en drøm, som vi går efter, men hvor vi også er gode til at spænde ben for os selv. Når det angår kvinder, er det åbenbart et ret underbelyst emne.

Da Louise skrev komedieserien sammen med Ditte Hansen, var de ellers opmærksomme på, at det kvindelige fortegn ikke skulle blive for stort.
– Vi ville gerne, at alle skulle kunne genkende sig selv i situationerne, men samtidig er vi jo kvinder. Derfor er vi også bevidste om at vise rummelighed over for kvinders skizofreni omkring deres egne kroppe.
Faktisk vakte alene dét, at de var kvinder opsigt, fordi comedy-markedet er så domineret af mænd.
– At der er så mange mandlige komikere, tror jeg bunder meget i, at vi kvinder er vant til at få point for at være artige, stille og ordentlige. Og komik er jo noget med at larme og stritte selvbevidst med sine fejl. Det kræver enorm selvtillid og vilje til også at vise sine grimme sider frem. Og det tør mange kvinder ikke.
– Vi kører rundt i, hvordan vores hud og deller ser ud og glemmer den befrielse og selvtillid, der ligger i at se humoristisk på det. Det er jo fantastisk at råbe ud til publikum: „Se lige, hvor latterlig jeg er her. Kender I det?” Og få svar tilbage, at ja, det kender de fleste til. Vi kvinder skal lære hinanden, at det er okay at fejle.

SE OGSÅ: Sisse Fisker: "Følger man sit hjerte kan det koste penge og omveje, men man fortryder det aldrig"

Det var næsten som en forelskelse, da hun og Ditte Hansen opdagede, at de havde samme humor, ikke var bange for at vise den frem og endda befrugtede det morsomme ved hinanden.
Det skete, da de spillede sammen i forestillingen „Kvindernes hævn” på Nørrebro Teater, hvor alle medvirkende var kvinder, der både havde en mande- og en kvinderolle.
– Jeg spillede bl.a. en kvinde, der var kæreste med den mand, som Ditte spillede. I sådan et samspil åbner man sig mod hinanden, der opstår svingninger, og mellem mig og Ditte var de meget store.

Vi kan slippe afsted med meget
På grund af det samarbejde blev de to senere bedt om at være værter til Bodil-prisuddelingen.
– Der kunne vi for alvor mærke, hvor enige vi er om, hvad der er sjovt. Vi opdagede også, at vi som kvinder har noget blødt og feminint med os, der afbøder lidt, når vi siger noget hårdt. Derfor kan vi slippe af sted med temmelig meget. Selv om der selvfølgelig altid er nogle, der slet ikke kan holde os ud og ikke forstår humoren.
I øjeblikket sidder hun på alle hverdage sammen med Ditte Hansen og skriver på en ny sæson af „Ditte & Louise” på et kontor midt i Kødbyen i København. Og i denne fase, hvor stoffet stadig er jomfrueligt, kan det godt virke grænseoverskridende – også på hende, siger hun med et grin.
– Det sker, at jeg må rejse mig op og gå ud for lige at få rettet tæerne ud. Jeg kunne ikke have lavet en serie som denne for ti eller tyve år siden, hvor jeg stadig brugte en frygtelig masse energi på at tænke på, hvad andre tænkte om mig. I dag er jeg i stand til at omfavne min alder med humor og acceptere, at kødet sidder mere løst på knoglerne. Når jeg står i hunden til hot yoga, kigger jeg med en vis overbærenhed over for mig selv på de 30-årige ben ved siden af og tænker, hvor pæne de er, og hvor lidt hende den 30-årige nok er i stand til at værdsætte dem.

SE OGSÅ: Stræk dig dejligere: 5 yogaøvelser

Min hjerne brændte sammen
Hvad er det bedste ved at have nået det sted, du nu er i livet?
– Hele projektet med at skrive „Ditte & Louise” og få den igennem hos Danmarks Radio og bagefter få så gode anmeldelser er lidt af et højdepunkt i min karriere. Som mange andre freelancere oplever jeg det som ydmygende hele tiden at skulle vurderes af andre for at få arbejde. Kan de nu lide mig og min måde at spille på? Der er ikke blevet mindre hårdt med alderen, og når det er et afslag, er det krævende at overbevise sig selv om, at der nok skal komme en rolle mere. Derfor er det fantastisk, at jeg nu har fået magten over mit eget arbejdsliv og ved, hvad jeg skal lave de næste år. Enormt tilfredsstillende. Jeg er lykkelige for at vide, at jeg skal være så meget i rum med Ditte, som er så generøs, sjov og klog og gør mig så meget klogere.

Og hvad er så det sværeste ved at være der, hvor du er?
– Det er, at der også følger et stort ansvar med. Vi er jo en slags projektledere. Faktisk var det ved at få mig ned med nakken for et år siden.
På det tidspunkt havde hun og Ditte Hansen været i gang med at skrive og optage serien i halvandet år, foruden at de også havde skrevet to teaterstykker, „Mågens” til Nørrebro Teater og „Den Vægelsindede” til Odense Teater. Herlige opgaver, som hun elskede.
– Midt i oktober sidste år kunne jeg slappe lidt af og burde være lykkelig. Men jeg var det ikke. Jeg tog til London med min mand, men ville allerhelst ligge under en dyne. Jeg var slidt, kunne ikke huske, og min lunte blev meget kort.

Hun henvendte sig til en coach og fortalte, at hun ikke fattede, hvad der foregik. Her var hun i gang med de fedeste projekter, og alt gik godt. Hvorfor skulle hun så pludselig have det så skidt?
– Så forklarede coachen, at min hjerne simpelthen var overstimuleret og ved at koge over, fordi den ikke fik pauser nok. Det fik hende til at trække stikket i en måned, hvor hun tog ud at rejse. Hun droppede også larm som Facebook.
– Ditte og jeg havde fået en rytme, hvor vi knoklede løs med en eller anden udfordring. Og når vi så fandt løsningen, blev vi høje og fortsatte to timer mere. Min coach lærte mig, at det var en rigtig god ide at rejse mig og tage en pause. Ellers risikerer jeg at brænde sammen på en måde, som jeg aldrig vil komme mig over. Jeg prøver også at få femogtyve minutter for mig selv, inden jeg henter min søn fra børnehave. Det allerbedste er, hvis jeg kan nå en powernap. Det giver mig en masse ny energi.
Det er også vigtigt at huske at træne, opdagede hun.
Aldrig har hun været så fit, som da hun medvirkede i „Vild med dans” i 2012 og endte på en andenplads sammen med Silas Holst.
– Dengang mærkede jeg, hvor meget energi det gav mig. Siden har jeg ikke altid været god til at holde formen ved lige. Det medvirkede også til min overstimuleringsdiagnose, tror jeg. Det var lidt en følelse af, at jeg var blevet en kæmpe hjerne, og kroppen bare tog noget tøj på og gjorde det, den skulle. Jeg har været flink til at gå til yoga, men jeg har savnet at komme op i tempo, og det er jeg kommet i gang med nu.
To gange om ugen går hun til cardio core i sit lokale træningscenter, en blanding af intervalbaseret løb og gang på løbebånd og styrketræningsøvelser på måtte. Hun går også fortsat til hot yoga, som hun er ret pjattet med.
– For mig handler det meget om at få trukket vejret rigtigt i en hel time. At udføre øvelserne i 40 graders varme betyder desuden, at jeg kan komme længere ud i strækket. Hun og Ditte har lovet hinanden, at både træningen og pauserne skal prioriteres fremover.

SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, når du har for travlt?

Er du egentlig lige så kontrolleret og neurotisk som Louise i serien?
– Alting i serien er jo forstørret for at gøre det mere komisk, men ja, jeg er både kontrolleret og neurotisk. Jeg har f.eks. et stort „Nej” i mig, som er min første reaktion. Hvis jeg læser en mail fra nogen, der vil mig noget, har jeg brug for at samle mig, før jeg kan sige ja. Det er jeg ikke stolt af. Allerhelst vil jeg da være en rummelig og energisk mama, der har otte børn og synes, det er dejligt, at der kommer otte mere på besøg. Men sådan er jeg bare ikke.

En lettelse at sige fra
Nej-siden af hende var dog mere udtalt før det vendepunkt for otte år siden, hvor hun begyndte at få angstanfald.
– Jeg tror, at det var min krop, som prøvede at råbe mig op. Jeg lyttede ikke til den, og derfor var den nødt til at tale med meget store bogstaver til sidst. Anfaldene kunne komme ud af det blå, når jeg var ude. Jeg blev lammet af en følelse af, at jeg ikke kunne få luft og af tanker om, at jeg måtte væk. Det var en følelse at, at jeg ikke hang sammen med nogen eller noget. Virkelig voldsomt, og folk forstod det ikke. Det havde været nemmere, hvis der voksede en stor grøn byld ud af kinden, som alle kunne se.

SE OGSÅ: Anette Heick: "Kærligheden og ulykken ændrede alt..."

Efter et stykke tid begyndte hun at spekulere på, hvad hendes krop ville fortælle hende. Og så dukkede der en liste op med alle de ting, hun ikke ville stå ved, at hun var. Listen omfattede ord som urimelig, sårbar, dum, ubegavet, grim og usjov. Og ord som megaambitiøs og for meget.
– Langsomt gik jeg i gang med at indtage mine skyggesider og melde mig ind i klubben af mennesker med fejl. Det var faktisk bare det, det handlede om. Jeg er religiøst opdraget og har meget været en pæn pige. I lang tid troede jeg, det ikke var fint at have grænser og lod folk vade ind over mig. Men nu gav jeg mig selv lov til at have fejl, og samtidig trak jeg nogle tydelige grænser for, hvad jeg ville og ikke ville og blev bedre til at sige fra. Det var en kæmpestor lettelse.
– Jeg tror, det gjorde mig mere synlig over for dem, der holder af mig for den, jeg er. I hvert fald mødte jeg min mand kort efter. På det tidspunkt var hun lige fyldt 37 år og havde besluttet, at hun i hvert fald ikke skulle have en mand fra film- eller teaterbranchen. Hun havde ligesom scannet miljøet og afgjort, at alle de gode var taget.
– Og så stod Manuel der lige pludselig ved en branchefest. Vi havde arbejdet sammen et par gange, uden at der var noget imellem os, men nu var timingen rigtig. Efter fem uger var jeg gravid. Mit liv slog en ordentlig kolbøtte, hvor jeg gik fra at være en single, der kunne bestemme alting selv i min lejlighed, til at flytte sammen med denne mand, som havde en datter i forvejen, og blive familiemenneske. Det var svært, men også dejligt. Sammen med Manuel har jeg en følelse af at være kommet hjem. Det lyder klichéagtigt, men sådan er det faktisk.

NAVN: Louise Mieritz.
ALDER: 44 år.
UDDANNELSE: Uddannet fra Statens Teaterskole i 1994.
AKTUEL MED: Komedieserien „Ditte & Louise”, som DR sendte første sæson af i sommer, og som hun har skrevet sammen med Ditte Hansen. Anden sæson forventes at få premiere i 2017.
PRIVAT: Bor i København med sin mand, filmfotografen Manuel Claro, den fælles søn Samuel på 6 år, og Manuels datter Mercedes på 13 år.

SE OGSÅ: 3 kvinder: Mit job kræver, jeg er i topform 

SE OGSÅ: Spis dig glad med 6 sunde råvarer

SE OGSÅ: 3 skønne mænd: "Vi elsker kvinder, der kan grine af sig selv og holder af deres krop"