Sisse Fisker: "Følger man sit hjerte, kan det koste penge og omveje, men man fortryder det aldrig"
SPONSORERET indhold

Sisse Fisker: "Følger man sit hjerte, kan det koste penge og omveje, men man fortryder det aldrig"

Hun har været tæt på invalideret af en kronisk rygsygdom, men har i den grad fået livskraften tilbage. Mød den 38-årige tv-vært, som er aktuel med tv-programmer om rejser, der har vendt op og ned på hendes eget liv.

Af:: Birgitte Bartholdy Foto: Les Kaner
06. nov. 2015 | Sundhed | Fit living

Der findes fem små enklaver i verden, hvor forskere har opdaget, at folk lever længere og sundere, end nogen andre steder på kloden. Disse fem specielle enklaver har Sisse Fisker besøgt i løbet af det sidste år for at finde opskriften på det gode liv og omsætte den til fem udsendelser på DR1 samt til bogen „Livets opskrift”.
Med et kamerahold fløj hun til en lille halvø i Costa Rica og bagefter til øen Okinawa i Japan. Hun rejste til et samfund med syvendedagsadventister i Californien og bagefter til bjergregionen Nuoro på Sardinien. Og til sidst besøgte hun også den lille idylliske ø Ikaria i Grækenland. Hun talte med patriarkerne og deres koner, med børnene og de unge og med de gamle bedstemødre og bedstefædre.
– Og jeg mødte bare så meget livsglæde, lidenskab og hjertevarme, at jeg blev helt blæst omkuld, siger hun.
Undervejs begyndte den 38-årige tv-vært at spekulere på, hvad hendes egen opskrift på det gode liv egentlig er. 

SE OGSÅ: Anette Heick: "Kærligheden & ulykken ændrede alt..."

I de sidste år har hun ved siden af sit job på Aftenshowet på DR1 også fået to børn og haft en lang periode med en svær og smertefuld ryglidelse. Lidt af hendes livsglæde var gået tabt undervejs i kampen for at komme på benene igen. Og nu mødte hun disse vidt forskellige folkeslag, som sprudlede af livskraft. Hvordan kunne hun tage lidt af den kraft med hjem og drysse den ud over sit eget liv, så det blev bedre og sundere?

Ikke alle de ideer, hun fik, kunne omsættes til et moderne storbyliv i Danmark, men nogle kunne.
– Det besøg, der har påvirket mig mest, foregik på halvøen Nicoya i Costa Rica. Der er ingen wi-fi, og et tv bliver delt af to familier. Ingen løber rundt med mobiltelefoner i hånden konstant, og de spiser længe sammen hver aften.
– De gamle kommer ikke på plejehjem, og de små kommer ikke i institution. Generationerne er sammen hele tiden og tager sig af hinanden. Om morgenen står de op med solen, og om aftenen går de i seng med solen og holder også siesta midtvejs. Samtidig er det den friske høst fra marken og den nymalkede mælk fra køerne og gederne, som ryger direkte ind på bordet til frokost.
Folk i området praktiserer med andre ord den form for simple living, som stort set er forsvundet herhjemme, siger Sisse Fisker.
– Efter besøget i Costa Rica fik jeg lyst til at købe et stort hus og invitere mine forældre til at bo i den ene fløj og sige til mine børn, at de skulle tage den anden, og så skulle vi leve på landet i treenighed forever. Men det er klart, at det er svært at praktisere herhjemme.

SE OGSÅ: Rolf Sørensen: "Jeg kunne smide mail og telefon i havet i morgen"

Lever jeg, som jeg gerne vil?
Til gengæld besluttede Sisse Fisker at tage fat på at gøre sit liv mindre stresset.
– Øen Ikaria i Grækenland kaldes også „Øen, hvor de glemmer at dø”. Da jeg besøgte den, talte de gamle hele tiden om det vigtige i at have en passion og følge sit hjerte. De gik ikke op i at blive rige eller have en fin titel. De ville hellere betyde noget for andre og have en god grund til stå op hver morgen, nogle opgaver, de skulle udfylde.
En filosofi hun også fik understreget af sit besøg i bjergene på Sardinien.
– Der lærte jeg, at hvis man mærker efter og går den vej, ens hjerte siger, kan det koste energi, penge og omveje, men man fortryder det aldrig.
– Det tænkte jeg virkelig over. Jeg var jo af sted uden min familie og havde mere tid til mig selv, end jeg havde haft længe. Når jeg sad i et fly i mange timer, vendte jeg hele tiden tilbage til det, de gamle havde sagt. Jeg begyndte at tænke over mit arbejdsliv. Var jeg der, hvor jeg ville være? Jeg har været studievært på Aftenshowet i otte år, og nu var tiden måske inde til, at jeg prøvede noget nyt.

SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, hvis du udsættes for stress?

Overvejelserne endte med, at Sisse Fisker på en af sine rejser aftalte med sin chef i Danmarks Radio, at hun ikke skulle tilbage som fastansat studievært på Aftenshowet. I stedet har hun fået mulighed for at lave quiz og livstilsprogrammer, der giver hende inspiration og energi. Det nye liv betyder, at hun er mere løst tilknyttet Danmarks Radio og formentlig kommer til at tjene mindre, men til gengæld får hun nu mulighed for at flytte sig nye steder hen og udnytte andre af sine potentialer.
– Det er en fed proces at være i gang med, siger hun.

På rejserne blev hun også inspireret til at gøre noget ved menuen på hjemmefronten. Det var nemlig kendetegnende for alle de fem sunde enklaver, at folk spiser fra jord til bord. Det vil sige fødevarer, der ikke er tilsat kemi, og som er bestemt af årstiden.
– På Sardinien var vinterkosten pasta og ost, og jeg tænkte, det er da ikke sundt. Men det var jo altså ost, de selv havde lavet, og pasta, som var fremstillet om morgenen og dermed også meget næringsrigt. Om sommeren blev det suppleret med mere grønt. Herhjemme spiser vi meget, der er fremstillet for længe siden på steder langt væk og fyldt med alt muligt for at kunne holde sig. Midt i travlheden som småbørnsmor har hun selv lidt for ofte grebet til mad på dåse og i frostposer.
– Jeg er doven i et køkken og har ingen fantasi, så for at blive inspireret har jeg nu bestilt kasserne med grønsager og kød fra Årstiderne. Det har hjulpet mig og min mand til at tænke nyt og til at bruge de årstidsbestemte grønsager, som vi ikke var så gode til at bruge før, som f.eks. fennikel, ingefær og friske urter.

SE OGSÅ: 3 kvinder afslører: Vejen til min sunde succes

Jeg kommer aldrig til at løbe igen
Lysten til at bevæge sig har Sisse Fisker også fået fat i igen.
– Fordi alle er så fysisk aktive i de her forskellige enklaver i verden, blev jeg meget bevidst om, hvor mange af os herhjemme der sidder dagen lang foran en computer, og hvor sindssygt det egentlig er. Jeg har selv haft store problemer med min ryg og været sygemeldt igennem lang tid. Rejserne mindede mig endnu en gang om, hvor vigtigt det er at passe på min krop og bruge den. Hun havde gået rundt med store rygsmerter i lang tid, da en MR-scanning sidste år viste, at hun havde to diskusprolapser, et brud på en knogle i lænden og det, man kalder modicforandringer. En betændelsestilstand i ryghvirvlerne. På lægens påbud lå hun ned i tre måneder og fik store doser antibiotika.

– Er din ryg blevet helt rask?
– Nej, og det bliver den heller aldrig. Jeg er blevet MR-scannet for nylig igen, hvor lægen gentog, at jeg må finde mig i at være kronisk rygpatient. Men hvis jeg spiser sundt, sover om natten og får trænet på den ordentlige måde, har jeg det fint det meste af tiden. Sidste efterår fik hun det så godt, at hun kunne trappe helt ud af den smertestillende medicin.
– For at undgå piller skal jeg dog være påpasselig. Dette forår arbejdede jeg lidt for meget og sov i for mange hotelsenge, og så bliver jeg hurtig lidt shaky igen og kan mærke, at jeg skal skynde mig at finde tilbage til en god rytme. Ingen læger tør love hende, at hun nogensinde kommer til at løbe igen, og løb plejede ellers at være en kæmpestor del af hendes liv.
– Følelsen af at løbe over målstregen ved et maraton kan bare ikke beskrives. Det var en fantastisk fornemmelse af, at jeg ejede hele verden. Jeg kan næsten ikke fatte, jeg ikke kommer til opleve det igen. Og så var løb også en rigtig god måde for mig at få renset ud i tankerne på, inden jeg tog på arbejde. Nu går jeg lange ture i stedet, men det kommer ikke på højde med det at løbe.

SE OGSÅ: Derfor er løb så sundt for kvinder

– Hvordan holder du dig så i form?
– Foruden at cykle til arbejde styrketræner jeg også to-tre gange ugentligt i et af Energii.dk’s træningscentre i 37 graders varme. Der er en instruktør, der pisker mig og får mig til at yde mit bedste, så jeg får arbejdet hele kroppen igennem, og varmen bløder spændingerne i min krop op. Det er vildt effektivt. Styrketræningen har hjulpet hende til at blive sig selv igen, og det glæder hendes familie.
– Det har jo også været meget hårdt for min mand, og mine sønner har syntes, det var kedeligt, at jeg ikke kunne lege med dem. I en lang periode var min mand nødt til at tage sig af alt. Nu prøver vi at skabe en mere fleksibel hverdag for os alle fire. Efter at jeg har sagt mit faste job op, er vores rytme heldigvis ikke så fastlåst længere. Det har frigjort noget energi, og jeg har fået mere overskud.

SE OGSÅ: Rikke Hørlykke: 6 øvelser til stærke arme, strmme balder & flad mave

Jeg vil feste mere
– Hvad vil du især bruge din nye frihed til?
– Jeg vil huske mig selv på at nyde livet. Livsnydelse og socialt samvær er en meget vigtig del af livet for dem, jeg besøgte på Sardinien. Det har det også altid været for mig, men jeg har måske indimellem glemt det. Efter jeg havde været dernede, fik jeg en vild lyst til at invitere mine femten bedste veninder til en fest. Jeg lejede et stort hotelværelse, og så gav vi den gas hele aftenen med champagne og dans.
– Samtidig har jeg også besluttet, at jeg vil bruge mere tid på velgørenhed. Det ønske blev jeg bekræftet i, da jeg boede hos adventisterne i Californien. Forskerne mener, at de lever længere, bl.a. fordi de går op i at gøre noget godt for andre og tror på, at det kommer trefoldigt tilbage. Det kan lyde frelst, men jeg har selv oplevet, at det faktisk er sandt.

SE OGSÅ: Cecilie Hother: "Det er den største oplevelse, jeg nogensinde har haft"


For nylig oprettede Sisse Fisker SMILfonden, en frivillig forening, der holder fester for meget syge børn, som er indlagt på hospitalet.
– Ideen fik jeg, da begge mine sønner blev opereret for lyskebrok som helt små. Det var forholdsvis hurtigt overstået. Men dengang så jeg andre børn, der var indlagt i årevis og blev mere og mere grå, mens de gik rundt og ventede på en ny lever eller nyre. I forbindelse med at jeg selv var lagt ned af min dårlige ryg, blev jeg igen mindet om, hvor skrøbeligt vores helbred er. Og hvor meget det betyder, at vi er der for hinanden. SMILfonden har indtil videre stået bag tre fester på Rigshospitalet. Ambitionen er, at festerne med tiden skal spredes til hospitaler i hele landet.
– Jeg får ingen penge for det, men det giver helt vildt god mening for mig. I mine unge år lavede jeg aldrig velgørenhed. Som nordjyde er jeg opvokset med, at man skal være sin egen lykkes smed, og dengang kunne jeg ikke forstå, hvorfor jeg skulle gøre noget gratis, hvis jeg kunne få penge for det. Det har jeg ændret syn på, efter jeg selv har været presset. I dag giver det mig rigtig meget, at jeg gør bare en lille forskel for andre.

MINE 4 BEDSTE TIPS FRA HELE VERDEN 
1. Jeg starter dagen med frisk citronsaft. Det lærte jeg af moren i den familie i Grækenland, jeg boede hos. Syren renser maven og giver vitaminer, sagde hun. Bagefter laver jeg den urtete, hun gav mig opskriften på med frisk mynte og timian fra haven.
2. Jeg er bevidst omkring at bevæge mig meget og integrere det i min hverdag. Ud over at jeg cykler, går jeg også ture med veninder i stedet for at sidde på en café og husker at hoppe i trampolin med drengene eller spille fodbold i stedet for at se tv.
3. Jeg spiser efter årstiderne og sørger for at købe friske, danske råvarer, så snart chancen er der.
4. Jeg holder fast i at nyde livet. På Sardinien lærte jeg, hvor essentielt det er. Hvem gider sidde og være sund i en lejlighed på 9. sal helt alene. Man skal ud og møde mennesker, holde en fest indimellem og drikke vin.

SE OGSÅ: Michelle Kristensen: "Et sundt liv er en god investering"

DE 5 SUNDESTE STEDER I VERDEN
Sardinien i Italien og herunder især Nuoro-provinsen og Ogliastra, hvor et uhørt stort antal kvinder og mænd bliver over 100 år.
Øen Okinawa i Japan, hvor folk er blandt de længstlevende i verden.
Loma Lind i Californien, hvor en stor gruppe syvendedagsadventister er blandt USA’s længstlevende.
Nicoya Peninsula i Costa Rica, en lomme, hvor folk lever særligt længe og har en særlig høj livskvalitet, selv om de bestemt ikke er rige.
Øen Ikaria i Grækenland, hvor næsten en ud af tre bliver i hvert fald 90 år. Her er demens stort set ukendt.  
Derfor lever de længere
- De sætter familien først.
- De ryger mindre end andre steder.  
- De lever delvist vegetarisk, bortset fra på Sardinien.
- Størstedelen af den daglige menu udgøres af grønsager, herunder mange bønner og bælgfrugter.  
- De er moderat fysisk aktive en stor del af dagen.
- De er socialt engagerede i hinanden, og alle uanset alder er integrerede i fællesskabet.

SE OGSÅ: Gåture, god sex & dejlig søvn + 7 andre facts, der booster dit humør 

SE OGSÅ: Anders Agger: "Det er godt, at de findes kvinder, der kan bede os mænd om at stramme op"

SE OGSÅ: Spis dig klog: 12 råvarer, der booster din hjerne