Fie har vejet 140 kilo: „Jeg var ved at spise mig ihjel”

Man kan nå til et punkt, hvor mavesækken er så udspilet og vant til konstant påfyldning af fedt og sukker, at man vågner utilpas og sulten efter fire timers søvn om natten. Maven rumler og gør ondt, og det er umuligt at falde til ro igen på den måde.

Det punkt nåede Fie Friedrichsen en lun sommernat for fire år siden.
– Når jeg vågnede om morgenen, gned jeg øjnene og stak hånden ind til min kasse med forråd under sengen for at hente to-tre muffins. Bare sådan til at starte dagen på, fortæller Fie.
Hun sidder slank og rank på en gammelrosa sofa og fortæller uden tøven om sit liv som „Fede Fie” – et navn hun insisterer på at bruge. Dels, fordi det i 19 år var hendes virkelighed at være „Fede Fie”, dels fordi „Fede Fie” ikke bare er en tyk pige. Hun er også sej. En fighter. Det er hende, der har bragt Fie Friedrichsen til det punkt, hvor hun er i dag. Hvor alt er anderledes både indvendigt og udvendigt.

Men hvordan kom det overhovedet så vidt for en pige på 19 år? Hvorfor måtte hun konstant spise for at holde tilværelsen ud?
– Lige fra jeg var lille, har mad repræsenteret tryghed for mig. Hvis jeg havde en rulle kiks og en pakke smør, sad jeg stille foran fjernsynet og hyggede mig. Det gav mig en øjeblikkelig ro at proppe noget i munden.
Fie er en buttet pige som lille. Runde kinder med smilehuller som femårig og et par tøjstørrelser større end gennemsnittet. Allerede før skolealderen bliver hun overvåget af en bekymret familie, der giver Fies storebror lov til at spise fede flødeis, mens Fie måtte nøjes med en mindre sodavandsis. Meget tidligt bliver hun bevidst om, at mad er trygt, men åbenbart også farligt. Noget, hun må snige sig til at nyde i smug.

SE OGSÅ: Julie Berthelsen: "Lige så snart jeg skulle leve normalt igen, tog jeg på"

Min stedfar satte mig på Nupokur
Fies forældre bliver skilt, da hun er fem år, og kort efter flytter en ny stedfar ind, som både sætter hængelås på køleskabet og sender Fie alene ud på gåture og cykelture i håb om at få en slankere steddatter.
– Det handlede ikke om at gøre noget for mig. Han var bare irriteret over at skulle ses med en tyk lille pige, og så fandt han på alle mulige drastiske ting. Han satte mig på Nupokur, og hvis jeg stjal slik i skabet, skældte han mig voldsomt ud, fortæller Fie.

Fies overvægt handler om en ensomhed, som ingen ser. Familie, venner og lærere på skolen ser en tappert smilende Fie, men smilet kommer fra en pige, der desperat forsøger at tilpasse sig uden at være til besvær. Fie observerer, at hendes mor har travlt med at starte egen virksomhed op, at hun er presset af sit nye forhold til en meget dominerende mand. I skolen bliver hun mobbet som klassens tykke pige, og hun får kun point for at klovne. Så Fie forsøger ikke at være i vejen, hun klovner og smiler – og i det skjulte spiser hun, hver gang hun er ked af drillerierne, forvirret over skilsmissen eller bange for sin stedfar.

Der er masser af snak om Fies overvægt, men aldrig nogen, der snakker om, hvorfor hun vejer for meget.
– Jeg kunne komme op til lægen og blive vejet en gang om ugen. Blive sat på kur og sendt ud at løbe, men der var ingen, der fulgte slankekuren med mig, ingen der løb med. Det var ensomt, og det var altid mig, der var noget i vejen med.

Chokket på vægten
I perioder ignorer Fie sin vægt og lykkes med at fokusere på alt det, hun også er: Nemlig klog, velformuleret, flittig, en trofast veninde og sød datter. Hun glæder sig over sit mørke, blanke hår og sine pæne bryster. Fie accepterer, at hun er ”Fede Fie”, men derfor kan hun jo godt være smuk og glad. I et par år, mens hun går på efterskole, trives hun og fokuserer mindre på sit udseende, end hun plejer. Sådan da.
– Jeg har altid haft antennerne ude i forhold til, hvordan folk så mig. Jeg var konstant på vagt for at tjekke, om de så på min mave. Det er desværre sådan, at mange næsten væmmes ved tykke mennesker.

SE OGSÅ; Michelle Kristensen: "Jeg har prøvet alle slankekure"

I samme øjeblik efterskolen er slut, og Fie kommer i gymnasiet, er opturen slut. Selv om hun taber sig omkring 10 kilo før gymnasiestarten, så skiller hun sig ud med sine godt 100 kilo. Hun føler sig udstillet og anderledes, giver op og går ud. Og derefter kører en lang, ond spiral, hvor hun bliver depressiv og trøster sig med mad, undgår mennesker og trøster sig med mere mad og stille og roligt bliver tykkere og mere deprimeret.
– Mine lår og min mave gjorde, at det var virkelig ubehageligt for mig at bevæge mig, så de fleste dage blev jeg i sengen og så fjernsyn og spiste. Min mor forsøgte at få mig ud at køre en tur, men bare turen ud til bilen var en kamp.
Fie bestiller forsyninger til sine ædeorgier over nettet. Hun skal under ingen omstændigheder ned i et supermarked og stå i kø med mazzarintærter, slikposer, muffins og chips og blive nedstirret af kunder, der kun ser et læs fedt uden selvkontrol, fortæller hun.

Badevægten undgår hun også. Ligesom hun forsøger at undgå sociale arrangementer i familien. Derfor fylder hun 19 år som en muffinafhængig, desperat og deprimeret pige. Og det er her, at Fies mor endelig får hende med op på vægten.
– Jeg kunne mærke, at min mor virkelig var bekymret. Desuden begyndte jeg at have ondt i min krop hele tiden. Jeg havde hjertebanken og var faktisk bange for, at mit helbred var i fare. Jeg vidste, jeg havde taget på, men jeg fik alligevel et chok. To gange måtte jeg tjekke, men desværre var det rigtigt. Jeg vejede 140 kilo.

SE OGSÅ: Spænder dit selvværd ben for dit vægttab?

En kold tyrker var den eneste vej
Fies mor trækker hende med ud i haven, hvor de taler længe om den kamp, der ligger forude. Fie ved, hvad der venter, for hun har jo været på slankekur før, men hun mærker også, at to meget væsentlige ting er anderledes denne gang.
– Denne gang var det min egen beslutning. Min mor sagde det meget klart til mig: „Jeg er her for dig, Fie, men du må selv klare det. Det er kun dig selv, der kan beslutte at tabe dig”. Det var helt anderledes, end når andre bestemte, hvad jeg måtte spise, og hvornår jeg skulle træne.

Den anden forandring er, at Fies mor går med på Fies diæt, der består af masser af grønsager, kød og frugt, men nul sukker og meget lidt stivelse. For Fie er de to ting afgørende: At hun selv tager beslutningerne, og at de er fælles om at spise sundt. Og derfor gør hun det. Bare sådan. Går fra omkring 6.000 kalorier om dagen til 1.600 og bandlyser alt hendes elskede sukker.
– Jeg var forberedt på, at det ville blive psykisk hårdt at undvære mit sukkertrip, men jeg blev forskrækket over, hvor fysisk min afhængighed var. Jeg fik rysteture og svedeture og havde virkelig ondt i maven. Men jeg vidste, at en kold tyrker var den eneste vej. Jeg kunne ikke styre det, hvis jeg skulle trappe ned.

I starten er Fie for tyk til at træne rigtigt. Hun prøver at gå små ture, og ellers foregår hendes øvelser hjemme på stuegulvet. Hun får træningsvideoer, en motionscykel og med mor som indpisker går hun målrettet i gang.
– De første tre uger gik det stærkt. Jeg kunne fysisk mærke min mavesæk trække sig sammen. De første seks kilo røg på 10 dage, og det gav mig blod på tanden. Samtidig havde jeg det forfærdeligt. Jeg måtte jo sulte mig selv, og jeg havde masser af negative tanker. Jeg kastede op af anstrengelse, når jeg dansede i stuen.

Men Fie er stædig. I dag ved hun faktisk ikke helt, hvordan hun fandt kræfterne til at gå ind i et årelangt vægttab. Historier om andres vægttab betød meget som inspiration. Drømme om et liv i en normal størrelse var også vigtige.
– Jeg havde en bestemt drøm om at skulle til Afrika og arbejde med dyr. Uden at skulle fylde to sæder i flyet. Det er helt vildt begrænsende at være virkelig tyk, og jeg havde jo aldrig prøvet andet. Så jeg blev ved med at tænke: „Jeg skal prøve at være slank. Det skal jeg bare!”

Jeg er stolt af „Fede Fie”
Fies kamp mod kiloene varer næsten to år, hvor hendes liv næsten kun handler om mad og træning. Hvor hun drømmer om mad, græder under træning og undervejs må indse, at hun ikke kan blive pæn ved egen hjælp. En fedmeoperation, hvor mavesækken bliver indsnævret, har aldrig været på tale. Det har hun altid sagt klart nej til. Men efterhånden som de første 40 kilo er forsvundet, hænger huden omkring hendes mave, lår, arme og bryster, og hun begynder at forstå, at det aldrig bliver anderledes uden et kirurgisk indgreb.
– Jeg begyndte at træne i fitnesscenter, da jeg var nede på 100 kilo. Det var i sig selv en overvindelse at gå fra min stue og ud blandt veltrænede mennesker. Oveni skulle jeg så hele tiden tænke på min mavehud, der ikke kunne holdes på plads af mit tøj.

Fie får en personlig træner, der dels giver hende besked på at glemme den løse hud, når hun træner, dels foreslår hende at skrive om sit vægttab på de sociale medier.
– Det var en helt ny tanke, at jeg måske kunne være en inspiration for andre. Så jeg oprettede en profil på Instagram og Facebook, skrev om min kur, og pludselig fik jeg opmuntring og støtte fra alle mulige mennesker. Det var en ekstra motivation, for jeg ville jo ikke skuffe mine følgere.

SE OGSÅ: Anja Fonseca: "Jeg lyver ikke mere, og det er en lettelse endelig at kunne vise, hvem jeg er"

Fie kæmper sig til et enormt vægttab på 70 kilo. Halvdelen af hendes kropsvægt er væk, og vejen er banet for i alt tre operationer, der skal fjerne hud fra mave, lår, arme og bryster. Alene på maven fjerner lægerne tre kilo overskydende hud og efterlader Fie med 277 centimeter arvæv.
Hele vejen igennem dokumenterer Fie forløbet på Instagram, hvor 70.000 mennesker efterhånden følger hende.
– Jeg lægger også billeder på fra mit liv som tyk. Jeg vil hverken gemme eller glemme „Fede Fie”. Jeg er stolt af, hvor langt jeg er kommet, og i dag ville jeg faktisk ikke have undværet kampen. Den har givet mig råstyrke. Jeg ved, at jeg altid vil have et unaturligt forhold til mad, men jeg ved også, at jeg kan tackle det – og måske hjælpe andre i samme situation.

Hold fast i motivationen: Fies 4 bedste råd
1. Find din inspiration. Der er dage, hvor du har lyst til at give op. Jeg så realityprogrammer om vægttab med mennesker, der havde det præcis som mig og alligevel blev pæne. Det gav mig lyst til at fortsætte.

2. Få en personlig træner. Det er svært at nå i mål alene. Du har brug for en, der skubber bagpå og holder dit mod oppe. En, du skal stå til regnskab over for. Måske skal du bare have et kort forløb?

3. Hav sikre øvelser i baghånden. Hvis du ikke kan lave maveøvelser, så dans. Hvis det gør ondt at stå, så lav gulvøvelser. Det er bedre at skifte øvelse end at give op, så find variationer, du kan lave, selv om du er træt.

4. Se dine dæmoner i øjnene. Jeg tænkte på en maddjævel på min skulder, der ville lokke mig hen til kagereolen i supermarkedet. Det hjalp med et konkret billede af en djævel, som jeg ikke ville lade vinde.

SE OGSÅ: Kristina Trolle: "Jeg troede en perfekt krop var vejen til lykke"

SE OGSÅ: Pia Olsen Dyhr: "Jeg har brudt med min barndom"

SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, når du er ked af det?